Vi flakker…. og rammer derfor ikke plet Kronik Af Poul Henning Krog 4. aug. 2017/31 Fåret bliver i nuet optaget af alt muligt andet end netop hyrdens nærvær og visdom. Psykiateren Poul Henning Krog giver en kristen løsning på et moderne problem. Dybt i mennesket ligger det problem, at mennesket som et får flakker. Fåret bevæger sig væk fra hyrden. Fåret bliver i nuet optaget af alt muligt andet end netop hyrdens nærvær og visdom. Dybt i mennesket ligger det problem, at mennesket som et får flakker. Fåret bevæger sig væk fra hyrden. Fåret bliver i nuet optaget af alt muligt andet end netop hyrdens nærvær og visdom. Denne flakken beskriver Esajas: ”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.” (Esa.53.6) Her er der ingen forskel på mennesker – alle flakker. Alle har syndet, alle har mistet Guds herlighed.Det kristne menneske mister ikke frelsen, men kan godt miste Guds herlighed i nuet. Dette opstår, når mennesket flakker væk fra at leve livet centreret i og ud fra Kristus lige nu. Det er kun herfra, agapelivet leves. Flakke-udfordringen opstår efter 5 års alderen Disciplene flakkede væk fra agapelivet mange gange. Det ses tydeligt, da de skændtes om, hvem der var den største. Det mejsles ud i sten, da de blev så vrede, at de bad Jesus om at sende ild ned over mennesker, som ikke vil følges med dem. Jesus selv måtte igen og igen undervise og irettesætte dem, når de flakkede væk fra ham og hans agapekærlighed som værdigrundlag. Selv de små børn kunne disciplene ikke takle, Jesus blev vred, da de skældte de små for dem forstyrrende børn ud og sagde de berømte ord: ”Guds rige hører barnet til”. Hvad er det så, der netop kendetegner barnet? Barnet har ikke muligheden for at flakke, fordi barnets hjerne endnu ikke er så veludviklet, at barnet kan flakke væk fra nuet og virkeligheden og ind i sine egne tanker. Lige netop her er udfordringen for det menneske, der er blevet ældre end 5 år. Det kan nu flakke, væk fra nuet, væk fra Jesu skød og ind i sin egen tankeverden. Det er en styrke at kunne tænke og bruge sin forstand, men det har også sine udfordringer. Den kristne har også ofte et flakkemønster Den bekymrede opsluges i sin bekymring. Den fortravlede flakker i sin stressede travlhed. Den syge flakker og opsluges af sine sygdomstanker. Den nysgerrige og nyhedshungrende flakker konstant ind på sociale medier. Den angste i sin angst. Alle kender vi til at flakke.Måden at flakke på kan være meget forskellig fra menneske til menneske. Der kan ofte genfindes mønstrer for det enkelte menneske, der stod jo netop: ”vi vendte os hver sin vej”. Faktum er dog, at mennesket let flakker. Dårlige oplevelser i fortiden kan sindet vende tilbage til. Herved opstår et flakkemønster. Disse ubehagelige ”hjulspor” fra fortiden sætter ofte deres præg i form af dårlige vaner, og disse vaner låser let mennesket fast i bestemte flakkemønstre. De fleste mennesker har nogle ”fortids hjulspor”, nogle ”ridser i pladen” eller nogle tankebygninger. Når presset i dagligdagen øges, genfindes ofte disse hjulspor, den ridsede melodi i pladen genspilles, og byggeriet med tankebygninger genoptages. Grubleren Et andet flakkemønster ses hos det grublende menneske der forsvinder ind i sin egne tanker og forstand og væk fra at deltage i livet. Mennesket flakker væk fra hyrden og fortæres måske i sin vrede og bitterhed. Mennesket flakker ind i dette at være fornærmet. Dominerende mennesker flakker ind over andre menneskers grænser som en elefant i en porcelænsbutik. Selvmedlidende mennesker flakker ind i deres tanker om urimeligheder, manglende forståelse og finder sig selv i konklusionen, at det er synd for dem. Ja, der er mange flakkemønstre. Hvad er problemet da med at flakke? Problemet er at mennesket for en stund mister Kristus som centrum i hverdagslivet. Det kristne menneske har oplevet det mirakel, at ikke blot er skylden fjernet, ikke blot er synden fjernet, ikke blot er skammen fjernet – men hele – ja hele det anklagende skyldbrev blev naglet til Kristi kors. Dernæst har det kristne menneske opnået den nye virkelighed, at ikke blot er det dårlige fjernet, men Kristus selv er flyttet ind i det inderste af mennesket. Kristus har overtaget styringen og kommer nu med sit liv, sin kærlighed, sine smil og sine vejledninger for at hjælpe mennesket til at leve ikke ud fra menneskets JEG, men ud fra Kristus iboende i det enkelte menneske. Flakken er i nuet at leve ud fra sit JEG, og ikke ud fra Kristus, dermed bliver det blot menneskets jeg, der bliver præsenteret og synligt. Den kloge har for længst indset, at vejen frem ikke er et liv ud fra JEGet, men derimod et liv ud fra at lytte til Kristus, som har al kærlighed, kraft, herlighed, visdom og kundskab. Medicinen til at undgå at opsluges i sin flakken er således givet. Den er faktisk helt nær, ”for det er ikke længere mig der lever, men Kristus der lever i mig”. Det faktum, at den kristne er død og opstået med Kristus, betyder i praksis, at man ikke længere satser eller tager sit udgangspunkt ud fra sit JEG, men derimod ud fra Kristus. Jesu store tanker for mennesket kolliderer med tidslerne. Jesus har så store tanker om sit liv i den enkelte kristne, at der tales om, at vi skal bære 30, 60 og 100 fold og gøre større gerninger end Ham. Samtidig udtrykkes også den skræmmende tanke, at selvom Gudsordet er godt, kan ordet opsluges af omstændigheder – ”tidsler”. Dette medfører at ordet – sædekornet ikke bærer frugt. Tidslerne beskriver Jesus på følgende måde: ”Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.”(Mk.4:18-19) Det er skræmmende, at tidslerne får en så stor indvirkning på menneskelivet, at det gode sædekorn ikke bærer frugt! Skylden kan ikke blot lægges