Poul Henning Krog

Hvordan får jeg min glade mand tilbage?

Hvordan får jeg min glade mand tilbage? Brevkasse Af Poul Henning Krog 25. feb. 2022/08 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-93186.mp3?cb=1645797572.mp3 Kære Poul Henning Jeg skriver til dig, fordi jeg håber, at du på en eller anden måde kan hjælpe os. Sagen er den, at min mand har været alvorlig syg nu i flere måneder, og han har efterhånden mistet livsgnisten helt. Det, at han ikke har kunnet passe det arbejde, han brænder for – først på grund af Corona, som sendte os alle hjem – og derefter at blive alvorlig syg har gjort, at han er gået helt i stå. Han har altid været et livstykke og en humørspreder, men det har nu helt forladt ham. Det er ikke underligt, hvis han formentlig har fået en depression efter de store tab, han har lidt, og derfor har brug for hjælp. Den langvarige sygdomsperiode har virkelig slidt på os begge. Det er hårdt at stå på sidelinjen og se på. Han sover meget, men spiser og drikker meget lidt og viser ingen interesse for ting, som før har interesseret ham meget. Han orker hverken at læse eller tage stilling til noget som helst. Har du et forslag til, hvordan han kan få hjælp og blive den glade karismatiske mand, som han var før sygdommen? Hilsen Den fortvivlede kone Kære jer Tak at du skriver. Vi aftalte jo ekstraordinært et besøg. Tak for gæstfrihed. Din mand var sandelig meget afkræftet, trist, træt og opgivende. Det lykkes dog at få en uddybende samtale, hvor det stod klart, at din mand havde fået en moderat til svær depression uden psykotiske symptomer. Langvarig belastning med tab af nær ven, Covid-19 og somatisk sygdom havde stået på så længe, at psyken ikke længere kunne kompensere. Faktisk var alle tre depressions kernesymptomer til stede. Din mand var både: 1. Meget trist, opgivende og præget af håbløshedsfølelse 2. Absolut uden energi og umådelig træt 3. Helt uden lyst til hans normale aktiviteter med have, bibel mv. Dertil kom, at han var 1. Kognitivt påvirket med nedsat læseevne og generelt nedsat koncentrations formåen 2. Grådlabil 3. Søvnen var svært påvirket, både når det gjaldt at falde i søvn og sove igennem 4. Det var tæt på selvmordstanker, eller i hvert fald et ønske om nu at komme hjem til Gud 5. Selvbebrejdelser 6. Dog ingen angst 7. Vægttab på 15 kg de sidste få måneder 8. Somatiske symptomer fra maveregion 9. Næsten ingen appetit Noget af din mands liv ligger i dine hænder. Tak at du tog ansvar, når nu din mand ikke kunne. Jeg fik tjekket Interaktionsdatabasen. Den nye medicin der skulle til, ville ikke give problemer i forhold til den vanlige medicin, din mand får. Da vi som læger prøver at undgå at ind over hinandens felter, valgte jeg ikke at udskrive medicin. Vi aftalte, at I gik til læge med mit skriv dagen efter. Det var meget vigtigt, at din mand hurtigt kom i gang med medicin. Jeg kan forstå på jer, at jeres egen læge fulgte mit forslag. Medicinen virker ikke på lette depressioner, men netop på moderat til svære depressioner. Senere kan samtaleterapi komme på tale. Det er hårdt også at være pårørende. Noget af din mands liv ligger i dine hænder. Tak at du tog ansvar, når nu din mand ikke kunne. Jeg har bedt for jer en del gange og vil opmuntre jer med ordene fra Salme 30:12-13: ”Du forvandlede min klage til dans, du tog min sørgedragt af mig og klædte mig i glæde. Derfor vil jeg lovsynge dig uden ophør; Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.” Vær ved godt mod. Din mands forår er på vej! Med ønsket om alt godt. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Hvordan får jeg min glade mand tilbage? Read More »

Hvordan bekæmper jeg PTSD-flashback?

Hvordan bekæmper jeg PTSD-flashback? Brevkasse Af Poul Henning Krog 11. feb. 2022/06 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-92980.mp3?cb=1644587711.mp3 ”Som et lyn fra en klar himmel, oplevede jeg et stort PTSD-flashback.” Kære Poul Henning Jeg er født på ny. Jeg ved ikke, om du måske kan hjælpe mig med at afklare nogle spørgsmål om PTSD. Jeg er vokset op i et hjem med misbrug og omsorgssvigt. Jeg oplevede mange voldsomme ting, som påvirkede min tillid til mennesker og som trak nogle dybe spor gennem min barndom. Jeg oplevede mig meget forkert, udviklede et meget lavt selvværd, blev fyldt af mistillid til mine omgivelser og søgte anerkendelse hvor jeg kunne få den. Jeg kom i dårligt selskab og den negative spiral fortsatte med alkohol, piller, stoffer og kærester, de var ikke særligt omsorgsfulde. På et tidspunkt blev jeg afhængig af hårde stoffer og prostituerede mig selv gennem flere år. Jeg blev udsat for et mordforsøg og blev placeret på et krisecenter. På krisecentret blev jeg stoffri. Her havde jeg samtaler med en psykolog, han gav mig diagnosen PTSD. Der gik yderligere nogle år med misbrug, prostitution og mere turbulens, indtil jeg mødte nogle mennesker, som fortalte mig om Jesus. Jeg lærte, at han havde betalt prisen for min frihed, og at jeg derfor kunne få et helt nyt liv gennem troen på ham. Der gik endnu et år, hvor mit liv blev værre og værre, indtil jeg endelig indså, at jeg var nødt til at ændre mit liv. Jesus var svaret. Jeg kom i misbrugsbehandling og fik i løbet af en årrække styr på mange aspekter af mit liv. Jeg blev gift, fik børn, uddannelse, job og levede på mange måder et helt ”normalt” liv, med de op- og nedture, der nu engang er med den baggrund. Jeg mærkede egentlig ikke så meget til min PTSD, selvom der er mange små markører, som jeg har lært at leve med. Jeg har få flashbacks og har udviklet en søvnrutine, hvor jeg mindsker muligheden for mareridt. PTSD’en er dog ikke til helt til at undgå, og for nylig oplevede jeg, som et lyn fra en klar himmel, et stort PTSD-flashback. Både lugte, lyde, følelsen af skræk og selve oplevelsen stod lige så skarpt, som den dag jeg oplevede det. Mit flashback blev ved mig i flere dage, og jeg blev nærmest oversvømmet af oplevelsen. Det påvirkede mig meget, at jeg tilsyneladende manglede handleredskaber, for uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke få det under kontrol, før det klingede af og ebbede ud. Jeg mener ellers selv, at jeg er god til at håndtere det i hverdagen, så denne oplevelse kom virkelig bag på mig. Heldigvis har jeg nogle omsorgsfulde, kærlige og rummelige mennesker omkring mig, som jeg kan tale med, så jeg er ved at få episoden ned på et plan, hvor jeg kan håndtere det. Jeg er frelst af nåde ved troen på ham, og jeg ved, at Jesus har båret min PTSD på korset. Jeg mener bestemt heller ikke, at jeg selv ”holder fast” i PTDS’en eller i traumerne. Derfor undrer det mig meget, at det ikke bliver liggende ”ved korsets fod”, ligesom alle de andre ting, jeg har lagt dér. Jeg håber, du kan svare mig på, hvorfor jeg stadig døjer med det så mange år efter? Og hvordan det kan komme så kraftigt og som lyn fra en klar himmel – efter flere år med få følger? Jeg vil ikke gå og være bange for at blive opslugt af et nyt flashback, men kan godt mærke, at jeg har svært ved at acceptere, hvis det er noget, som skal til at fylde mit liv, mere end det allerede gør på nuværende tidspunkt, hvor jeg egentlig har oplevet, at det har fyldt så lidt som muligt. Jeg håber, du kan fortælle mig noget om, hvorfor det bliver ved med at komme tilbage, og hvad jeg kan gøre ved det. Hilsen herfra Kristus er overskriften. PTSD er en bisætning Kære ven Du fortjener en kolossal opmuntring. Du er et forbillede i åbenhed og ærlighed. Du bringer håb til mange med det, du skriver. Tænk, hvor langt du er nået i dit liv, takket være Guds nåde og din modtagelse heraf. Dit liv vidner om, hvad Gud formår. Pragtfuldt! Jeg tænker, at du går midt på Guds vej. Retningen er rigtig. Du har grebet evangeliets kraft. Du har modtaget, at du ikke er defineret af din fortid, opvækst, tidligere misbrug og sygdommen PTSD. Du har endda ved Guds nåde formået at være i og håndtere et uventet langvarigt flashback. Med dit skriv bliver vi alle stille. Hvad definerer os? Du ønsker flere redskaber og en forklaring. Hverken åndeligt eller menneskeligt har jeg en god forklaring på, hvorfor dit flashback er dukket så voldsomt op. Det langvarige anfald er usædvanligt, men dog velbeskrevet i litteraturen. Det massive kontroltab og de mange symptomer er en ganske forfærdelig oplevelse. I vores samtale talte du om tryghed i Guds faderfavn og dette, at vi er på vej mod himlen. Guds faderfavn bar dig igennem, du væltede ikke. Når vi defineres af traumer, svær opvækst, sygdom eller tidligere misbrug, bliver svære bisætninger let til overskrifter på vores liv. Men vi er ikke vores sygdom, traume eller svære fortid. Vi har alle en historie, der kan komme til at fylde forkert. Tryghed i Gud og i dit liv er helt afgørende, og det har du smukt modtaget. Vi er alle defineret, før verdens grundvold blev lagt. Læs og bliv stille. ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.” (Ef.1:3-4) Du er udvalgt og velsignet med al himlens åndelige velsignelse, til trods for de overgreb, du har været udsat for. Du må fra nu til nu meditere over din stilling i Kristus. Kristus er overskriften i dit liv. PTSD er en bisætning. Skyld, skam, vrede og angst er almindelige følelser,

Hvordan bekæmper jeg PTSD-flashback? Read More »

Eksmisbruger: Jeg er træt af kontrol og mistillid

Eksmisbruger: Jeg er træt af kontrol og mistillid Brevkasse Af Poul Henning Krog 28. jan. 2022/04 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-92763.mp3?cb=1643383019.mp3 – Det er ydmygende, når andre svarer for mig: ”Vi drikker ikke alkohol,” skriver en person, der for ti år siden holdt op med at drikke efter flere år med et stort alkoholforbrug. Kære Lægepræst. Jeg er et af de mennesker, som har haft et stort alkoholforbrug i mange år. Jeg troede ikke, det var muligt at holde op med at drikke. Hver gang jeg forsøgte og også blev ædru, oplevede jeg stor kontrol fra mine nærmeste. I sidste ende kunne jeg derfor lige så godt drikke videre, for al den kontrol kunne jeg ikke magte. Dog lykkedes det efter mange år og mange forsøg. Men der er en ting, der stadig plager mig, og det er, at kontrollen og mistanken stadig følger mig, specielt når vi er i byen, og der bliver serveret alkohol. Jeg får selv spørgsmålet: ”Og hvad kunne du så tænke dig at drikke?” Jeg oplever stadigvæk, at jeg ikke kan nå at svare, før en anden har gjort det for mig. ”Vi drikker ikke”, lyder det. Det er meget generende og ydmygende at føle sig under den slags formynderi, specielt når jeg nu har været ædruelig i 10 år. Har du et godt råd til mig, så jeg kan slippe for den ydmygende oplevelse?   Kære ven Det er vidunderligt at høre, at du kom ud af dit alkoholmisbrug for 10 år siden. Du kender til de mange virkeligheder. Alkohol er som bekendt et organisk opløsningsstof der ødelægger organer, hjerne og helbredet generelt med nedsat levealder til følge. Det påvirker parforhold, børns opvækst, familie og relationer, personlig udvikling, arbejdsevne og økonomi. Derfor skal alle sejl sættes ind for at forhindre misbrug. Desværre er det et kæmpeproblem i Danmark. Ifølge Sundhedsstyrelsen i Danmark drikker 860.000 mere, end de anbefalede grænser. Der er 565.000 mennesker, der drikker så meget, så helbredet tager skade. Der er 140.000 mennesker som er alkoholafhængige. Tegn på afhængighed Hvis man har haft mindst 3 ud af følgende 6 symptomer indenfor det seneste år, er der tegn på alkoholafhængighed: En stærk trang (”craving”) til at drikke Nedsat evne til at styre, hvor meget man drikker (kontroltab) Abstinenssymptomer, når man holder op med at drikker, eller man drikker igen for at fjerne eller undgå abstinenser Der skal mere og mere alkohol til for at man bliver beruset (tolerans) Alkohol spiller en større og større rolle mht. prioritering og tidsforbrug Selv om man ved, at det er skadeligt, bliver man ved med at drikke Du nævner det med kontrol, her er ordet kontroltab nævnt som en af de 6 symptomer. Viljen til et alkoholophør må naturligvis komme indefra i den enkelte person. I perioden indtil frihed fra misbrug er omgivelserne forståeligt nok bekymrede. Tillidsbroen er formentlig blevet brudt ned gentagne gange. De kommer ofte til at reagere med kontrol. Forbud og kontrol udløser desværre let tanken: Det skal de ikke bestemme! Kontrol virker modsat, som du beskriver. Du nævner en naturlig følelse af formynderi og ydmygelse. Alle skal leve i Guds nye nåde hver dag og derfor ikke være styret af fortiden. Alligevel kan der nogle gange være hensyn at tage til gamle temaer, svagheder og skrøbeligheder. I en samtale skulle man være stille for Jesu individuelle tilgang med nåde og sandhed. Generaliseringer duer ikke. Misforståede hensyn? Jeg er nysgerrig på spørgsmålet til dig: ”Er der intet, der påvirker dig i dette felt? Jeg tænker her på omgivelsernes gamle temaer, drikkevaner- og kultur. Romerbrevet kap.14 er værd at nærstudere i dette spørgsmål, det tydeliggøres her, at vi ikke skal dømme, men vi skal heller ikke bringe vores broder til at snuble eller falde. Det lyder som om, at du er træt og frustreret af omgivelser, der dømmer, og omgivelserne tager misforståede hensyn, fordi de er bange for, at du skal snuble eller falde. At det fortsat efter 10 år er et tema, bør føre til en befriende samtale med en person, I har tillid til. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Eksmisbruger: Jeg er træt af kontrol og mistillid Read More »

Jeg har stress og må sige nej til mange ting

Jeg har stress og må sige nej til mange ting Brevkasse Af Poul Henning Krog 28. jan. 2022/04 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-92762.mp3?cb=1643383025.mp3 Jeg har fået tildelt en seniorpension. Det har givet mig meget ro i mit indre. Jeg synes dog fortsat, at det er svært, med de ting jeg må sige nej til. Jeg er helt ned på et par gode timer hver dag. Kære Poul Henning Det har været svært for mig i de sidste tre år. Jeg havde et krævende arbejde, og begyndte at blive mere og mere syg. Jeg blev kaldt til samtale på mit arbejde, fordi jeg overskred de tilladte sygdomsperioder, selvom jeg kun var syg en enkelt dag. Arbejdspladsen var hjælpsom med at give mig bedre redskaber at arbejde med, men samtidig var det også svært at mærke, at kroppen ikke kunne følge med længere. Jeg fik så konstateret en kronisk sygdom. Den var baggrunden for min situation. Jeg forsøgte at køre videre med min hverdag, men begyndte at få stresssymptomer på grund af smerter og for lidt søvn. Jeg glemte ting og havde svært ved at koncentrere mig. Jeg kunne ikke overskue så meget mere og blev hurtigt træt. Efter en arbejdsdag var jeg helt udmattet. Jeg blev nødt til at melde fra den ene og det andet med kirke og venner. Til sidst blev jeg langtidssygemeldt. Da begyndte en svær rejse. Skulle jeg på førtidspension, fleksjob, ”Arnepension” eller seniorpension eller…? Det er faktisk hårdt, samtidig med at man er alene og syg at skulle forholde sig til så mange overvejelser og processer. Min stress blev forværret. Selvom jeg kom tættere på Jesus i denne periode, svingede jeg i mit følelsesliv og min tro. Nogle gange var jeg fuld af tillid og tro på, at Han nok skulle hjælpe mig, men andre gange var jeg helt overmandet at håbløshed og manglende overblik. Heldigvis oplevede jeg støtte fra nære venner i kirken. Aktuelt kæmper jeg stadigvæk med stresssymptomer, mange smerter og søvnløshed. Heldigvis har Gud været vidunderlig god og nådig; jeg har fået tildelt en seniorpension. Det har givet mig meget ro i mit indre. Jeg synes dog fortsat, at det er svært, med de ting jeg må sige nej til. Jeg er helt ned på et par gode timer hver dag. Det er mange processer, jeg gennemgår. Tror du, at mine stresssymptomer forsvinder? Har du nogle råd, når jeg skal forholde mig til tab efter tab? På forhånd tak. Kærlig hilsen En anonym   Kære ven Tak for samtaler i flere runder. Det glæder mig, at du har fundet så stor styrke i Jesus, og også er blevet støttet af fortrolige i kirken. Overgangsfaser er voldsomt svært. Det kræver faktisk meget energi at være syg i overgangsfaser. Der er så mange ting, man skal forholde sig til. Seniorpension er den helt rigtige løsning for dig. Tak til Gud. Tak også for et godt samfund. Jeg forstår, at sagsbehandlere og læger har været til stor velsignelse og hjælp for dig. Det er afgørende, at økonomien og fremtidsplanen er faldet på plads. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at det store ord ’accept’ tager tid at få landet i dit indre. En overgangsfase fra fuldtidsarbejde til nu at skulle erkende, at dine gode timer er nede på blot 2 timer pr dag, det er hårdt. Smerter, søvnløshed, nedsat koncentrationsevne, hurtig udtrætning, humørsvingninger – jamen altså. Det er ikke let. Det er imponerende, at du midt i alt dette har kunnet arbejde så seriøst med min bog PsykiaTro. Nogle af kapitlerne om stress, accept, lidelse og tab kan jo genlæses. Jeg tror og ved, at du vil få det bedre, men det er klogt, er du nu blevet mere forsigtig med at sige ja til mange opgaver i kirken. Det er vigtigt, at du kun gør det, Gud beder dig om. Vi skal ikke være menneske-, præstations- eller behovsstyrede, men Helligåndsstyrede. Glæden i Herren er vores styrke. Du ønskes alt godt herfra. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Jeg har stress og må sige nej til mange ting Read More »

Flere års sygdom slider på glæden

Flere års sygdom slider på glæden Brevkasse Af Poul Henning Krog 14. jan. 2022/02 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-92578.mp3?cb=1642167969.mp3 Kære Poul Henning Jeg er normalt glad af natur. Og jeg kender ’glæden i Herren’. Men det sidste år har jeg kæmpet. Jeg er begrænset på mange måder; men jeg har haft det godt. Min kroniske diagnose igennem mange år (en udgave af sklerose) har Gud hjulpet mig i. Jeg har fx en pragtfuld familie, der er rigtig gode pårørende. Men det sidste år har det stået klart for mig, at jeg ikke kan ’hænge’ på mine pårørende. De er ved at være ’trætte’, og vi har en del udfordringer i vores ægteskab. Udfordringer, som vi tidligere har kunnet løse. Min kone har gjort det rigtig godt, men er tydeligt træt – og det er jeg også. Vi har det svært. Jeg må selv tage ansvar og hente hjælp fra Gud. Men hvordan? Har du et godt råd? Kærlig hilsen fra den triste Kære ven Tak at du skriver. Jeg har tilladt mig at forkorte dit brev. Der er mange vinkler og faktorer i det her. Hvis vi skal tage det kronologisk, rammes du, som er glad af natur og i Herren, af en kronisk sygdom. Du har igennem en årrække brugt din egen styrke og styrken i Herren til at håndtere de mange nye udfordringer, som en kronisk sygdom medfører. Når du bruger udtrykket at ’hænge på mine pårørende´, lyder det som om, at de måske også er godt brugte i selve det at være pårørende. Udfordringer, som du eller du sammen med dine pårørende tidligere har kunnet løse, er nu blevet et problem. Det lyder som om, der er sket noget nyt. Enten har dine pårørende sagt fra, eller også har du selv oplevet, at nu må du tage et større ansvar end hidtil. Når du, som er kronisk syg og udtrættet, pludselig skal tage et større ansvar, passer opgaven og kræfterne ikke sammen. Magtesløsheden får dig til at råbe til Gud. Det er jo godt, men samtidig må du også erkende størrelsen af det tårn, du bygger. Dit sind og din krop siger fra. Dit sind slår ud med tristhed og måske ligefrem en depression. Din krop slår ud med træthed. Dertil skal lægges, at der aktuelt er udfordringer i dit ægteskab, som I plejer at kunne løse, men lige nu ikke rigtigt magter. Jeg vil derfor først opmuntre dig og sige: Godt gået! Tak til Gud og dig! Livet er gået godt midt i en kronisk sygdom – tillykke! Dernæst vil jeg prøve at få dig til indse og acceptere, at det alt sammen er meget forståeligt. Der er ikke noget galt, det er velbeskrevet og en naturlig situation, der opstår. Diagnostisk findes diagnosen: F.43.21 Depressiv reaktion, længerevarende. Den er karakteriseret ved en lettere depressiv tilstand, som opstår i forbindelse med langvarig udsættelse for belastning. Jeg tænker, at vi her er tættest på virkeligheden. Der er altså ikke tale om en egentlig depression, men der kan godt være lettere depressive symptomer. Årsagen er en langvarig udsættelse for belastning. Når man kæmper i lang tid, bliver modet og optimismen også påvirket. Livet opleves igennem mørke briller. Du er trist og frustreret, også fordi kendte belastninger og udfordringer aktuelt overstiger din og omgivelsernes evne til at løse dem. Når det indre regnestykke ikke går op, afstedkommer det skuffelser. Jeg vil opmuntre til at meditere over Salme 121 …hvorfra kommer min hjælp….Salmen har netop fokus på Herrens beskyttelse af dig i nuet. Hvis dine belastningerne det sidste år har været mere, end sind og krop kan holde til, skal det næste års ”byggeri” være forsigtigt. Livet og mennesker kan skuffe, men Herren skuffer ingen. Dertil kommer beretningen om ”hvis en jer vil bygge et tårn…:”(Luk.14.28). Hvis dine belastningerne det sidste år, har været mere end sind og krop kan holde til, skal det næste års ”byggeri” være forsigtigt. Der skal dagligt mere ind på ”kontoen”, end der trækkes ud. Ovenstående må du også tale med dine pårørende om, søg læge, hvis det forværres. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Flere års sygdom slider på glæden Read More »

Psykose eller påvirkning af en dæmon?

Psykose eller påvirkning af en dæmon? Brevkasse Af Poul Henning Krog 14. jan. 2022/02 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-92576.mp3?cb=1642167977.mp3 Kære Poul Henning Vi har talt sammen nogle gange. Jeg var overbevist om, at mine fysiske og psykiske symptomer skyldes dæmonbesættelse. En præst bad for mig, men det ændrede ikke på mine symptomer. Jeg ringede, og du gav mig en ny forståelse. Jeg forklarede, at dæmoner kom ned i gennem taget og ind i mig. Jeg oplevede, at dæmoner bragte uorden og kørte rundt i mine tarme og min mundhule. Jeg fik skrækkelige oplevelser; dæmoner gav mig synkebesvær og ubehag i min mundhule. De filede mine tænder ned. Der var mærkelig lyde, hallucinationer og underlige oplevelser. I maven mærkede jeg voldsomme smerter. Jeg var sikker på, at jeg ville dø og blive hentet hjem af Jesus den nat. Du forklarede mig, at jeg havde fået en akut psykose og skulle indlægges. Således var det nyt for mig, at årsagen til de fysiske symptomer hverken var djævelen eller en fysisk lidelse, men en psykose. Jeg blev frivilligt indlagt og fik antipsykotisk medicin. Derefter forsvandt de fysiske og psykiske symptomer. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du tager emnet op, for måske er der andre, der ikke har den viden og derfor fejlbedømmer situationen. Kære ven Ja, det var voldsomt. Vi fik både bedt og talt sammen. Du fortalte, hvordan det var blevet forværret dagene op til indlæggelsen. Det er så godt, når indlæggelsen er frivillig. Nogle gange går det ikke så nemt. Vi læger skal altid gøre alt for, at indlæggelser af mennesker med psykoser sker frivilligt. Alternativt tager vi psykiatrilovens paragraf 5 i brug, den lyder således: 1. Patienten skal være sindssyg eller befinde sig i en tilstand, der ganske må sidestilles hermed. 2. Det vil være uforsvarligt ikke at tvangsindlægge den pågældende med henblik på behandling. 3. Den tredje betingelse omfatter to kriterier, hvoraf mindst ét skal være opfyldt: A. Behandlingsindikationen (”gule papirer”): Udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden vil ellers blive væsentligt forringet. B. Farlighedsindikationen (”røde papirer”): Den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre. Begrebet sindssygdom (eller psykose) refererer til psykosebegrebet i danske psykiatri. Hvis en person, der antages at være sindssyg, ikke selv søger behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge (§6, stk.1). Vi mennesker beskriver de fysiske og psykiske symptomer med det sprog, vi typisk bruger. Derfor er det almindeligt, at kristne blander dæmoner, det åndelige og religiøse ind i beskrivelsen af deres psykose. Generelt kan man sige, at vi mennesker beskriver de fysiske og psykiske symptomer med det sprog, vi typisk bruger. Derfor er det almindeligt, at kristne og kulturkristne blander dæmoner, det åndelige og religiøse ind i beskrivelsen af deres psykose. Det medfører, at de selv og andre kristne let fejlbedømmer en psykose. Da vi talte sammen, kunne du jo bekræfte, at du ikke havde åbnet dig for det okkulte. Derimod elskede og vandrede du dagligt med Jesus i bøn, Guds ord og menighed. Jeg kunne derfor i telefonen befri dig fra din forkerte forestilling. Du var ikke besat eller under indflydelse af dæmoner. Det var endvidere overraskende for dig, at psykosen kunne give fysiske symptomer. Det ser jeg ofte i mit arbejde på psykiatrisk afdeling. Psykosen ville formentlig være blevet værre og værre. Heldigvis er den medicinske behandling ganske effektiv. Tænk på tiden før medicin. De fleste kender til gamle film med skrigende mennesker i spændetrøje. Det billede har radikalt ændret sig. Frivillig og tidlig medicinsk hjælp er afgørende. Du har med glæde fortalt, hvor skønt det er at blive fri for disse martrende oplevelser og vrangforestillinger. Nu er du blevet dig selv igen. Gud bruger også læger. Du er i Guds hånd. Dejligt at du er omgivet af familie, menighed og lokalpsykiatrien, der støtter op om dig. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Psykose eller påvirkning af en dæmon? Read More »

Placér din barndomsmappe i Guds kartotek

Placér din barndomsmappe i Guds kartotek Brevkasse Af Poul Henning Krog 30. dec. 2021/52 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-92361.mp3?cb=1641196734.mp3 Desværre er livet og verden ikke retfærdig, du har mødt en skyggeside i livet fra dine allernærmeste. Det er stærkt, at du bringer det frem i lyset, det er en del af din lægedom. Kære Poul Henning Jeg skriver til dig om minder, der dukker op fra samværet med mine forældre. Jeg har svært ved at holde tårerne tilbage. – Da jeg var lille, lukkede de mig ofte inde på mit værelse, hvis jeg ikke gjorde, som de ville. – De sagde, at andre menneskers godhed mod mig var forkert. – Mine forældre brugte den tanke, at ingen andre end dem var til at stole på. Det gjorde et dybt indtryk på mig, fordi jeg jo ikke oplevede, at jeg kunne stole på dem. – Hvad andre mennesker tog alvorligt, fejede de ind under gulvtæppet, her også en ufrivillig abort på et tidspunkt. Tak om du vil hjælpe mig. Kærlig hilsen Den anonyme   Kære ven Mange tak for din fortrolige mail. Det er sørgeligt at læse! Du har været i et slags fangenskab midt i dine forældres ord og handlinger. Du har været udsat for magtmisbrug, fortielse og fordrejelse af sandheden. Desværre er livet og verden ikke retfærdig, du har mødt en skyggeside i livet fra dine allernærmeste. Det er stærkt, at du bringer det frem i lyset, det er en del af din lægedom – tak. Vrede har her været helt berettiget, men bitterhed kan ødelægge et menneske. Det er stort, at din naturlige vrede imod det uretfærdige ikke er endt i bitterhed. Jesus har igennem sit liv vist en vej også i det her spørgsmål. Lad os sammen læse og grunde over 1. Pet. 2, 20-25: ”Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud. Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor. Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt, på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.” Det er befriende at overgive sin sag til ham, der dømmer retfærdigt. Det er forløsende at blive helbredt af vore sjæles hyrde og tilsynsmand. Tilsynsmanden har netop bragt denne uretfærdighed frem i dit sind, så langt frem, at du har kunnet formulere din smerte. Det har hyrden gjort, fordi han vil læge og trøste dig. Du er uforskyldt blevet påført sår og synd. En del af lægedommen er derfra, at du nu ”død fra synden, skal leve for retfærdigheden”. Du er retfærdiggjort af Kristus. Hyrden vil på grund af det fuldbragte værk på Golgata føre dig frem som hellig, fejlfri og uangribelig for sit ansigt – se Kol.1:22. Det er din nye identitet. Min fars bedste bibelvers var Jesu ord på korset: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Den måde at anskue dine forældres ondskab på, kan også være en befriende vej at gå. Må Gud i denne juletid fylde dit hjerte med kærlighed, glæde og fred, også når du næste gang skal mødes med dine forældre. Det er forbilledligt, hvad du gør. Du har overgivet din sag. Du har kastet din byrde på Herren. Kærligheden vil sejre. Du har placeret din barndomsmappe i Guds kartotek og finder derfor mere og mere helbredelse ved Jesu sår. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Placér din barndomsmappe i Guds kartotek Read More »

Jeg er for meget i dødskyggens dal

Jeg er for meget i dødskyggens dal Brevkasse Af Poul Henning Krog 30. dec. 2021/52 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-92360.mp3?cb=1641196740.mp3 Accept er her at forstå, at trængsler og prøvelser er et livsvilkår. Pointen er imidlertid, at vi hviler i Gud. Kære Poul Henning Jeg kæmper, det bedste jeg kan. Jeg læser din bog PsykiaTro og bruger indholdet. Jeg føler, at jeg er for meget i dødskyggens dal. De mange svigt i mit liv lammer mig delvis. Jeg vil gerne blive glad igen. Jeg ved også, at man bedst kan være glad med andre, når man har det godt med sig selv. Jeg beder Jesus sende Helligåndens fred. Kære ven Tak for dit skriv. Det gør mig ondt, at du kæmper med af finde glæden. Svigt sker i samspillet med andre mennesker. Svigt, forventninger og skuffelse er tæt forbundet. Du havde regnet med…. Dit indre regnestykke gik ikke op…. Du følte, at du blev urimelig behandlet…. Vi kan se i 5 retninger – indad, fremad, tilbage, til siden og opad. Retningen er helt afgørende for et godt liv. Du er bekendt med Salme 23, hvor det i linje 7 lyder: Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal! Vi er enige om, at ordet ”end” betyder, at det er lidelser og vanskeligheder, men heldigvis ikke hele tiden. Du indhentes af dine tanker omhandlende svigt fra fortiden. De nævnte svigt er reelle og kan ikke ændres. Det gode spørgsmål er derfor: Hvordan håndteres fortidens svigt i nutidens nu? Vores hukommelse er ikke helt pålidelig. Særligt i kriser er hjerne selektiv, den frasorterer visse input, hvilket kan forvrænge billedet. Du må derfor være nådig over for dig selv og de mennesker, der har svigtet dig. Du husker de nævnte svigt på en bestemt måde, men midt i det var der også andre nuancer og farver. Desværre husker vores hjerne ofte det dårlige bedst. Man siger, at der skal 16 gode input til at ophæve 1 dårligt. Det er nemmere at acceptere et svigt, når man ser og forstår hele billedet. Et oplevet svigt kan da flyttes fra, at man opfatter et andet menneske som ondt, til at man nu oplever, at et andet menneske svigtede på et bestemt tidspunkt og i en bestemt situation på grund af en forudgående vanskelig virkelighed. Et oplevet svigt kan også nuanceres ved, at man måske selv var med til at optrappe og fastholde konflikten. Uanset, så skal fortidens tanker ikke forstyrre nuet. Alle har en rygsæk af oplevelser, man helst ville have været foruden. Jesus er inde på emnet i Johannes-evangeliet: ”Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.”(Joh.16:33) Accept er her at forstå, at trængsler og prøvelser er et livsvilkår. Pointen er imidlertid, at vi hviler i Gud, for i Ham er der fred, og ud fra Ham er der frihed, modighed og dermed frimodighed. Det er helt klart en proces og en læring. Paulus, der kendte til svigt, skriver i Filipperbrevet: ”jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har”. Vi må lære at være glade også for lidt. Måske vi har mistet nogle venskaber, midler og muligheder, men glæde og tilfredshed hænger også sammen. Vi må øve os i at vandre og ikke campere i dødskyggens dal. Jeg vil bede om, at du ikke skal lammes og miste glæden. Lad os dybt og inderligt modtage juleevangeliet: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Godt nytår til dig og dine! Kærlig hilsen Poul Henning Del

Jeg er for meget i dødskyggens dal Read More »

Vores sande jeg er skjult i Gud

Vores sande jeg er skjult i Gud Brevkasse Af Poul Henning Krog 17. dec. 2021/50 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-92272.mp3?cb=1639754372.mp3 ”Min ægtefælle synes, at jeg har ændret mig. Han synes, at jeg er blevet mere sur og irritabel. Måske du kan hjælpe mig videre, nu hvor medicineringen snart er slut.” Kære Poul Henning Vi har talt sammen nogle gange. Tak for hjælp med medicinering. Jeg er nu i gang med udtrapning efter 1års behandling af angst, depression og paranoide forestillinger. Jeg kom heldigvis i gang med mit arbejde efter nogle måneders sygemelding, det er gået godt. Under udtrapningen oplevede jeg dog en enkelt gang, at noget af det paranoide vendte tilbage, da jeg skulle hjælpe andre med konflikter. Jeg oplever også, at min ægtefælle synes, at jeg har ændret mig. Han synes, at jeg er blevet mere sur og irritabel. Måske du kan hjælpe mig videre, nu hvor medicineringen snart er slut. På forhånd tak. Kærlig hilsen ’Den anonyme’ Kære ven Tak for samtaler. Ja, du var meget syg, og er nu blevet rask. Det er tydeligt, at dine angstsymptomer er forsvundet, din energi er kommet tilbage, og det paranoide er næsten væk. Det er godt, at du trapper helt ud af din medicin. Det er jo første gang i dit liv, du prøver det her. Det er efter bogen, at du forsøger en langsom udtrapning i samråd med læge efter 10-12 måneder. Jeg hører, at du nu er klar til et dybere arbejde med din identitet og dit samspil i ægteskabet. Det er altid væsentligt at lytte til de nærmeste. De bemærker ændringer. Jeg hører, at du på nogle områder i dit arbejdsliv er kommet til den erkendelse, at der er områder, du ikke kan klare længere. Tab kan medføre surhed og irritabilitet, indtil du accepterer din nye virkelighed. Vi har talt en del om ordet accept, identitet i Kristus og dette sammen i parforholdet at finde vejen videre frem. Vi har også talt om en vis forsigtighed i at hjælpe andre i konfliktstof. Jeg har anbefalet dig og din ægtefælle at læse bogen PsykiaTro sammen. Det vil forene jer på en dybere måde. Jeg har i samtale bl.a. trukket følgende frem fra kapitel 6: Da Jesus blev fristet i ørkenen, forblev han fast forbundet med sit sande jeg, udelukkende funderet i Gud, snarere end at stole på et falsk selv, der var overdrevet beskæftiget med det, han udførte, hvad andre mennesker tænkte om ham, eller hvad han besad. Det falske selv er organiseret omkring det, vi udfører, vores omdømme blandt andre og materielle ejendele. Det sande jeg er skjult i Gud og stoler på Gud fra øjeblik til øjeblik. Hvordan er mit inderste jeg? Hvornår lever jeg ud fra mine præstationer? Hvornår lever jeg ud fra, hvad andre tænker, siger og mener? Hvornår lever jeg ud fra en tryghed i mine materielle goder? Eller: Hvornår lever jeg ud fra, at Kristus i livets nu vil skænke mig det liv, den kraft og de evner, jeg har brug for lige nu? Hyrden er min redning. Han er med mig i livets små detaljer, og vil give mig alt, hvad jeg har brug for. Jeg tænker, at det er en livgivende, spændende og vigtig rejse, I er gået i gang med. Der lyder i juleevangeliet et – ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”. ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først.”(1Joh.4:17-18) Må Guds kærlighed omfavne og gennemtrænge jer, så det sure, irritable og tabsfokuserede omkommer, og glæden, freden og kærligheden blomstrer op. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Vores sande jeg er skjult i Gud Read More »

Grimme spor i sindet fra barndommen

Grimme spor i sindet fra barndommen Brevkasse Af Poul Henning Krog 17. dec. 2021/50 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-92271.mp3?cb=1639754380.mp3 Kære Poul Henning Vi har tidligere talt sammen flere gange – tak for det. Jeg kæmper fortsat med dybe grimme spor afsat af mine forældre. Jeg har skrevet det ned, men endte med ikke at kunne holde ud at skrive mere. Følgende minder og udtalelser dukkede op: 1. Jeg er intet værd og har ingen berettigelse, når jeg ikke kan arbejde og dermed forsørge mig selv. 2. Jeg er ikke en god mor for mine børn, når jeg har en psykiatrisk diagnose. 3. Jeg er ikke syg, men doven. 4. Jeg påtalte deres hårdhed, hvortil de svarede: ”Vi gør dig parat til livet, for det er barskt”. Kærlig hilsen ’Den anonyme’   Kære ven Tak for både samtale og mail. Ja, altså – det er da forfærdeligt, hvad forældre kan byde deres børn. Den slags udtalelser giver en utryg og usikker identitetsdannelse. Gad vide, hvad de selv har været udsat for i deres opvækst? Naturligvis, er vi alle højt elsket af Gud. Det har ikke med vores arbejdsevne, udseende eller formåen i øvrigt at gøre. Vi kan alle rammes af både fysisk og psykisk sygdom. Halvdelen af Danmarks befolkning er på overførselsindkomst. Årsagen hertil er primært sygdom og alder. Det ville da være skrækkeligt, hvis de ældre skulle føle sig som en ”ældrebyrde”, og de syge skulle føle sig forkerte, fordi de ikke kan klare et job og dermed producere. Vi har historisk set et meget overdrevent fokus på produktion. Desværre er det ikke kun hos dine forældre, man kan møde denne tanke. Tænk blot på vores typiske første spørgsmål til dem vi ikke kender så godt: ”Hvad laver du”? På Bibelens tid var man ofte defineret ud fra ens slægt. Det kan man også møde særligt i ø-samfund i dag, her kan man være ”tilflytter”, så længe der ikke har boet fire generationer på øen. Vi defineres imidlertid ikke primært ud fra et arbejdsforhold eller et slægtsforhold, men et faderforhold. Beretningen fra Lukas kapitel 15 om de to fortabte sønner – den fortabte søn og den fortabte søns storebror lærer os herom. Storebrorens identitet var at pukle. Hans faderforhold var snarere et arbejdsgiverforhold. Da den mindste bror vendte hjem efter at have levet et udsvævende liv, kunne broderen ikke håndtere faderens generøsitet. Han blev vred og sagde: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.” Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.” Et sammenstød af dimensioner. To verdener. To tankesæt. Man kunne ønske, at dine forældre også fik lov at smage og tilegne sig Guds nåde, for vi maler ofte i vores eget billede. Med Jesus bryder Guds rige igennem – et andet rige. ”Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod. Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.”(Joh.10:10-11) ”Løgne skal konfronteres med sandheden fra Guds ord. Akkurat som mørket skal konfronteres med lyset. ” Konkret skal du have demonteret alle de løgne, der er landet i dit sind og fylder i nuet. Det er fuldt ud forståeligt, at de er landet der, men det ændrer ikke ved det faktum, at det er løgne. Løgnens far vil altid stjæle, slagte og ødelægge. Løgne skal ikke behandles med dansk rundbords pædagogik, hvor alle kan have en mening om alt. Løgne skal konfronteres med sandheden fra Guds ord. Akkurat som mørket skal konfronteres med lyset. Guds rige er sandhedens og lysets rige. Guds søn blev åbenbaret for at ”tilintetgøre Djævelens gerninger”(1Joh.3.8) Må Gud give dig stor nåde og også hjælp i terapi. Du er ikke skabt til at lade dig definere af fortidens løgne og dårligdom påført fra andre mennesker. Lev i Guds faderhus – ”Alt mit er dit!”. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Grimme spor i sindet fra barndommen Read More »

Scroll to Top