Kan man skelne mellem sygdom og åndelige angreb? Brevkasse Af Poul Henning Krog 15. mar. 2024/11   https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-104446.mp3?cb=1710510183.mp3   Hej Poul Henning Jeg skriver, fordi jeg er bekymret på en andens vegne. I fredags blev jeg kontaktet af en bekendt, der fortalte mig, at hendes kæreste havde haft et stort epilepsianfald. Han var faldet om på gulvet i sit værelse og bidt sig i tungen samt været uden bevidsthed i et døgn. Han var meget forslået blevet indlagt på en epilepsiafdeling og fået medicin. Efterfølgende har de begge været bange, da han også havde mærkelige hallucinationer. Min bekendte og kæresten har været sammen i et år, og han havde ikke fortalt hende, at han havde epilepsi. Han er afroamerikaner fra USA og kommer i en frimenighed. Hun er kristen troende og siger, at han nærmest var ude for et åndelig angreb. Jeg er nervøs for, at der er manglende erkendelse for rigtig hjælp evt. medicinsk. Kan det være en psykose? Min bekendte har en psykisk syg mor, og hun har før været gift med en mand med psykisk lidelse. Hun er selv en sårbar person, og jeg kan være nervøs for, om hun bliver udnyttet, da hun har svært ved at sige fra. Jeg har tænkt mig at følge op og spørge, hvordan det går med dem begge, men ved ikke, hvad jeg ellers kunne gøre ud over at bede. Med kærlig hilsenDen bekymrede Kære dig Tak for dit lange skriv og dejligt, at du både beder og følger op. Epilepsi, psykose og tanker i forbindelse med et angreb kan være svært at skelne.   Epilepsi, psykose eller et dæmonangreb? Jeg tænker ikke, at det er noget åndeligt eller en psykose, idet han er kendt med epilepsi og fremtræder psykisk normal og i øvrigt er velfungerende. Epilepsi kan fremtræde med hallucinationer og mange mærkelige psykoselignende fænomener. Epilepsi skyldes forstyrrelser i den elektriske aktivitet i hjernen. Den mand, du nævner, har diagnosen epilepsi, men har været uden medicin og anfald i lang tid. Viden, fortielse og erfaring er måske gået under radaren i et flyt fra USA til Danmark. Man skelner mellem generaliserede anfald, hvor hele hjernen er involveret, og anfald, hvor kun en del af hjernen er involveret. Symptomerne kan være kramper, fjernhed, lugt-, smag- og synsforstyrrelser, men der kan også være psykiske symptomer som angst, mærkelig latter og hallucinationer. Hyppighed af anfald er meget forskellig, men med det alvorlige aktuelle anfald er medicinsk behandling absolut påkrævet, idet hjernen ikke har godt af for mange anfald. At være en bedende, klog og empatisk pårørende Hovedet er ikke kun til pynt, støt dem i ikke at åndeliggøre noget, som kan forklares lægeligt. Naturligvis kan alle blive bange og usikre for de mange oplevelser. Anfald kan udløses af søvnmangel, lavt blodsukker, stress, hyperventilation, blinkende eller flimrende lys som på et diskotek, film eller computerspil. Det er derfor vigtigt at leve regelmæssigt og balanceret med mad og søvn samt undgå farlige sportsaktiviteter.   Din bekendt har en historik omgivet af meget psykisk lidelse og er selv sårbar. Med den baggrund er viden ekstra vigtig, for tanker kan let løbe løbsk i forvirrede og uforudsigelige sammenhænge. Patienter og pårørende bør undervises i forhold til sygdommen. Oplysning, fælles viden og helt generelt og ærligt at leve i lyset handler også om at fortælle de nærmeste om ens sygdomme. De fleste epilepsianfald varer under 5 minutter. Her kan man sikre den pårørendes hoved mod stød og farlige genstande, og efter anfaldet sikre frie luftveje og lægge personen i stabilt sideleje. Varer anfaldet mere end 5 minutter, skal man tilkalde læge eller ambulance. På Sundhed.dk kan I læse, hvad Epilepsiklinikken er nået frem til. De har formentlig givet ham en opfølgende ambulant tid. Egen læge kan altid kontaktes som pårørende til en med epilepsi, og støtte fra Epilepsiforeningen er også en mulighed. Afsluttede hilsen Dejligt, at du beder for dem, for den, der beder, får, men brug også Rom.12.3, hvor der står: ”Men brug jeres forstand med omtanke.” Hovedet er ikke kun til pynt, støt dem i ikke at åndeliggøre noget, som kan forklares lægeligt. Kærlig hilsenPoul Henning     Del

Min hustru har fået Alzheimer – hvad kan jeg gøre? Brevkasse Af Poul Henning Krog 1. mar. 2024/09 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-104213.mp3?cb=1709301499.mp3 Kære Poul Henning Jeg er pludselig blevet pårørende til min hustru med diagnosen Alzheimer. Det er med meget blandede følelser, at jeg skal forholde mig til den diagnose. Når jeg læser Guds ord, og her at Jesus tog al vor sygdom på sig, og ved hans sår er vi helbredt, kan det være svært, når man ikke ser helbredelsen bryde igennem. Det er ikke, fordi jeg ikke tror på Guds ord, men tanker, følelser og uro kommer også ind og blander sig. Jeg vil jo bare se min hustru helbredt og ikke som nu se på, at hun får det dårligere. Vi kan bede Guds kraft om at udfolde sig i vores magtesløshed, men alligevel sniger der sig noget negativt ind. Jeg bliver ked af det og frustreret, for jeg vil ikke miste min hustru til den sygdom, og som pårørende er det hårdt. Men nu er det på den ene side nyt, og alligevel oplever jeg, det går så stærkt, at det kan være svært at følge med og forstå. Vores dagligdag er allerede mærket ved, at jeg ikke bare kan forlade mig på, at min hustru er den, hun var engang. Der er flere områder, hvor hun er i sin egen verden og ikke deltager i det daglige. Hun er stille, indadvendt, og fjernsynet kører næsten hele tiden. Jeg skal være på forkant, og initiativer skal komme fra mig. Det, vi gør fælles, er desværre ikke så meget. Hun kan godt være deltagende til gudstjenester og undervisninger og her bidrage med gode ord, men efterfølgende er al energi brugt. Har du et godt råd? Hilsen den pårørende   Kære dig Tak for dit ærlige skriv. Jeg forstår så godt dine udfordringer og indre spænding. På den ene side at vide, at Jesus kan helbrede alle sygdomme, og på den anden side at opleve helt tæt på, at helbredelsen ikke bryder igennem i forhold til din hustru. Jeg tænker, at du skal fortsætte med at bede. Jesus kan helbrede hende helt, og alternativt kan bønnen handle om, at sygdomsforløbet må være meget langsomt fremadskridende. Hvor meget skal du som pårørende forstå og vide om sygdommen? Jeg tænker, at du skal vide det, som er gavnligt for dig og jer. Alle kan google sig til viden om alverdens sygdomme, og det er ikke nødvendigvis en god idé. Det kræver meget at læse om sygdomme, når ens pårørende er ramt. Man kommer let til at tænke det værste eller bekymre sig om noget, som aldrig kommer til at ske. Lige præcis Alzheimers sygdom har et meget individuelt forløb, hvilket gør statistik til en svær størrelse. Endvidere er der heller ingen syge, der ønsker, at ens ægtefælle verbalt eller nonverbalt skal være amatørlæge med et øje på hver finger. At den syge får at vide, at nu har hun også fået det symptom! Lad læger og specialister om al udredning og forklaring, men overvej indmeldelse i en pårørendeforening. Kort og godt er det svært for vores hjerne at få placeret den viden, vi erhverver, på den rigtige måde. Nogen vælger at lukke helt af for viden om sygdommen, hvilket jeg dog ikke vil råde til, for man kan naturligvis få nytte af redskaber og dyrt købte erfaringer fra andre. Der melder sig naturligt spørgsmål, når ”landskabet” i jeres liv ændres. Der er over 200 demenssygdomme, og de fleste er langsomt fremadskridende i år eller årtier, hvorfor behovet for støtte vil være stigende. Der findes heldigvis medicin, som kan forhale processen. Accept-processen er svær for jer begge I skal begge, hvis ikke Gud totalt helbreder, ind i en acceptproces af tab både hver for sig og sammen. Det er ganske vanskeligt og også sorgfuldt. For det, I før kunne gøre sammen, er I nu nødt til at gøre på en anden måde. Du skriver om, at al initiativ må komme fra dig, hvilket i sig selv er smertefuldt. Din hustru bliver formentlig ked af det og frustreret, når hun ikke kan huske, som hun plejer. Eller måske hun bliver trist, når hun ikke længere lige så sikkert som hidtil kan udføre velkendte opgaver. Humøret kan være svingende, og det kan være vanskeligt at koncentrere sig. Du bliver måske slået ud over, at ting bliver væk, eller forvirret over, at aftaler smuldrer, men den svækkede korttidshukommelse medfører, at din hustru let glemmer. Accept af processen er derfor umådelig svær, for I kan på skift blive kede af at miste den dynamik og det fællesskab, I har været vant til. Bliver du nervøs for din hustrus orientering i tid og sted, så bliv i gode tider enige om fornuftige IT-løsninger, der er mange muligheder på markedet. Et eksempel er Syddansk Sundhedsinnovation, der har udarbejdet en Go-to Guide til succesfuld implementering af velfærdsteknologi til mennesker med demens. Undersøgelser har vist, at mennesker med let demens gerne vil bruge teknologiske hjælpemidler som tablets til at lytte til musik, sende e-mails, se billeder og film eller foretage videoopkald med familie og venner. Det forbedrer både kommunikationen og de sociale kontakter. Når den pårørende må fylde mere og mere Du beder om gode råd. Jeg tænker, at livskunsten i samspillet mellem jer bliver at være meget empatisk og overbærende samt udfylde de ”huller”, som nu opstår. Det er en umådelig udfordrende opgave midt i, at du selv er i en svær acceptproces med meget langsomt at miste dele af din ægtefælle. Helt overordnet må du elske og respektere din hustru. Hun er ikke sin diagnose, men de sociale spilleregler kan være mere eller mindre sat ud af kraft. Det er ny læring, at du skal tale hende efter munden, også selv om tanker og planer kan være forkerte. En stemningssvingning med fx vrede kan være udtryk for afmagt og at blive sagt imod. De forkerte planer glemmes ofte. I samtalerne må du være meget konkret, kort og præcis uden brainstorming. Den demente er rigtig god til at aflæse toneleje,

Når sygdom overdøver det gode i livet Brevkasse Af Poul Henning Krog 16. feb. 2024/07 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-103977.mp3?cb=1708089299.mp3 Kære Poul Henning Halløj. Du kender mig ikke. Jeg håber ikke, det gør noget, at jeg skriver til dig. Grunden til at jeg skriver er, at jeg godt kunne bruge et råd. Jeg har været psykisk syg, siden jeg var 17 år. Først troede man, jeg var skizo-affektiv, men for et par år siden fandt man ud af, at jeg led af en personlighedsforstyrrelse og har en spiseforstyrrelse. For tre år siden var jeg ved at dø af det. Jeg tabte 70 kg på få måneder og var indlagt på psykiatrisk afdeling i et halvt år. Efterfølgende blev jeg anbragt på et bosted, da jeg ikke måtte flytte hjem til min mand igen, da han havde seksuelt misbrugt mig i mange år. Som det er nu, slås jeg meget med det problem, at jeg misbruger insulin. Jeg har sukkersyge og tager alt for meget af det for at blive dårlig og på den måde skabe kontakt til personalet på mit bosted. Jeg er meget kontaktsøgende og har brug for omsorg og tæt kontakt til andre mennesker. Jeg er meget plaget af, at jeg reagerer voldsomt enten med vrede, glæde eller ked af det. Jeg kører i ekstremerne, men kan ikke styre det. Jeg har forsøgt selvmord flere gange med piller eller ved at prøve at hænge mig. Jeg har en psykiater, men han deler ikke min tro, så det er SÅ svært at få den rette hjælp. Jeg føler mig bare så alene. Det, jeg vil med dette, er bare at bede om et råd til at komme videre. Hvad skal jeg gøre? Er der håb for mig? Jeg er frelst og ved godt, at Gud elsker mig, og at jeg skal med hjem engang, men min sygdom overdøver det. Jeg er bange og rigtig ked af det. Har svært ved at bede og får ikke åbnet min bibel. Mange kærlige hilsener Den anonyme   Kære ven Tak for dit ærlige og velformulerede brev. Du har haft et meget hårdt liv med mange sygdomme og trængsler. Indadtil psykisk meget udfordret og svingende samt udadtil misbrugt og selv misbrugende. Midt i alt dette må vi takke Gud for den hjælp, du har fået. Men ja, du har brug for mere. Et skrig efter fællesskab Vi er skabt til fællesskab, så dit skrig udtrykker et klart behov. Jeg tænker, at følelsen af et stort, udækket behov kommer af en årsag. Når du udover dette også er udfordret med mange ekstreme følelsesmæssige svingninger, bliver livet ekstra vanskeligt. Du nævner, at du med et overindtag af insulin forsøger at få kontakt med personalet på bostedet. Det er stort, at du kan skrive og se problemet i den adfærd. Du kender måske den adfærd også fra cutting. Her giver det at skære sig selv og opleve smerte og blod en kortvarig pause i den psykiske smerte. For dig er insulinoverdoseringen et skrig efter tæt kontakt. Tæt kontakt er vigtig ”medicin”, men du må trænes i at vælge andre løsninger, før den psykiske smerte bliver uudholdelig. Den træning tager tid, men et adfærdsskema med måske 20 gode handlinger kan være hjælpsomt. Vi skal ind og hjælpe dig med adfærdsterapi, før tanker og følelser løber løbsk i tankemylder. Vores fantasi og udsyn kan være underernæret. Vi bliver så fokuseret på det svære, at vi helt overser livet i øvrigt. Gud ønsker, at vi skal bruge vores fem sanser og fantasien og få øje på livet. Underernæret fantasi og adfærdsterapi Vores fantasi og udsyn kan være underernæret. Vi bliver så fokuseret på det svære, at vi helt overser livet i øvrigt. Gud ønsker, at vi skal bruge vores fem sanser og fantasien og få øje på livet. I gode tider skal vi gerne få formuleret, hvad vi kan gøre, før livet bliver for svært. Vi skal ikke have ’nejhatten’ på og sige, det har jeg prøvet, eller det kan jeg ikke. Det er meget individuelt, så mit forslag her med 20 gode handlinger kan måske blive til en inspiration: 1. Gåtur alene eller med personale 2. Brug sanserne og nyd Guds skaberværk – naturen – blomstens duft – maden – vinden i håret – regnormen – fuglen – regnen på kinden – skyformationen på himlens hvælving 3. Et varmt eller koldt bad 4. Gudstjenesten, netværksgruppen og menigheden i al dens mangfoldighed 5. Find en kristen ven af samme køn og dan en gruppe på to, hvor I en time hver uge beder, læser Guds ord og deler liv – en dynamiskgruppe 6. Et telefonopkald til familie eller en ven 7. Lyt til lovsangsmusik og musik i øvrigt 8. Åndedræts- og afspændingsøvelser 9. Fysisk aktivitet 10. Skrive dagbog 11. Hold din hånd eller hoved under koldt vand eller brug isposer, når det er slemt 12. Læs i Bibelen, en avis eller en bog – undgå generaliseringer, at du ikke kan, lidt er også smukt 13. Højtlæsning – f.eks. lytte til en podcast, lydbog f.eks. PsykiaTro lydbog eller nogle af de 215 brevkasser på min hjemmeside 14. Tyngdedyne 15. Ballstick 16. En god dags- og ugestruktur 17. Kreative aktiviteter – at spille/synge/bage/puslespil… 18. Duftolier/tangles 19. At få p.n. medicin 20. Et kram med og fra mennesker eller dyr. Så tal med din kontaktperson og formuler sammen din liste. Hæng den op, så I hver dag kan se det samme billede og finde vej. I kan også formulere gode huskekort til lommebrug. At forstærke perspektivet – livet er en prik, og evigheden er en cirkel Tal med din kontaktperson og formuler sammen en liste med gode handlinger. Hæng den op, så I hver dag kan se det samme billede og finde vej. Du er kristen og elsker Gud. Du ved, at himlen er dit hjem, men din sygdom larmer og forstyrrer dit levende håb. Jeg tænker, at de fleste kristne er for lidt himmelvendte, det er du måske også. Vi elsker livet og himlen. Livet er ikke retfærdigt, men Gud er god. Vi forlanger

Modersavn har givet mig ’et hul indeni’ Brevkasse Af Poul Henning Krog 2. feb. 2024/05 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-103725.mp3?cb=1706883025.mp3 Kære Poul Henning. Mange tak for dialog. Den gør mig glad og samtidig faktisk dybt rørt. Jeg har oplevet ’modersavn’ som en livslang dyb smerte. Min barndomshistorie var, at min mor var alvorligt psykisk syg, psykotisk, efter hvad jeg fik oplyst af en sygeplejerske, som senere passede hende. Det var tabu, da jeg var barn. For at gøre en lang og svær historie meget kort, magtede min far ikke at forholde sig til det. Samtidig havde han et temperament, som af og til løb af med ham i forhold til os børn. Menigheden i min by var sammen med nogle i familien, skolen og mine fritidsaktiviteter mine åndehuller. Da jeg var færdig med skolen, måtte jeg bare væk. Jeg magtede ikke at være i familien og fandt min egen vej. Jeg har altid haft en stærk oplevelse af Guds omsorg, og der har været mange gode mennesker, som jeg har kunnet spejle mig i. Efter nogle år tog jeg mine forældre ”ind” igen, men følte ofte, at det var mig, der var ”den voksne”. Mine kreative sider og Guds nåde har båret mig igennem meget, men stadigvæk kan jeg til trods herfor føle ”et hul indeni” – et grundliggende modersavn, vil jeg selv kalde det. Forstå mig ret, jeg har sluttet fred med det, men vågne nattetimer kan kalde det frem. Jeg har faktisk aldrig før fortalt nogen ret meget om det, fordi det har gjort så ondt. Der er nok meget med tilknytning, kompensation, selvforståelse, flugt m.v. begravet i det hele. Kærlig hilsen den anonyme Kære ven Tak til Gud og dig, at du trods en svær opvækst fandt vej i livet. Jeg føler med dig, du beskriver billedet, så man får helt ondt i hjertet. Heldigvis fandt du måder at kompensere på. De belastende faktorer hos dine forældre var både tungt og svært, men du fandt ved Guds nåde beskyttende faktorer og hjælp fra anden side. Jeg tænker, at din tilgang sammen med din Guds relation har været en særdeles vigtig og afgørende nøgle. I dag er psykisk lidelse heldigvis ikke tabu, som det var dengang. I dag er man meget opmærksom på de mange udfordringer, der fortsat kan være i danske hjem. Tabuet er brudt I dag er psykisk lidelse heldigvis ikke tabu, som det var dengang. I dag er man meget opmærksom på de mange udfordringer, der fortsat kan være i danske hjem. Heldigvis taler vi her slet ikke om tilstande, som kendes fra børnehjem i Rumænien, men alligevel kan både sundhedsvæsen og forældre på andre niveauer være ganske udfordrede. Modersavn og omsorgssvigt Psykolog og professor ved Wisconsin University er kendt for sine grundige forsøg med rhesusaber i 1940´erne og 1950´erne. Social adskillelse fra moderen førte til sociale og følelsesmæssige skader. Resultaterne førte til stor forskning med menneskebørns behov for kontakt og samvær, her var bl.a. læge og psykoanalytiker René Spitz samt psykoanalytiker John Bowlby i spidsen. Mange er siden fulgt efter, bl.a. også Kirsten Lykke med en videnskabelig leder i Ugeskrift for Læger i 2021 med titlen: ”Når der opstår mistanke om omsorgssvigt.” Hun påpeger her, at der fortsat mangler tilstrækkelig evidens-baseret forskning og enkle henvisningsmuligheder. Et lysende eksempel er dog Halsnæs Kommune, hvor lægerne ved mistanke direkte kan henvise til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Børn har naturligvis krav på en tryg barndom og mulighed for udvikling af deres potentiale. At løfte opgaven, når der her svigtes, er svær. Der er mange involverede institutioner – lægen, sundhedsplejersken, pædagogen, læreren, psykologen og socialforvaltningen. At sætte ord på de svære følelser ”Vi må give udtryk for vores indtryk, ellers bliver vi nedtrykt”, lyder det så sandt fra grundlæggeren af Modum Bad i Norge. Igennem sproget sætter vi det sammen, som er gået i stykker. Sorg og modersavn har behov for at tilpasse sig en ny virkelighed. Sorg er en proces, der tager tid, og noget man går ind i og ud ad. I sorg er der også brug for at give minder plads, for sorghjælp er også huskehjælp på den rigtige måde. Vi søger forklaringer på det svære i livet. Vi vil gerne, at det skal give mening, men ofte kan vi ikke finde mening. At fortælle igen og igen til andre giver derimod mening, og her kan fortællingen balanceres og placeres et trygt sted hos Gud og en god lytter. ”Jeg hedder Thor Eigil, og min datter blev dræbt i et trafikuheld.” Sådan lød det på et kursus, jeg deltog i. At miste sin datter i et trafikuheld er ganske forfærdeligt, og kan man da overhovedet komme videre i livet. For Thor Eigil blev ulykken identitetsbærende i en grad, der overskyggede det liv, der lå foran. Dit modersavn blev lykkeligvis ikke identitetsbærende, for det er præcis her, vi alle har vores udfordringer, for ingen undgår trængsler, ulykker, sygdomme og vanskeligheder. Den store øvelse bliver at give plads og tid til sorgen og lade den fylde længe, men dog ikke resten af livet i en grad, så vi mister det gode nu. For Thor Eigil lå datterens dødsannonce billedlig talt på spisebordet. Ideelt set skulle dødsannoncen på et tidspunkt placeres i en mappe, som kunne stilles op på hylden. Minderne ville dukke op igen og igen, og mappen kunne tages ned og åbnes, men livet måtte gå videre. Guds ord kommer os til hjælp: ”I verden har I trængsler, men vær frimodige, for jeg har overvundet verden.”(Joh.16.33). Det geniale er, at samtidig med at vores noget barske livsvilkår præsenteres, møder vi Guds kærlighed, der har overvundet verden. Guds frihed og modighed gives af bare nåde til os. I bøn, overgivelse og mange kast af vores byrder på ham, vil trængslen til sidst føles mindre. Den proces er individuel, og jeg tænker, at når dit modersavn fortsat fylder i nattetimerne, har du talt for lidt med andre og Gud om din smerte. Det hjælper at bede og få talt ud til en god lytter. Det hjælper at sætte ord på smerte, tanker,

Sammenligning er en blind vej Brevkasse Af Poul Henning Krog 19. jan. 2024/03 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-103486.mp3?cb=1705672005.mp3 Hej Poul Henning. Tak for dialog. En af tingene jeg gerne vil spørge dig om er, om jeg kan jeg gøre noget ved min hukommelse. Den er blevet svært skadet efter min depression, og måske også fordi jeg får så meget medicin. Min medicinliste er: Pregabalin 150mg x 2, Gemadol 50mg x 3, Quetiapin 200mg x 1, Anafranil 100mg x1, Pantoprazol 40mg x 2, Lipistad 20mg x 1 og Zopiclone 7,5mg x 1. Er der noget af medicinen, jeg kan slippe, så hukommelsen kunne blive bedre? Jeg har virkelig meget tankemylder og svært ved at koncentrere mig eller samle mig om det, jeg skal. Både hukommelsesbesvær og tankemylder medfører, at jeg føler mig mindreværdig eller direkte dum. Mvh den ramte   Kære ven Tak for dit skriv og gode formuleringer. Du stærke kvinde, det er så hårdt at blive ramt af en depression. Det hele bliver trist og tungt. Energien til dagliglivet forsvinder. Glæden ved det, man plejer at blive glad ved, mindskes. Jeg læser dog, at du efter medicinen heldigvis har fået det bedre. I Danmark rammes ca. ½ million af en depression, det er et voldsomt tal. En del kan efter depressionen opleve, at humøret vender hurtigere tilbage end den kognitive formåen med at huske, agere og koncentrere sig. Langt de fleste oplever dog, at hukommelse og intellektuel formåen genetableres. Det lyder på dit skriv, at du er landet i den gruppe på 10-20%, som også lang tid efter depressionen kæmper med hukommelse og koncentrationsevne. Du er naturligvis ikke dum Ingen er dumme. Vi er alle originale og skabt i Guds billede. Gud har lovet at være med os alle dage og alle slags dage. Han beder os ikke om noget, han ikke giver os kraften til. Menneskeligt set er det dog nemt at komme til at føle sig dum, når man ikke kan det, man plejer at kunne. I dit tilfælde er det ikke rent fysisk, men evnen til kognitivt at kunne huske og koncentrere sig. Vi kan alle blive ramt af sygdom, og allerede fra 20-25-års alderen bevæger den kognitive evne sig langsomt nedad. Vores udfordring består altså i at håndtere nye virkeligheder. Det handler helt grundlæggende om at forvalte det, vi har, og ikke tænke på alt det, vi ikke har. Der er folk, der er født med en dårlig hukommelse, de har lært sig at skrive mest muligt ned. Nick Vujicic er født uden arme og ben og øver sig i at kompensere med hjælpemidler. Problemet er således ikke kun svagheden – nedsat hukommelse, men at håndtere svagheden. Hvilke tanker og følelser knytter der sig til din svaghed. Du nævner her både mindreværd og følelsen af at være dum. Følelsen og tanken om at være dum opstår ved sammenligning. Sammenligning kan være med en selv, hvad plejer du at kunne, men sammenligning kan også være i forhold til andre. Her må vi huske, at sammenligning er en blind vej, for alle er unikke, og alle dage er forskellige. Sammenligning fjerner os fra vores liv med Gud i nuet. Sammenligning giver ingen mening, idet dagen i dag for den enkelte netop er fyldt med ny nåde. Bøn, klage og et fornyet sind Gud vil høre din klage, når du beder. I Salme 61,2-3 finder vi et vidunderligt løfte: ’Gud vil føre dig op på den klippe, der er for høj for dig.’ I Salme 61:2-3 læser vi om Davids klage og bøn: ’Hør min klage, Gud, lyt til min bøn! Fra jordens ende råber jeg til dig, når jeg føler afmagt. Du skal føre mig op på den klippe, der er for høj for mig.’ David skriver her om afmagt. Du oplever også afmagt, når du glemmer og ikke kan koncentrere dig. Gud vil høre din klage, når du beder, og her får du et vidunderligt løfte, som jeg vil give til dig: ’Gud vil føre dig op på den klippe, der er for høj for dig.’ Du skal altså ikke sammenligne dig med andre, eller hvad du kunne før. Du skal i stedet for se, at Gud formår midt i dine udfordringer at føre dig frem og op på en klippe, som er for høj for dig. Den klippe kan være livets velsignelser og højdepunkter i dag, at der hvor du havde ’gravet dig ned’ med tanker om dumhed og mindreværd, lige der vil du opleve, at Gud løfter dig op og sætter dig over omstændigheder. Ordet klippe er her også et billede på Kristus – ’Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.’(Fil.4.13). Det løfte kommer efter, at vi har tilegnet os Fil.4.4-7 og særligt også Fil.4.8. Den opgave vil jeg opmuntre dig med, for heri ligger en hemmelighed, som mange ikke har grebet og lever i. Studier fra Rigshospitalet februar 23 – også en hjælp til dig i fremtiden Depression er hos mange patienter også forbundet med dårlig hukommelse. Nu viser resultaterne af et stort forsøg med hjerneskanninger, at patienter med moderat til svær depression har 7-10 procent mindre af en bestemt serotonin-4-receptor i hjernen end raske forsøgspersoner. Det viste sig endvidere, at der var en direkte sammenhæng mellem mængden af denne receptor og hukommelsen. Dem, der havde det laveste niveau af serotonin-4-recepter, havde størst udfordringer med hukommelsen. Man håber, at dette fund kan bidrage til at opdele depression i flere forskellige sygdomme og udvikle mere målrettet behandling til de forskellige typer. Når du afledt af hukommelsesbesvær føler dig dum eller mindreværdig, skyldes det formentlig en biokemisk virkelighed – en lav koncentration af serotonin-4-receptor. Vi må med tålmodighed vente, før denne forskning udmønter sig i en pille, der kan afhjælpe problemet. Hjernen er et plastisk organ Heldigvis skal vi ikke blot vente på medicinske gennembrud, for hjernen kan udvikle nye celler eller lære at køre på nye ’motorveje’, så hukommelsen kan bedres. Indtil videre er det bevist, at her virker antidepressiv medicin, ECT-behandlinger, motion og psykologiske samtaler. Ideelt set skal motion derfor gerne øges til det

Bed, prioriter ret og tænk nyt Brevkasse Af Poul Henning Krog 5. jan. 2024/01 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-103228.mp3?cb=1704463548.mp3 Kære Poul Henning Her ved årsskiftet tænker jeg tilbage. Jeg har ofte været meget frustreret over flere ting, også at jeg står med for meget i hjemmet. Det er, som om alting falder tilbage på mig. Vi har børnene, og begge har et krævende fuldtidsarbejde. Det hænger ofte ikke sammen i det praktiske liv. Sygdom i familien og os selv kan fylde. Vi når ofte ikke at tale ordentligt sammen, idet de mange behov står i kø. Vores ægteskab er presset og burde jo ikke bare reddes af en ferie. Kirken er højt prioriteret, men det kan være lidt stressende, da vi ofte er for få frivillige. Mit eget daglige andagtsliv er også udfordret, for jeg har brug for søvn og har svært ved at finde det ledige øjeblik særligt om morgenen. Jeg kunne drømme om et mere harmonisk 2024, tak om du vil give mig et råd. Kærlig hilsen Den anonyme   Kære ven Tak for samtale. Det er desværre et kendt billede, og svaret er ikke enkelt. Samfundet forandres hastigt Historisk set er det kolossale forandringer, der er sket de sidste 25 år. I 90’erne stod telefonen og den stationære pc i huset. Nu har de fleste i kernefamilien en telefon, en bærbar og en ipad. Før spillede vi rundbold på vejen, nu arrangerer forældre legeaftaler. Før fik de særligt heldige ikke en diagnose. Arbejds- og familieliv i Danmark I min lægeverden er hverdagslivet og parsituationen endnu mere presset; er begge læger, viser statistikken, at 80% er skilt. Det taler for, at noget er helt galt. I danske børnefamilier arbejder voksne i gennemsnit 27 timer om ugen. Det er mere end i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med, og er kun overgået af to andre vestlige EU-lande. Det er dog også rigtigt, at de beskæftigede danskere i gennemsnit arbejder 1.372 timer om året, hvilket er den næstlaveste arbejdstid pr. beskæftiget blandt 36 OECD-lande. Billedet er derfor mangesidigt og præges også af tidsbilledet, overarbejde for en del, efteruddannelse og transporttid. Angstniveauet er steget Vi tordner der ud af med speederen i bund, og mange kan ikke følge med. Pyt-knappen er gået i baglås. Sensitiviteten er stor, grænserne nås og mængden af belastninger, stressreaktioner, angst og depressioner er skyhøje. Et forældrepar fortalte mig, at de havde givet deres 8-årige søn lov til at løbe få minutter i forvejen i retningen af et skovområde. Barnet var blevet stoppet af en tilfældig forbipasserende, som efterfølgende havde skældt forældrene ud for at lade deres barn færdes alene. En kollega på sygehuset forklarede mig om GPS tracker ur, som hun har udstyret sine børn med. Den fortæller præcist, hvor barnet er til hver en tid. Samtidig kan man definere, hvor barnet må færdes og blive alarmeret, hvis barnet bevæger sig udenfor det tilladte område. Uret har en SOS-knap, hvorefter uret ringer op til de indstillede SOS-numre, en sikkerhed for både barn og voksne. En del må og bør slukke for Breaking News, når stuerne fyldes med bekymrende nyheder i Danmark samt krige og katastrofer i verden. At følge med og høje krav Der er ikke kun legeaftaler eller at hente og bringe sine børn til alt. Der er også høje forventninger til både forældre, elever og lærere. Aula er som bekendt siden 2019 den fælles kommunikationsplatform for medarbejdere, forældre og elever på landets folkeskoler og i dagtilbud. En god platform, men også en mængde information, kontrol og forventningsafstemning. En far fortalte mig om de 9 beskeder fra Aula, han havde fået på 2 timer. Sindet tæppebombes med vigtig og ikke vigtig viden. Pisachokket i 2001 – at vores børn ikke kan læse – præger fortsat ’veje og målekulturen’ med folkeskolens 4.000 læringsmål. Curlingforældre står på hovedet for deres børn – også med dem, der har en diagnose, for det er faktisk ofte, at børnene sætter dagsordenen i den almindelige hverdag. Forældre kan føle sig afmægtige og med en konstant dårlig samvittighed af ikke at slå til, særligt mellem ’dine, mine og vores børn’. Mere fokus på følelser Børn lærer fra små af, at de skal kunne give udtryk for deres følelser. De samles i rundkreds i institutionen og skal på en skala fra 1-5 fortælle om de følelser, de har lige nu. Børn trænes i at kunne føle og håndtere deres følelser, vi skal mærke meget. Mine kollegaer på sygehuset har forklaret mig, at deres større børn blot siger: ’At de har det fint’, for dermed at undgå mere snak. Tidligere skulle følelser løbes væk. Tidligere flyttede man det ind imellem umulige barn på værelset af hensyn til helheden. Tja, pendulet er i hvert faldt svinget over til et større følelsesmæssigt fokus, og det på både godt og ondt. Mere fokus på diagnoser Vores sundhedsvæsen kan og vil mere, og vores forventninger er dermed naturligt stigende. En tredjedel af befolkningen får en psykiatrisk diagnose. Og særligt unge er blevet deres eget terapeutiske eksperiment midt i en eksplosion af valgmuligheder. Der er fokus på store følelser og usikkerhed, megen tænkning og en usikker identitetsdannelse. Diagnoser kan være hjælpsomme, men må ikke blive vores identitet. Viden og kompleksitet Den menneskelige viden fordobles oftere end hvert femtende år. Er du ingeniør, er halvdelen at din viden forældet om fem år. At holde trit med tiden stiller således ganske store krav til det enkelte menneske. Det er blevet en trend, at vi også på telefonen skal holde os orienteret om de mange nyheder og dagens emner. Fællesskabet er udfordret Jeg’et er blevet forstørret og veludrustet med spil, pc, telefon, sociale medier og diverse udvalgte aftaler. Uvilkårligt går det let ud over relationen opadtil og udadtil. Fællesskabet med Gud og næsten er udfordret i dagens ’globolokale individualiserede familie’. Vi vil det hele og lidt til Vi tordner der ud af med speederen i bund, og mange kan ikke følge med. Pyt-knappen er gået i baglås. Sensitiviteten er stor, grænserne nås og mængden af belastninger, stressreaktioner, angst og depressioner er skyhøje. Vi er

Fordyb dig i den største gave Brevkasse Af Poul Henning Krog 15. dec. 2023/50 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-102960.mp3?cb=1702651023.mp3 Kære Poul Henning Julen er en svær tid for mig. Mit yngste barn er i familiepleje, men jeg har fået lov at være sammen med ham i nogle dage før juleaften. Juleaften er jeg derimod alene. Det har jeg prøvet én gang før, det gik ikke godt. Min far kan jeg ikke være sammen med, det er der mange årsager til. Jeg er nødt til at passe på mig selv, og samværet sidste gang igangsatte mange gamle, dårlige følelser i mit liv. Jeg tænker på at skrive et brev, for vi har ikke haft kontakt igennem længere tid. Tak for samtale og gerne flere råd. Mvh Den anonyme   Kære ven Ja, tak for samtale. Julen er en dejlig tid, men kan også være en følsom tid, idet vi kan have så mange minder og forventninger. Det glæder mig, at du kan være sammen med din søn i nogle dage før Jesu fødselsdag. Du skal naturligvis ikke være alene juleaften. Vi har talt om de muligheder, der er i din by. Der er heldigvis flere, der gør et stort arbejde her, og ofte kan man være enten frivillig eller bruger. Røde Kors, Blå Kors, Frelsens Hær og Frivillig Huset m.fl. har fine initiativer til en god juleaften. En tredjedel af befolkningen er påvirket af ensomhed Ugeskrift for Læger bragte en artikel om ensomhed i marts 2023. Artiklens vigtigste nye budskaber var: 1. Ensomhed i befolkningen er stigende og forbundet med kroniske helbredsproblemer og tidlig død. 2. Social prescribing (fællesskabsanvisning) kan forebygge ensomhed, nedbringe sundhedsudgifter og være en brobygger. Fællesskabsanvisning handler i bredest forstand om en helhedsorienteret indsats med indsættelse af aktive bindeled (linkworker) mellem sundhedsvæsenet, offentlige instanser og civilsamfundet. Et vellykket eksempel i årtier er mødre der venter et barn. Her har samarbejdet med lægen, jordemoderen, sundhedsplejersken og mødregruppe været afgørende. Kirken og den kristne kan være ’link worker’ Den højeste forekomst af ensomhed baseret på tal fra 2017 er blandt unge i aldersgruppen 18-29 år og blandt ældre mennesker over 80 år. I gennemsnit er 8% af befolkningen ramt af ensomhed i svær grad. Foreningsliv, idrætsliv og kirker har meget at byde ind med, men ofte mangles bindeleddet, idet den ensomme let går i stå. Det er derfor så godt, at du forbereder din december. Som et barn fra vores kirke udtrykte: ’Ingen skal sidde alene juleaften.’ Ensomhed kan være som en ondskabens lænke og føre til følelsen af at være undertrykt, forbigået og misforstået. Esajas fra GT skriver i kap.58:6-9: ’Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte undertrykte i frihed, og bryde hvert år; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig. Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!’ Det er stærke vers om en praktisk livsstil, væk fra navlebeskuelse og ud i et liv præget af fællesskab, generøsitet og næstekærlighed. Velsignelsen ved den livsstil er enorm, for nu bliver der både hjælp og lys, hurtig lægedom til egne sår samt et bønneliv med bønnesvar, for Gud står på spring og siger: Her er jeg! ABC En stor undersøgelse fra Australien blev udført i forhold til at forholde sig til psykisk mistrivsel. Her fandt man særligt tre afgørende faktorer: A – Action B – Belong C – Commitment Den største og bedste handling vi kan udføre, er at lukke op for julens budskab. For Jesus er vores frelser i alt og vil forny vores sind, så vi kan åbne op for Jesu tilgivelse og retfærdighed samt Guds nye nåde hver dag. Når de tre faktorer blev opfyldte, faldt den psykiske mistrivsel markant. I juletiden bliver det særligt tydeligt med både psykisk mistrivsel og ensomhed. Det er godt, at du er udfarende i forhold til alternative løsninger, når du nu ikke kan være sammen med din familie juleaften. Det er lige præcis at tage ’action’ – gå i aktion og gøre noget ved det, du kan gøre noget ved. Det er vejen til en bedre liv, for alle bliver kede af at fordybe sig i alt det, man ikke kan gøre noget ved. Det næste ord er – Belong – at høre til. Når flere kirker og organisationer inviterer til fællesskab også juleaften, er det netop et smukt eksempel på ’belong’, for der kommunikeres med en udstrakt arm og siges: ’Her må du gerne høre til.’ Måske blot en juleaften, men endnu bedre også fremadrettet. Det sidste ord er – Commitment – det handler om, at du ikke blot er tilskuer, men selv bliver involveret og engageret. Det kræver mere, men giver også mere. Følger du ABC-modellen, vil du erfare, at dine svære følelser minimeres og fordufter. De svære følelser Du skriver, at du ikke kan være sammen med din far, men overvejer at skrive et brev. I har begge sind fyldt med svære følelser og dårlige oplevelser. Positivt set kan svære tider og følelser afsløre, at her er der noget, der skal gøres noget ved. Svære tanker tiltrækker svære følelser, og det er da let at lande i mismod og handlingslammelse. Tanker er som en radiokanal, der sender signaler 24/7. Problemet er derfor dybest set ikke et skænderi sidste jul med din far, men derimod din reaktion herpå. De mange tanker og følelser har forstørret problemet, så det er kommet helt ud af proportioner. Sindets tovtrækning med svære situationer forløses oftest ved en handling. Handling kræver imidlertid mod og overskud og forsvinder ofte i en cirkulær tankegang om dårlige oplevelser. Find og udfør den lille handling i dag Find den lille handling, du magter i dag. Det kan være: At skrive dagbog, kreative aktiviteter, deltag

Hvorfor er der så meget ulighed i verden? Brevkasse Af Poul Henning Krog 24. nov. 2023/47 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-102624.mp3?cb=1700833114.mp3 Hvorfor lider nogle børn under krig, klimaændringer og fattigdom, mens andre børn vokser op i fred og i trygge familier, spørger en læser i denne uges brevkasse. Kære Poul Henning Jeg tænker meget over livet og har altid gjort det, lige siden jeg var teenager. Hvorfor er der så meget ulighed i verden? Hvorfor har mine børn det godt, mens andre børn rundt om i verden dør af sult og sygdom uden nogen form for hjælp? Det siges, at Gud prøver os. Men hvad er det, der skal prøves ved små børn? Jeg ved godt, at alt har en mening, men hvad er meningen? Den er svær at få øje på. I øjeblikket er der tusindvis af børn, som er døde i Gaza, Palæstina og Israel. Hvorfor skal børn betale med deres liv? De er trods alt helt uskyldige og har fortjent bedre. Krige er menneskeskabte og udførte. Hvorfor er der skabt både noget godt og ”dårligt”? Jeg tænker, at alle mennesker er født lige, uanset hvor vi er født. Hvorfor bliver nogle børn så mærket af den miljømæssige og sociale arv og andre ikke? Jeg ved godt, at alle mennesker har en historie, så det ikke er nemt at være et ordentligt menneske for nogle. De skal naturligvis tilgives, men der er megen forvirring i livet. For mig at se bliver det kun værre og værre. Hvad er det, der sker også i forhold til religionen. Hvad tænker du så? Mvh Den anonyme   Kære ven Jeg har været så glad for vores samtaler og nu også dine eksistentielle spørgsmål. Du er et intelligent, tænksomt og betænksomt menneske. Vi kan hurtigt blive enige om, at livet er uretfærdigt. Nogle børn vokser op i fattighed og krig, og andre børn vokser op i en god familie og i et land uden krig. Du har derfor ret i, at meget kan virke meningsløst, og hvor er Gud i alt det her. Robotter eller en fri vilje Som jeg skriver i min sidste bog PsykiaTro, er det et voveligt eksperiment fra Guds side, at vi har fået en fri vilje. Vi kan få den tanke, at det var bedre, hvis Gud bare ville styre os og andre, så vi helt kunne undgå dårlige beslutninger og negativ adfærd. Men da Gud er kærlighed, er den frie vilje nødt til at være fri, for kærligheden kan ikke tvinge og styre, men kun vejlede, forvandle og opmuntre. Vi er ikke robotter, men mennesker, der kan vælge. Vores valg kan have både positive og negative konsekvenser. Krige og klimaproblemer er menneskeskabte. Mure mellem mennesker er menneskeskabte, uanset om det er i familien eller Berlinmuren. Det er ikke Jesus, det er galt med, men os mennesker. Paulus i NT forsøger at være god, men må opgive, for det gode, han vil, det gør han ikke, og det onde, han ikke vil, det gør han. Menneskehedens historie viser, at vi har brug for hjælp. Hvad er menneskets livsvilkår? Vi er alle en del af en falden verden. Verden er ikke et paradis med ufejlbarlige mennesker, men tværtimod en verden, hvor der også begås mange fejl. Vi fejler, vi rammer ved siden af, Bibelen kalder de begreber for synd. Det grundvilkår har ganske forfærdelige konsekvenser, som du også beskriver. Vi er skabt såre godt i Guds billede, men er desværre også syndere, der har mistet Guds herlighed. Da Gud ikke længere kunne holde jordens virkelighed ud, sendte han sin egen søn Jesus for at udslette synden og genoprette den faldne verden. Den genoprettelse og revolution sker i menneskets inderste, for når Jesus ved troen på ham flytter ind, bæres synd, skyld og skam ud og op korset. Det mirakel kalder Bibelen, at vi bliver retfærdiggjorte, og det sker ikke ved gode gerninger, men ved at vi tror og tager imod Guds redning og plan for vores liv. Den plan handler om, at vi ikke går vores egen vej, men vender om og går den vej, som Gud fra evighed af har beredt for den enkelte. Når tiden kommer, vil Gud fuldt ud også genoprette den faldne verden og skabe en ny jord. Hvordan finder vi selv vej i en falden verden? Det er et fint udgangspunkt at være frustreret og søgende, for den længsel vil Gud møde. Alle kulturer igennem historien har vist, at vi er religiøse i vores søgen. Min hund er ikke religiøs, men vi er søgende, for Gud har selv lagt den længsel ned i vores hjerte. Vi bliver modløse og trætte, hvis vi vil ændre noget, vi ikke kan ændre. Gud kan alt, det kan vi ikke. Mange kender den gode bøn: Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke, kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen. Menneskehedens frelser er født i Betlehem for 2.000 år siden ’De fattige hyrder blev forskrækket, da de blev mødt af Herrens engel og budbringer, der sagde: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag.’ (Luk.2:10-14) Guds redningsplan er, at Jesus ved troen kommer ind i vores hjerte med sin tilgivelse, visdom, styrke, glæde og fred. Det kan være svært at forstå også dengang, for jøderne ville gøre Jesus til konge, der kunne smide besættelsesmagten, romerne, på porten. Jesu tilgang er imidlertid ikke at gribe til sværd og ej heller at blive en jordisk konge, men at forvandle mennesker indefra og ud. Guds revolution kommer indefra. Jesus gjorde, det vi ikke kunne, den frelse og verdens bedste venskab

Hvorfor er mit selvbillede så negativt? Brevkasse Af Poul Henning Krog 17. nov. 2023/46 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-102502.mp3?cb=1700231125.mp3 Kære Poul Henning Jeg har i årevis kæmpet med manglende selvtillid og et negativt selvbillede. Jeg føler ikke, at jeg er god nok. Når jeg kommer ind i de tanker, trækker jeg mig ofte fra fællesskabet, fordi jeg føler, at de andre er meget bedre end jeg. Desværre er det noget, jeg dagligt kæmper med. Dem, jeg møder, siger ofte noget andet og mere positivt om mig end det, jeg selv synes. Jeg kan godt lide at tegne, male og synge. Jeg elsker Gud, hvorfor kan jeg ikke komme fri? Kærlig hilsen Den anonyme   Kære ven Tak for samtale og svære spørgsmål som mange også kristne kan kæmpe med. Måske du skal se dit liv i et nyt lys, for fokus og spørgsmål kan let blive forkerte. Selvtillid og selvfølelse Selvværdet rummer to forskellige størrelser, nemlig selvtillid og selvfølelse. Hvis selvfølelsen er sund, er selvtilliden sjældent et problem, men hvis selvfølelsen er usund, er selvtilliden ofte et problem. At føle selvværd afhænger af, hvordan vi ser på os selv. Vi påvirkes alle af opvækst og samfundets kultur. Vi får mange indtryk fra skolegang, uddannelse, job, film og de sociale medier. Vi påvirkes af gode og mindre gode kammerater og familiemedlemmer. Vi udsættes for både meningsfyldte og dårlige oplevelser og erfaringer. Det er kort sagt ikke let af finde vej midt i et overstimuleret samfund med en kolossal veludviklet sammenligningskultur, for hvem er jeg? Vores DNA springer rammerne At vi er smukt og unikt skabt i Guds billede kan kun afføde taknemlighed, selvrespekt og selvaccept. Vi skal ikke opfinde os selv, for Gud har opfundet os. Vi skal ikke udforme os selv, for Gud har formet os og vil forvandle os fra dag til dag, så vi kommer til at ligne Kristus. Formes vi af Guds billede? Når selvværd afhænger af, hvordan vi ser på os selv, må det naturlige spørgsmål blive: Hvordan får vi det sande og sunde selvbillede? Det billede kommer ikke fra samfundet, medier og vores eget tankemylder. Det billede kommer fra Gud selv. Vi er underfuldt skabt til at være gode forvaltere af vores unikke personlighed, livets udfordringer og muligheder. Kristus har på korset fjernet vores synd, skyld og skam. Vi har i frelsen modtaget en ny Kristusidentitet, hvor det dårlige er båret væk, og Kristus selv er flyttet ind. I Kristus er vi erklæret hellige, fejlfrie, uangribelige. Vi var syndere, men er nu sønner og døtre. Kan vi fortsat synde – ja, men det vil straks mærkes unaturligt og forkert, idet vi lever et helt nyt liv, og fra nu til nu stiller os til rådighed for ham. Det er ham, der er interessant og ikke, hvor smukke, kloge og stærke vi er. ’Dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig.’ (Jer.9:22-23) Gudstillid eller selvtillid? Du er blevet fri i Kristus, så du med en sund selvfølelse og selvtillid kan bruge også dine kreative Gudgivne evner i Guds plan. Guds rige handler ikke om selvrealisering og egne ambitioner, men derimod om Guds vilje for os. Fokus på og spørgsmål om egen selvtillid og styrke kan derfor blive forkerte, for vi løftes ind og op i en anden dimension, hvor det centrale er Guds vej, Gudstillid og Kristusidentitet. Her kommer Jesu forbøn og Guds forarbejde os til hjælp, for vi er fra evighed af udvalgte, og gode gerninger er planlagt for os at vandre ind i. Da vi kan have svært ved at finde ud af det, er Kristuslivet, Guds ord, bønnen, Helligåndens vejledning og menigheden vores redning. Jesus vil aldrig bede os om noget, han ikke selv giver os kraften til. Vores forvalterskab og rejse sker med Gudstillid og den selvfølelse og selvtillid, der kommer af at gå i åg med Kristus. Du er blevet fri i Kristus, så du med en sund selvfølelse og selvtillid kan bruge også dine kreative Gudgivne evner i Guds plan. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Vi skal inspireres af andre – ikke sammenligne Brevkasse Af Poul Henning Krog 17. nov. 2023/46 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-102501.mp3?cb=1700231135.mp3 Kære Poul Jeg er psykisk syg med en mildere grad af paranoid skizofreni. Jeg har desværre lidt overlast fra forskellige kristne i løbet af mit kristenliv, men det er ikke det, jeg vil spørge om. Mit spørgsmål handler om, hvorfor jeg ikke kan rumme så meget åndeligt føde, som jeg kunne engang? Min nabo er to år ældre end jeg og har været samme ting igennem, men kan rumme mere, jo ældre han bliver, så hvad er der galt med mig? Mvh Den anonyme   Kære ven Tak for dit ærlige skriv og betragtninger. Der er ikke noget galt med dig, du er en tapper kristen, der finder vej midt i den lidelse og besvær, som sygdom kan medføre. Paranoid skizofreni Sygdommen paranoid skizofreni rummer et bredt spektrum fra mild til svær grad. Du har heldigvis sygdommen i mild grad og har måske kun haft en enkelt psykotisk episode. Der er 20%, der kun har en enkelt episode. Du har formentlig som de fleste fået diagnosen i alderen 15 til 35 år. Jeg går ud fra, at din behandling er optimeret medicinsk og med den støtte, du har behov for. Du beskriver ikke umiddelbart problemer med det, vi kalder de ’positive’ symptomer. De omfatter bl.a. hallucinationer, vrangforestillinger, styrings- og påvirkningsoplevelser samt tankeforstyrrelser. Ordet ’positiv’ refererer til, at der er ’lagt noget til’ normal tænkning og adfærd. Måske du i let grad kæmper med de ’negative’ symptomer, der handler om elementer, der er ’trukket fra’ normal tænkning og adfærd. De negative symptomer omfatter kontaktforstyrrelser, passivitet, initiativløshed, manglende interesse og fremdrift, social tilbagetrækning og isolationstendens. Noget af det svære med sygdommen kan således være ensomhed. Det er usundt at leve alene, og når det er værst i en psykotisk uvirkelighedsverden. De daglige behov, gode vaner og strukturer kan let smuldre. Det er derfor godt at høre, at du har en god relation til din nabo, det er nemlig slet ikke altid tilfældet. At acceptere at blive ældre Du skriver, at du ikke kan forstå, hvorfor du ikke kan rumme så meget åndelig føde som tidligere. Hjernens toppunkt i udvikling og evne vender ved 20-25års alderen, derfra går det langsomt nedad. De fleste oppe i årene kender til, at de har lidt sværere ved at huske og lære nyt. Hjernen skal trænes og holdes i gang hele livet. Det er naturligvis frustrerende at opleve kognitive tab. Tidligere kunne du måske rumme en hel konferencedag, men i dag er du mæt og fyldt op efter en søndag formiddag. Før kunne du formentlig læse mange kapitler i bibelen, men nu er det blevet sværere. Det største ord i det at blive ældre er accept. Jo før jo bedre. Du skal ikke gå og dyrke din mindre evne, men derimod acceptere, at det er en del af livet. Det lyder let, men kan være svært. Sammenligning er forkert Vi er ikke kaldet til at sammenligne os, idet vi hver især er helt enestående skabt af Gud. Nyd nu dagen og nuet og glæd dig over, at du er dig. Vi er ikke kaldet til at sammenligne os, idet vi hver især er helt enestående skabt af Gud. At sammenligne og konkurrere er i sin grundtanke forkert, for resultatet bliver, at vi let føler os bedre eller dårligere end vores – i dit tilfælde – nabo. Der er så mange forudsætninger mellem jer to, som ikke er ens, selvom det måske groft set ser ud, som om I har samme opvækst og situation. Vi kan derimod lade os inspirere, og det er noget helt andet. Du kan jo med uddybende spørgsmål tale med din nabo om emnet. Hvis han kan rumme mere og mere jo ældre han bliver, så må ordet ’rumme’ defineres. Sygdomme kan have en fluktuerende forløb med gode og mindre gode perioder, det kan måske også spille ind, når din nabo udtaler sig, som han gør. Det kan også være, at han aktuelt har nogle bedre redskaber i brug end tidligere. Nyd nu dagen og nuet og glæd dig over, at du er dig. Kærlig hilsen Poul Henning Del