San Francisco og parkering Klumme Af Poul Henning Krog 24. jul. 2020/30 Af Poul Henning Krog. Sidste sommer var vi to uger i Salt Lake City med familien og efterfølgende en uge i Redding, her særligt Bethel Church, og til sidst en uge i San Francisco området. Fantastiske naturparker og byer. Bethel Church med sine 11.000 medlemmer og utrolig mange helbredelseshistorier var outstanding. Her kommer et lille glimt fra starten af en dag på vej til San Francisco. Vi tog vores bil til en station syd for San Francisco, Susanne blev sat af, og jeg fandt en parkeringsplads langt derfra. Jeg noterede bilens registreringsnummer, idet parkeringsafgiften skulle betales på stationen. Jeg købte to togbilletter på et togkort, for derefter at konstatere, at kortet naturligvis var personligt. Vi talte med kvinden i skranken. Der var ingen mulighed for refusion af den ene billet. Jeg købte en billet mere. Vi tjekkede omsider ind ved at passere de velkendte metalkliklåger. Parkeringsafgiften skulle betales efter indtjekning ved ny automat. Her virkede det overfyldte dollars togkort imidlertid ikke. Der skulle bruges kontanter. Vi trak en 20 dollars seddel frem og konstaterede, at automaten kun modtog 5 dollars sedler. Veksle-automaten var uheldigvis placeret ved siden af togkort automaten. Vi talte igen med kvinden ved skranken, hun åbnede emergency lågen, vi kom ud og fik vekslet, kom ind igen og skulle til at bruge vores 5 dollars seddel til parkeringsafgiften. Hun følte af en eller anden grund, at vi havde brug for hjælp, og forlod skranken og gik hen til os og sagde: Hvad er nummeret? Glad trak jeg sedlen frem. Hun kiggede, og så helt forkert ud. Der var for mange tal. Det var ikke registreringsnummeret på bilen, der skulle bruges, men et særlig tal der stod på hver parkeringsplads. Susanne beholdt taskerne, jeg blev igen lukket ud ved emergency lågen og løb tilbage til vores parkeringsplads. Ja, ganske rigtig lidt inde under bilen, var der et nummer. Jeg løb tilbage til de to ventende kvinder, og kunne ikke da ikke dy mig. Jeg fortalte, at vi havde lejet et stor fire-hjulstrækker, som fyldte så meget, at jeg ikke kunne læse nummeret uden først at flytte bilen. Da taskerne med bilnøglerne var hos Susanne, var jeg nødt til at finde nøglen og løbe tilbage igen. Hun stirrede med et ubeskriveligt udtryk i øjnene! Der er nogen, der udmærker sig med dumheder, de er bare irriterende. Så er der nogen, der klart skal hjælpes. Til sidste kommer kategorien, hvor man mangler ord, det var i den kategori, vi var. Til sidst brød jeg spændingen og sagde, at det var en joke. Vi havde lejet en lille bil, og nummeret kunne godt læses. Hun brød ud i en forløsende latter, da jeg trykkede nummeret ind og betalte de 3 dollars for parkering med min 5 dollars seddel. Vi takkede for hendes englehjælp. Det viste sig, at hun havde været i Danmark, og vi fik faktisk alle tre dagens oplevelse. Hun vinkede, da vi med en times forsinkelse blev transporteret op til perronen på den rullende trappe. Vinkets betydning, lader vi hvile. Del

Kiks, kager og kommunikation Klumme Af Poul Henning Krog 28. jun. 2019/26 Jeg havde kørt igennem Københavns myldretrafik og hentet Susanne fra et kursus. Mit blodsukker var presset i bund. Jeg foreslog, at vi købte en kage. Susanne guidede os via hendes ”To good to go app” til en bager. Her hentede vi en stor bærepose med dagens brød og kager for vel 240 kr til kun 39 kr. Desværre blev hyggen lidt afbrudt, da den smalle nedkørsel medførte, at højre baghjul ramte en kantsten. ”Knæk,” sagde det. Lyden kom fra den bagerste del af bilen. Vi listede hjem til campingpladsen. Det var bagerste højre støddæmper, sagde vores mekaniker, da han tjekkede skaden på et af mig afsendt billede. Vi kunne køre forsigtigt rundt, idet der også var luftpuder bagerst i bilen. ”Støddæmperen var nok slidt i forvejen efter de mange kilometer,” sagde Susanne. En formildende udtalelse til chaufføren, der aktuelt kæmpede med dette kiks, mens han sendte en stille bøn op. Dagen efter var vi på Mac. D. med to af vores børnebørn. Der blev begejstret trykket på skærmen fyldt med mad og drikkevarer. Vi kom dog til at vente i elleve minutter. Den uheldige servitrice havde oplevet, at vores pommes frites var blevet snuppet to gange af kollegaer. Hun var noget frustreret over disse kiks. Jeg spurgte forsigtigt: ”Hvordan er reglerne, når maden er forsinket?” Børnebørnene lyttede opmærksomt. ”I får gratis is,” lød svaret prompte. Vi spiste, legede og valgte is. Mens børnene legede færdig, foretog jeg et mindre indkøb. Jeg gik i retningen af Kvickly og Netto. De to butikker ligger tæt ved hinanden. Jeg valgte en økologisk vandmelon på tilbud frem for den almindelige, inden jeg gik ind i Netto og fandt diverse varer. Da jeg skulle betale, forsøgte ekspedienten forgæves at få scannet min vandmelon. Han prøvede også manuelt. Han kunne ikke finde denne vare i deres sortiment. Var der en fejl i deres system? Havde han trykket forkert? Pludselig fik jeg den tanke, at måske hørte denne vandmelon ikke til Nettos men Kvicklys sortiment. Ekspedienten tog situationen med ophøjet og opmuntrende ro. Jeg undskyldte, gik ud ad døren og afleverede den stjålne vandmelon i Kvicklys vandmelon-kasse. Susanne lo hjerteligt, da jeg fortalte historien. Jeg tænker, at kiks er et grundvilkår for os mennesker. Det er altid godt at spise brød til og gerne også kager til kiks. Accepterer og kommunikerer vi dette grundvilkår i dagligdagen? Er vi nådige over for os selv og hinanden? Jeg tænker, at resultatet da vil blive mere solskin og mindre modvind på vores livsvej. Det mest enestående er dog, at uanset situationerne har Gud kærligt kommunikeret, at han hver dag har valgt at ”dække bord for os”. Det er fascinerende og opløftende dagligt at tænke på, at når Gud dækker bord for os, skal vores småproblemer ikke forstørres og trække overskrifter. Del

Svimlende, sprællevende solopgang Klumme Af Poul Henning Krog 12. apr. 2019/15 Solopgangen fra det høje danser i morgenskumringen. Verden er ikke den samme længere. Himlen og jorden mødes. De passionsfyldte kvinder er med sorg i sinde på vej til Jesu grav. Maria græder, hun venter først udenfor graven, men bøjer sig da ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget. Fra Johannes-evangeliet møder vi englene, der spørger: ”Kvinde, hvorfor græder du?” Maria svarer: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” Til trods for englebesøg er Maria meget fokuseret. Hun leder og spejder. Pludselig får hun øje på havemanden, hun tænker, at det må være ham, der har flyttet liget. Hun ser, men ser ikke alligevel. Hun vender ryggen til. Havemanden er Jesus. Jesus siger til hende: ”Maria!” ”Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: ”Rabbuni!” – det betyder Mester.” Ofte har vi mennesker svært ved at gribe det himmelske. Vi sidder fast i fornuftens hjulspor. Himlen er imidlertid fuld af både fornuft og logik. Englene siger i Lukas-evangeliet: ”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået.” Vi opfordres til at komme i takt med himlens tankegang. Det er svimlende at komme i takt med himlens musik. Mennesket rives med, når himlen spiller op til dans. Den himmelske musik og dans er overraskende, livgivende og befriende. Solopgangen fra det høje gennemlyser det enkelte menneske. Det enkelte menneske kaldes ved navn. Maria blev den første i verdenshistorien, der hørte sit navn udtalt fra den opstandne Jesus hin påskemorgen. Kvinderne var først påskemorgen. Hvor blev mændene af? Var det blot fordi, der var tradition for, at kvinder skal gå ud og salve den døde? Kvinderne bragte glædesbud, men blev ikke hørt. De blev ikke i første omgang godtaget som troværdige vidner. I dag praktiserer vi heldigvis ikke denne tradition. ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” (Galaterbrevet, kap.3, vers 28-29). Vi ved, at religionsstiftere er døde, men Jesus er spræl-levende. Vi kan også uanset køn sætte os i bevægelse. Vi ved ikke, hvad dagen bringer. Vi ved ikke, hvilke herlige ting Gud i dag har i sin højre hånd til os. Vi ved blot, at der påskemorgen lød verdens bedste start på en ny dag fra ham, som har al magt i himlen og på jorden. Denne påskehilsen gælder også i dag. ”Frygt ikke!” og ”God morgen!” Del

Kærligheden er størst og overrasker Klumme Af Poul Henning Krog 15. feb. 2019/07 Kærligheden bliver fuldkommen på tre måder, som alle er nøje forbundne. Indad, opad, og udad. Vi bliver elsket og favnet, vi elsker Gud, og ud fra denne intime relation flyder Guds kærlighed gennem os til andre mennesker. Gud er i hele sit væsen kærlighed. Gud har ikke blot kærlighed. Gud skal ikke beslutte sig for at vise kærlighed. Gud ER kærlighed. Gud havde en overraskende hemmelighed gemt i sit hjerte. Guds kærlighed viste sig ved, at han tog initiativet og elskede os først. Kærligheden består ikke i, at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et offer for vores synder. Kærligheden overrasker. Min hustru glemte i januar en fødselsdag i Pinsekirken i Rudkøbing. Susanne fik tanken at overraske. Minus kan ved Guds nåde forvandles til plus. Den glemte fødselar blev inviteret til middag hos os, vi skulle, så vidt han vidste, være fem til middagen. Han kom ind i alrummet, hvor vi skulle spise, alt var som forventet. Der var dækket bord til fem. Stuen var bag den lukkede franske dør med nedrullet gardin fyldt med 15 venner, der ventede med flag og fejringssang. Han åbnede døren til stuen. Det var et særligt øjeblik at se hans ansigtsudtryk. Guds kærlighed uddybes af Paulus i Fil. brevet kap. 2:1 1. Hvis trøst i Kristus betyder noget 2. Hvis kærlig opmuntring betyder noget 3. Hvis Åndens fællesskab betyder noget 4. Hvis inderlig medfølelse betyder noget Her udtrykkes værdier, som betyder noget. Hvad er vores værdier? Vores liv styres af det, der betyder noget. Hvad betyder noget? Vi har to familier. Vores biologiske familie. Vores menigheds familie. Begge familier betyder noget. De betyder meget – ja, de betyder vel alt. Kulturen i vores to familier må være fyldt af denne kærligheds kultur. Jeg passede to af vores syv børnebørn i forrige uge. De er tvillinger på 15 måneder. Børn skal lege, sove og spise. Da Susanne kom hjem efter et møde om integration, spurgte hun, hvad de havde fået at spise. Ups – Ups. Vi havde leget så intenst, at jeg havde glemt at give børnene frokost. Det var overraskende, at jeg kunne glemme det. De små var mætte af kærlighed, men på tom mave faldet i søvn i barnevognen. Kærligheden er et lærende og ikke fejlfindende miljø. Der er altid ny nåde hver dag. Tilbage til Fil.2.1: 1. Trøst i Kristus. Trøst hverandre. 2. Kærlig opmuntring. Se Kristus i hinanden. Find guldet. Opmuntring er oxygen for sjælen. 3. Åndens fællesskab. Hvilken rigdom – gudstjenesterne, netværksgrupperne, minigrupperne på 2-3, tjenestefællesskabet. Åndens frugt. Åndens gaver. ”Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk”. (1Kor.14.1) 4. Inderlig medfølelse. At sætte sig i den andens sted. At lytte ydmygt og empatisk. At give sig tid til den ene. At vise tillid. At forsøge at forstå. At acceptere og favne. At indgive nyt mod. I Guds nærvær og ved Ordet mættes vi af Guds kærlighed. Jeg beder: Gud hjælp mig at lade mig elske af dig, så jeg kan elske opad, indad og udad. Del

Riller i hjerne-vindingerne Klumme Af Poul Henning Krog 28. dec. 2018/52 Af Poul Henning Krog Læge og forfatter Matematiklæreren kom frustreret ud fra eksamenslokalet og sagde til mig: ”Jeg kunne ikke hjælpe dig, du får kun 7.” Til matematisk studentereksamen blev der skrevet om vores klasses gennemsnit i magisterbladet. Det var nemlig yderst sjældent, at der til studentereksamen i 70’erne fremkom et gennemsnit for en klasse på 9,6 i skriftlig matematik. Vores matematiklærer var ekstremt dygtig. Jeg havde ydermere den fordel, at min kommende svigermor bad intenst for mig, så jeg fik 13 i skriftlig matematik. Havde jeg fået 11, havde mit gennemsnit ikke været højt nok til at komme ind på medicinstudiet. ”Jeg kunne ikke hjælpe dig.” En tankevækkende sætning, som har fulgt mig. Jeg var så overbevist om, at problemløsningen, jeg anvendte til den mundtlige eksamen, var den rigtige. Men det var den ikke. Min lærer kæmpede for at få mig op af den forkerte rille, men desværre forgæves. Når jeg kører bil, og Susanne og jeg er midt i en god snak, sker det let, at jeg ikke får drejet af i tide. Når jeg underviser på parkurser, er en af mine gode og sandfærdige historier om den far, der sendes afsted for at handle og hente sønnen i børnehaven. Han kommer hjem med de mange varer, men har glemt sønnen. Kvinder fatter ikke, at det kan lade sig gøre. Afkørsler og eksamener er, hvad det er, men hvad nu hvis ens grundantagelser er forkerte? Nietzsche skrev, at Gud var død. Nu er Nietzsche død, men Gud er ikke. Alle kan blive fastlåst i deres grundantagelser og verdenssyn særligt med alderen. Farisæerne på Jesu tid levede udelukkende ud fra det Gamle Testamente. Selv for Jesus var de svære at få op af rillen. Mine professorer på Fuller University i L.A. i USA havde læst teologi på mange forskellige universiteter i USA. Nogle af dem havde bl.a. lært, at onde ånder og dæmonbesatte mennesker var noget gammeldags sludder. Det gode ved Fuller- konceptet var, at de efter den meget lærdom skulle være missionærer i seks år, før de kunne ansættes. I Afrika måtte disse lærde folk revurdere deres teorier, for der fandtes faktisk onde ånder og mennesker, der var dæmonbesatte. De erfarede også, at ved påkaldelse af Jesu navn flygtede disse dæmoner ud af de dæmonbesatte mennesker. De fastlåste grundantagelser kan være selvopfyldende profetier. Mon ikke man lettest ser det, man vil se, og ofte kun søger det, der bekræfter ens grundantagelser? Feedback kan i første omgang være foruroligende, men i næste omgang vaskeægte virkelighed og befrielse. Tak Gud, at du rækker din hånd til os, og vi kan bede bønnen: Hjælp! For det er de fastlåste billeder og de blinde felter, der er de sværeste for os at forandre. Del

Det uventede Klumme Af Poul Henning Krog 11. okt. 2018/41 Af Poul Henning KrogLæge og forfatter Den mørke spættede aflange ”træstamme”, der stille lå ved strandkanten, var ikke vraggods eller en træstamme af birk, men en sprællevende sæl. Den lagde sig i positur, som om den ville sige: ”Jeg har arbejdet inden for filmbranchen og er nu klar!” To tyskere sad ved sælen og filmede løs. ”Ist der sæl krank?” spurgte jeg. Mit tysk er ikke helt opdateret. På tysk og engelsk forklarede de, at den ikke var syg, men blot var i gang med solbadning. Situationen var heller ikke præget af mavekramper, sår efter kamp, smerter eller opkast men blot en bedårende afslappet spættet sæl. ”Wollen sie eine foto tagen”, spurgte jeg. ”Sehr gern”, svarede manden. En sælsom og uventet oplevelse blev foreviget. Livet har for mig indeholdt mange overraskelser, hvoraf den første dog var den vigtigste. Tre uger gammel blev jeg reddet fra at brænde inde. Siddende i stuens sofa fik min mor en pludselig indskydelse, hun fløj op på første sal og reddede mig ud af røg og flammer. I maj 2016 skete der noget uventet. Da det kneb med økonomien til løn i kirken, havde jeg sagt, at jeg måtte undvære løn nogle måneder. Min hustru var mere præcis, da hun sagde: ”Du må søge et job!” Søge et job, søge et job, tænkte jeg. Skal jeg gå med aviser? Skal jeg sidde i Rema 1000? Det er meget længe siden, jeg har været hospitalslæge. Min selvtillid var af begrænset størrelse. Sandt at sige faktisk ret lille på dette punkt. Jeg har altid interesseret mig for psykologi og psykiatri og fik lavet mit første cv og sendte tre ansøgninger afsted. Der var en 1 års introstilling i psykiatri ledig i Roskilde, Svendborg og Horsens. Telefonen ringede nogle dage senere, det var hemmeligt nummer. Jeg tager næsten aldrig telefonen, når der står ”hemmeligt nummer”. Den ringede igen, modstræbende tog jeg den. Det var en overlæge fra psykiatrisk afdeling i Roskilde, som sagde følgende til mig: ”Vi har læst din ansøgning, det er fint, du er præst og har erfaring med misbrugere, du skal ikke til samtale, vi har ansat dig, du skal starte den 1. juni.” Jeg var chokereret. Jeg takkede og fremstammede, at jeg også havde en ansøgning i Svendborg, hvor jeg boede. Hun sagde: ”Helt fint, stillingen er din de næste seks dage, derefter går vi videre til de andre ansøgere”. Da jeg kom hjem fra ferie, åbnede der sig også en introstilling i Svendborg med ansættelse 1. juni. Det skulle vise sig at blive en uforudset ekstra gave i mit sene arbejdsliv. Jeg har nu med stor glæde arbejdet i psykiatrien i snart to et halvt år og er frivilligt fortsat som præst ved siden af. Kombinationen af psykiatri, teologi og psykologi befrugter hinanden og åbner igen og igen op for nye overraskende horisonter. Livet er fyldt med gaver, og jeg må med salmisten i Salme 16:11 udbryde: ”Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd.” Del

Et liv i balance Klumme Af Poul Henning Krog 9. aug. 2018/32 En historie, jeg ikke er stolt af, har jeg lige brugt over for en af mine klienter i mit tirsdags lægearbejde. Historien ligger seks-syv år tilbage, hvor vi som familie på syv personer (tre børn, to svigerbørn, Susanne og jeg) var i Spanien sammen. Vi ’drenge’ spillede fodbold på stranden. Til min overraskelse sagde min ene søn pludselig: Far, du er da vildt hurtig! Nu er det formentlig ikke så tit, at folk sidst i fyrrerne hører dette, men jo – for mange år siden var jeg forholdsvis hurtig på fodboldbanen. Skræmmende og tåbeligt hørte jeg mig selv sige til de tre unge mænd: Vi kan da løbe om kap! De kiggede lidt forvirret på den gamle. Mente han virkelig det? To af de tre spillede på det tidspunkt fodbold på højt niveau. Jo, han mente det sandelig – han var allerede i gang med at trække en streg i sandet. Startskuddet lød, og vi fløj afsted og faktisk på linje med hinanden de første 25 meter. Pigerne holdt vejret, mens de beundrende betragtede opvisningen af styrke, hurtighed og kampgejst – indtil billedet pludselig ændrede sig. Jeg blev ’ramt’ i højre lår og sank i knæ, men inden jeg ramte sandet, var jeg også blevet ’ramt’ i venstre lår. Det blev til to massive fibersprængninger, som afsluttede kampen. Hele familien, bortset fra den sårede, grinede, som jeg sjældent har set. Denne ubarmhjertige latter blev ikke mindre, da jeg skulle slæbe mig tilbage til vores tæpper og madkurv. Jeg blev kørt til en lægeklinik og fik et ordentlig skud stesolid, hvorefter jeg kom i samme humør som resten af familien! Jeg tænker, de måske tog lidt mere lempelig på doseringen, end vi gør herhjemme. Resten af ferien foregik for mit vedkommende på krykker. En god måde at få trænet armkræfter og ydmyghed på. Denne hovmodshistorie fortalte jeg som nævnt for en af mine klienter. Jeg sagde: Dit hoved vil mere, end din krop kan tåle. Han havde mange knæsmerter og andre symptomer i sit bevægeapparat. For hård og for hurtig fitness-træning var skyld i det. Psyken ville mere, end kroppen var i stand til at yde, og derfor sagde den fra. Mit råd til ham var. ’Lev i balance. Lær den livslektie, at din psyke og krop skal følges ad. Det er stærkt, at du er målrettet og sej, men lyt til din krop, træn mindre intenst og byg din krop langsomt op.’ Som barn bemærkede jeg en vis uorden i familiens lysbilledkasser. Der kunne være kasser, hvor vi var i tvivl om, hvorvidt billederne fra et bestemt år var fra september eller november. Imponerende nok gik mine forældre med til, at deres yngste søn gik i gang. Det foregik ved, at jeg hældte 3.000 lysbilleder ud i en bunke. Derefter skulle jeg nok få beskrevet og månedsplaceret hvert billede! Der gik ikke lang tid, før jeg indså min fadæse. Det endte med lysbilledkasser, der for eksempel fik den temmelig brede betegnelse: ’Familiebilleder 1962-1967.’ Jeg var ikke i balance mellem opgavens sværhedsgrad og min egen formåen. Man skal vælge sine forældre med omhu! Jeg fik ikke engang skældud. – Min far og mor var fyldt med kærlighed og i stor indre balance. Ved nytårstid plejer jeg at se mig omkring på mit kontor og tænke: ’Nu skal der ryddes op og etableres systemer, orden og ringbind i massevis.’ Når systemerne så ikke med pertentlighed og omhu bliver opretholdt i løbet af året, så ender det hele i én stor uorden, og papirerne, der skal væk, råber mere på sorte sække end på papirkurven. Om par, der vælger at leve sammen, siger man, at modsætningerne mødes. Vi søger det, vi mangler, for at blive komplette. Kroppen øver sig i at kompensere for ubalancer. Til den, som døjer med aldersdiabetes og overvægt, siger kroppen: ’Prøv om du kan tabe dig lidt, for din bugspytkirtel kan ikke producere insulin nok til de sidste kilo.’ Til det stressede bymenneske siger sindet: ’Prøv at komme ud i naturen og få kontakt, for jeg er ikke konstrueret til de millioner af inputs, du skal håndtere.’ Universets og fysikkens love handler også om blance. Universet er skabt så finjusteret, at hvis selv små deltajer i vores atmosfære og solens stråler bliver ændret, vil jorden være ubeboelig. Så naturligt nok ønsker vores skaber at bringe balance også for os mennesker på alle livets områder. Del

Medvind og modvind Klumme Af Poul Henning Krog 28. jun. 2018/26 Veloplagt og i medvind startede dagen med Olivias og min morgentur ved Vesterhavet. Først de 136 trin på udlagte rebstiger op ad klitten. Denne gang tog jeg to skridt ad gangen uden at blive forpustet. Dernæst ned ad klitten med hunden i spidsen. Vi var alene. I aftes var vi i selskab med en sæl. Olivia havde snust tilstrækkeligt interesseret til at sælen mavede sig ud i brændingen skarpt forfulgt af en nysgerrig hund. For sent i en stor bølge opdagede Olivia, at en sælhund slet ikke hører til i familien. Vores gåtur blev afløst af min cykeludflugt til Hvide Sande, som foregik i medvind og let regn. Susanne havde udstyret mig med en rygsæk, så rundstykkerne ikke skulle blive våde. Hvor betænksomt at tænke på rundstykkerne. De lå lunt og tørt i rygsækken på hjemvejen som foregik i hård modvind og regnvejr. På ”medvindssiden” stod det klart, at cyklen var god, dækkene hårdt pumpet, afstanden overskuelig, en beundrende hustru ventede, taknemlighed over at leve i et fantastisk land, ferietid og det faktum at gode vaner var ved at være etableret. Er det heldigvis ikke sjældent, at alt i livet er i modvind? Jeg talte cykelomdrejninger. Jeg skiftede gear. Mine tanker gik til min far, der boede i Glejbjerg. For at blive student i Esbjerg i 1935 cyklede han i 3 år næsten dagligt 2 x 9 km, kørte i tog 2 x 24 km og gik 2 x 3 km. Vi fem børn havde hørt historierne om de blå lår, som fremkom i 20 graders frost, hvor han for at holde varmen løb ved siden at cyklen. Jeg tænkte over, hvilken grundvold han her fik lagt for sit senere liv. Er vi nye generationer blevet mere sarte? Er det ikke meget individuelt, hvad der opleves hårdt? Mon ikke vi mennesker har brug for både medvind og modvind? Jeg trampede videre. Det er godt at have forbilleder, og selvmedlidenhed kommer der ikke noget fornøjeligt ud af. Jeg var efterhånden gennemblødt. Mine tanker gik videre til en undersøgelse foretaget over 40 år med 12.000 menneskers motionsvaner. Konklusionen var, at de, der motionerede 4 timer om ugen, levede 5,6 år længere. For nogle måneder siden var jeg blevet ret betaget, da jeg læste om japanerne. De lever i gennemsnit 8 år længere end os danskere. De har foruden det tilfælles, at de alle går i størrelse S. Mit tøj er størrelse L, og der er ikke fisk og tang i min rygsæk, men rundstykker, mælk og rugbrød, så jeg må nok nøjes med de 5,6 år. Endelig nåede jeg frem. Susanne roste mig, mens jeg skiftede tøj. Der var efterhånden vådt tøj overalt i forteltet. Vi fik begge friske og tørre rundstykker. Senere på formiddagen læste jeg Jakobs brev i Bibelen. Det handler også om modvind. Jeg refererer herfra: ”Vi skal ligefrem regne det for glæde, når vi kommer ud for prøvelser af forskellig slags. For når troen prøves, skaber det udholdenhed, og udholdenheden skal føre til fuldendt værk.” Set i dette perspektiv er glæden således både modvind og medvind, og Gud ønsker at bære os uanset. Del

Ugens højdepunkt – søndagen Klumme Af Poul Henning Krog 21. jun. 2018/25 Søndagen startede med motionscykel og Bibelens perle – Efeserbrevet – på cykelstyret. Et særligt ord blev levende. Dagen forinden var jeg vågnet med salmeverset: ”Morgenstund har guld i mund, og guld betyder glæde, og glædelig er hver en dag, som leves til Guds velbehag, om end vi måtte græde”. Grundtvig, der skrev denne salme, havde en bipolar lidelse og kæmpede ind imellem med melankoli. Glæden ved at leve til Guds velbehag overstiger klart livets humørsvingninger, sorger og modvind, hvorfor han elegant afslutter med ordene: ”om end vi måtte græde”. I dag skulle jeg hverken prædike eller lede gudstjenesten. I bønnemødet før gudstjenesten søgte jeg ind i Guds nærvær med bønnen: ”Har du en hilsen, jeg skal bringe, så er jeg her”. Helligånden kom først med ét billede og en forklaring hertil. Lidt senere kom der et nyt billede og en forklaring hertil. Gudstjenesten var fyldt med dejlig lovsang og forkyndelse, og afslutningsvis delte jeg disse billeder og forklaringer, som Biblen kalder kundskabsord. Mange responderede med løftede hænder. De oplevede Guds tale ind i deres livssituation. Vi bad sammen. Til kirkekaffen talte jeg med flere, som var nye i vores kirkesammenhæng. Det summede af liv, eksistentielle spørgsmål og ønsker om at få uddybet Helligåndens virke. Min bog ”Kære Hr. tyv” blev uddelt til højre og venstre. Om eftermiddagen så Susanne og jeg en tv-gudstjeneste fra Brabrand Kirke. Så smuk og fin forkyndelse samt salmer med stærk lyrik og nutidigt sprog skrevet af moderne salmedigtere. Om aftenen var vi fem fra Svendborg, der kørte til gudstjeneste i Rudkøbing Pinsekirke. Det blev en særlig aften, hvor man kunne fortælle, hvad Gud gjorde i ens liv. Stærkt at høre ikke blot to, men seksten fortællinger fra mennesker i vidt forskellige situationer. En var blevet helbredt for en tarmsygdom. Lægerne skulle operere, men mod deres forventning var der ikke noget sygt væv at finde. En anden fortalte om, hvordan Gud havde hjulpet hende med at tilgive. Det var tydeligt, at hun havde været igennem mange kriser. En tredje fortalte om et syn ind i himlen; det var helt særligt. En fjerde var for to uger siden under gudstjenesten blevet lam i den ene side, hun kunne ikke huske noget. Der var blevet bedt og ringet 112. Med 170 km i timen gik det mod Odense. Kvinden var vågnet op i ambulancen, og symptomerne på blodproppen var væk. Sådan blev aftenen ved med livshistorier og lovsang. En stærkt berørt kvinde kom frem og takkede for, at hun kunne få lov at være med. Der var så meget nyt og vidunderligt her på dette sted, syntes hun. Til sidst fik Susanne en tungetale, og en anden fik en tolkning af tungetalen – Gud virkede og talte til os alle. Tænk hvad vi fik lov at opleve bare på én søndag. Del

Sig tak frem for ak! Klumme Af Poul Henning Krog 1. jun. 2018/22 Af Poul Henning KrogLæge og forfatter For mange år siden fik vores cd-afspillere en pauseknap. For få år siden blev begrebet en pytknap introduceret. Jeg foreslår, at vi yderligere introducerer en påskønnelsesknap. Påskøn og tænk dog på, hvor meget der fungerer. Bilen melder selv til service og viser en kaffekop, hvis chaufføren er træt og trænger til en pause. Når man kører forkert, anmoder en venlig og yderst tålmodig stemme om U-turn. Når føreren alligevel siger pyt, finder GPS blot en ny rute. Vask, tørring og opvask klares i en fart, og alle husets hårde hvidevarer bipper og blinker, når de har udført deres opgave. PBS klarer alle regningerne, og skat beholder automatisk deres del. Nem id kan efterhånden bruges overalt – lægerecepter via FMK, digitalpost, forsikringer og bank. Servicekontrakter og forsikringer på det meste. Maden bestilles på nettet og leveres på det ønskede tidspunkt, og bilen kan leases. Pizzabudet kører også trofast rundt, og skrald og storskrald afhentes automatisk. Skorstensfejeren til brændeovnen og VVS-manden til gasfyret kommer af sig selv. Indkaldelse fra tandlæge og helbredstjek sker automatisk. Tøj kan bestilles på nettet, og avisen og nyheder leveres på iPhonen. Hjemmeservice, rengøring, havehjælp og hækklipning kan bestilles. Håndværkere giver mulighed for håndværkerfradrag. Bilen kan blive vasket, mens man arbejder, cyklen kan ligeledes repareres, og post leveres direkte til arbejdspladsen. Lækker mad serveres fra firmaets billige kantineordninger, og kaffe skænkes ad libitum. Børneinstitutionernes pædagoger stimulerer og passer de mindre børn, før skole og fritidsordningen tager over. Der bruges således nærmest ingen pause- eller pytknap, når det gælder effektivisering, service og hjælp til selvhjælp. Pytknappen kan bruges til at vælge mennesker fremfor ting og perfektion. En i min familie sagde, hvis hele huset skal gøres rent, inden vi kan få gæster, får vi ingen gæster. Alt for mange får stress. Pause- og pytknappen kan bruges for at undgå stress. Hvad med at skrue forventningerne lidt ned, og lade tiden komme fremfor at lade den gå? Hvad er det egentlig, vi skal nå? Påskønnelses-knappen må og kan bruges konstant. Tænk hvor meget der fungerer! Er det derfor ikke oplagt at sige tak frem for ak? Påskøn tiden! For tiden kommer hele tiden i store mængder, og ovenikøbet gælder det om tiden, at Guds nåde er ny hver morgen. Lad os endelig have øje for øjeblikkets øjeblikkelighed, for tiderne forandres, men mennesker er fortsat mennesker. Mennesker trives med påskønnelse, for påskønnelse er faktisk oxygen for sjælen. Livets mange gaver er ikke en selvfølge. Har du i dag påskønnet din ægtefælle og kernefamilie? Har du ringet til dine nærmeste og taknemligt anerkendt deres omsorg? Har du ladet dig berige af samt påskønnet din åndelige familie – kirken? Har du ved givne lejligheder sagt tak til alle dine hjælpere, naboer, genboer, kassedamer og servicefolk? Del