Bed, prioriter ret og tænk nyt
Bed, prioriter ret og tænk nyt Brevkasse Af Poul Henning Krog 5. jan. 2024/01 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-103228.mp3?cb=1704463548.mp3 Kære Poul Henning Her ved årsskiftet tænker jeg tilbage. Jeg har ofte været meget frustreret over flere ting, også at jeg står med for meget i hjemmet. Det er, som om alting falder tilbage på mig. Vi har børnene, og begge har et krævende fuldtidsarbejde. Det hænger ofte ikke sammen i det praktiske liv. Sygdom i familien og os selv kan fylde. Vi når ofte ikke at tale ordentligt sammen, idet de mange behov står i kø. Vores ægteskab er presset og burde jo ikke bare reddes af en ferie. Kirken er højt prioriteret, men det kan være lidt stressende, da vi ofte er for få frivillige. Mit eget daglige andagtsliv er også udfordret, for jeg har brug for søvn og har svært ved at finde det ledige øjeblik særligt om morgenen. Jeg kunne drømme om et mere harmonisk 2024, tak om du vil give mig et råd. Kærlig hilsen Den anonyme Kære ven Tak for samtale. Det er desværre et kendt billede, og svaret er ikke enkelt. Samfundet forandres hastigt Historisk set er det kolossale forandringer, der er sket de sidste 25 år. I 90’erne stod telefonen og den stationære pc i huset. Nu har de fleste i kernefamilien en telefon, en bærbar og en ipad. Før spillede vi rundbold på vejen, nu arrangerer forældre legeaftaler. Før fik de særligt heldige ikke en diagnose. Arbejds- og familieliv i Danmark I min lægeverden er hverdagslivet og parsituationen endnu mere presset; er begge læger, viser statistikken, at 80% er skilt. Det taler for, at noget er helt galt. I danske børnefamilier arbejder voksne i gennemsnit 27 timer om ugen. Det er mere end i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med, og er kun overgået af to andre vestlige EU-lande. Det er dog også rigtigt, at de beskæftigede danskere i gennemsnit arbejder 1.372 timer om året, hvilket er den næstlaveste arbejdstid pr. beskæftiget blandt 36 OECD-lande. Billedet er derfor mangesidigt og præges også af tidsbilledet, overarbejde for en del, efteruddannelse og transporttid. Angstniveauet er steget Vi tordner der ud af med speederen i bund, og mange kan ikke følge med. Pyt-knappen er gået i baglås. Sensitiviteten er stor, grænserne nås og mængden af belastninger, stressreaktioner, angst og depressioner er skyhøje. Et forældrepar fortalte mig, at de havde givet deres 8-årige søn lov til at løbe få minutter i forvejen i retningen af et skovområde. Barnet var blevet stoppet af en tilfældig forbipasserende, som efterfølgende havde skældt forældrene ud for at lade deres barn færdes alene. En kollega på sygehuset forklarede mig om GPS tracker ur, som hun har udstyret sine børn med. Den fortæller præcist, hvor barnet er til hver en tid. Samtidig kan man definere, hvor barnet må færdes og blive alarmeret, hvis barnet bevæger sig udenfor det tilladte område. Uret har en SOS-knap, hvorefter uret ringer op til de indstillede SOS-numre, en sikkerhed for både barn og voksne. En del må og bør slukke for Breaking News, når stuerne fyldes med bekymrende nyheder i Danmark samt krige og katastrofer i verden. At følge med og høje krav Der er ikke kun legeaftaler eller at hente og bringe sine børn til alt. Der er også høje forventninger til både forældre, elever og lærere. Aula er som bekendt siden 2019 den fælles kommunikationsplatform for medarbejdere, forældre og elever på landets folkeskoler og i dagtilbud. En god platform, men også en mængde information, kontrol og forventningsafstemning. En far fortalte mig om de 9 beskeder fra Aula, han havde fået på 2 timer. Sindet tæppebombes med vigtig og ikke vigtig viden. Pisachokket i 2001 – at vores børn ikke kan læse – præger fortsat ’veje og målekulturen’ med folkeskolens 4.000 læringsmål. Curlingforældre står på hovedet for deres børn – også med dem, der har en diagnose, for det er faktisk ofte, at børnene sætter dagsordenen i den almindelige hverdag. Forældre kan føle sig afmægtige og med en konstant dårlig samvittighed af ikke at slå til, særligt mellem ’dine, mine og vores børn’. Mere fokus på følelser Børn lærer fra små af, at de skal kunne give udtryk for deres følelser. De samles i rundkreds i institutionen og skal på en skala fra 1-5 fortælle om de følelser, de har lige nu. Børn trænes i at kunne føle og håndtere deres følelser, vi skal mærke meget. Mine kollegaer på sygehuset har forklaret mig, at deres større børn blot siger: ’At de har det fint’, for dermed at undgå mere snak. Tidligere skulle følelser løbes væk. Tidligere flyttede man det ind imellem umulige barn på værelset af hensyn til helheden. Tja, pendulet er i hvert faldt svinget over til et større følelsesmæssigt fokus, og det på både godt og ondt. Mere fokus på diagnoser Vores sundhedsvæsen kan og vil mere, og vores forventninger er dermed naturligt stigende. En tredjedel af befolkningen får en psykiatrisk diagnose. Og særligt unge er blevet deres eget terapeutiske eksperiment midt i en eksplosion af valgmuligheder. Der er fokus på store følelser og usikkerhed, megen tænkning og en usikker identitetsdannelse. Diagnoser kan være hjælpsomme, men må ikke blive vores identitet. Viden og kompleksitet Den menneskelige viden fordobles oftere end hvert femtende år. Er du ingeniør, er halvdelen at din viden forældet om fem år. At holde trit med tiden stiller således ganske store krav til det enkelte menneske. Det er blevet en trend, at vi også på telefonen skal holde os orienteret om de mange nyheder og dagens emner. Fællesskabet er udfordret Jeg’et er blevet forstørret og veludrustet med spil, pc, telefon, sociale medier og diverse udvalgte aftaler. Uvilkårligt går det let ud over relationen opadtil og udadtil. Fællesskabet med Gud og næsten er udfordret i dagens ’globolokale individualiserede familie’. Vi vil det hele og lidt til Vi tordner der ud af med speederen i bund, og mange kan ikke følge med. Pyt-knappen er gået i baglås. Sensitiviteten er stor, grænserne nås og mængden af belastninger, stressreaktioner, angst og depressioner er skyhøje. Vi er
Bed, prioriter ret og tænk nyt Read More »









