Jeg valgte at styrke vores ægteskab Brevkasse Af Poul Henning Krog 8. sep. 2023/36 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-101363.mp3?cb=1694178480.mp3 – Det gik rigtig godt med forretningen, men så begyndte det at gå ud over parforholdet. Jeg valgte at stoppe min forretning og styrke vores ægteskab. Jeg har oplevet Guds godhed, for det er ok, at vi fejler, men det er vigtigt, at vi kommer op igen, og tillader Gud at vise os det, der skal til for at komme ovenpå igen. Kære Poul Henning Tak for samtale. Som du er bekendt med, er jeg lige nu skuffet over mit parforhold. Jeg troede, at min hustru havde sagt ja til min vision og givet mig en blanco check. Jeg var så sikker på, at jeg havde hendes fulde opbakning og hjælpsomme støtte i opstart at min forretning. Jeg gik i gang med fynd og klem. Jeg var god til det, jeg kunne bruge mine gaver, og det gik godt. Jeg fik nye relationer og kunne her være en god hjælper og støtte. Jeg mærkede en indre glæde ved at være i gang. Det var også ret krævende og greb om sig med nye problemstillinger. Her begyndte det så at gå galt i vores parforhold, for vi var ikke så enige, som jeg troede, vi var. Det blev klart, at kommunikation om det svære ikke var vores stærkeste side. Desværre kom der også nogle sygdomsmæssige udfordringer for min hustru, som begyndte at sige fra som min støtte og hjælper. Jeg fortsatte alligevel mere og mere alene og fik alt for travlt. Det begyndte at gå ud over vores ægteskab og relation. Det var rigtig svært for mig, for jeg ønskede at være helhjertet og tro i det, jeg var gået i gang med. Gulvtæppet blev trukket væk under mig, og min drøm brast helt og aldeles. Jeg valgte at stoppe min forretning. Der gik to uger, hvor jeg mærkede presset, skuffelsen og vreden over situationen. Hvor var Gud i alt det her? Jeg oplevede heldigvis i bøn til Gud, at jeg var nødt til at gå igennem denne rejse for at blive afklaret i mine værdier. Min hustru og hendes behov er naturligvis mere vigtige end min forretning. Det blev klart for mig, at Gud havde set det hele og tillod, at jeg skulle igennem den proces. Jeg kunne have været meget forskånet, hvis vi havde haft en bedre kommunikation. Jeg har oplevet Guds godhed, for det er ok, at vi fejler, men det er vigtigt, at vi kommer op igen, og tillader Gud at vise os det, der skal til for at komme ovenpå igen. Processen har været hård, men jeg er kommet videre og har det væsentligt bedre. Når jeg hører Helligåndens tale, er jeg gennem dette blevet klar over, jeg skal handle på det og ikke gå mine egne veje. Jeg har valgt at styrke vores ægteskab. Tak for samtale og fortsatte råd i processen. Hilsen fra en der har fået opmuntring. Kærlig hilsen Den anonyme   Kære ven Tak for både samtale og dit ærlige skriv, som mange nok kan spejle sig i. Det er en stor styrke at kunne dele sine nederlag. Gud giver altid en ny chance Jeg forstår din skuffelse, vrede og smerte. Du er med alt i dig gået ind i opgaven, derfor er det smertefuldt, når tæppet trækkes væk. Skuffelse er i sin natur, at vores forventninger ikke indfries. Opgavens kompleksitet kan være større end forventet og egne kræfter mindre end forventet, og opbakningen var i dit tilfælde mangelfuld. Du har tabt et ydre slag, men vundet visdom og et dybere forhold til din hustru. Dine Gudgivne gaver har du stadigvæk, og når Gud lukker en dør, så åbner han en anden dør. Du har i krisen lært meget om at bygge rigtigt. Jesus taler som bekendt om ’tårnets omkostninger’ og dette ’at drage i krig med for få mænd’. I dit tilfælde, var det rigtigt helt at stoppe visionen. Andre gange skal visionen på pause eller nedtones for en tid. Når en vision mistes, kan vi opleve indadrettede følelser præget af mindreværd, selvbebrejdelser og vrede. Følelser kan også rettes udad – det var andres skyld, eller opad – hvor var du Gud? Når der vælges rigtigt, vil tankerne og følelserne langsomt indordne sig. Vi må forvente et følelsesmæssigt efterslæb, det tager tid, før vi oplever den fulde nødvendige indre ro. Gud kalder os ikke til at gå i stå, men på ny med større visdom at vandre fremad i fred og glæde. Begrebet en blanco check, vil jeg nok fremadrettet undgå at bruge. Det dækker jo et ja til al opbakning, uanset hvordan det går i fremtiden. Det ja giver vi, når vi bliver viet til hinanden, men en blanco check skal vel ikke gives til alle mulige visioner, for alt har som bekendt en tid. Kan vi bruge ordet ”blanco check?” Kommunikation er en kunst, vi alle øver os i. Begrebet en blanco check, vil jeg nok fremadrettet undgå at bruge. Det dækker jo et ja til al opbakning, uanset hvordan det går i fremtiden. Det ja giver vi, når vi bliver viet til hinanden, men en blanco check skal vel ikke gives til alle mulige visioner, for alt har som bekendt en tid. ’Og nu I, som siger: ”I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og bliver der et år og drive handel og tjene penge” I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: ”Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.”(Jak.4,13-15) Det første spørgsmål må altid være, om Gud siger ja. Altså et ja efter Guds ord, et ja med Guds fred og et ja i omstændighederne. Alle tre ledelys skal lyse grønt. Forventningsafstemning Jeg opmuntrer til præcise aftaler, når en mand eller hustru ønsker at kaste sig ind i nye job, tjenester eller visioner. Er der ikke et fælles

Bør jeg finde en anden menighed? Brevkasse Af Poul Henning Krog 25. aug. 2023/34 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-101124.mp3?cb=1692966548.mp3 ”Et helt nyt spørgsmål er opstået: ’Skal jeg for at skærme og beskytte mig selv og min gudsrelation melde mig ud og finde en anden menighed?’” Kære Poul Henning Tak for samtale. Jeg er fortsat rystet over, hvor rystet jeg kan blive. Jeg har været en kristen i mange år. Jeg har altid elsket min menighed, men er nu kommet til kort. Jeg har bestandigt haft min menighed som et tilflugtssted. Det var her, jeg kunne styrkes i mit trosliv og lade op. Det var her, jeg kunne få intensiveret min Guds relation. I den senere tid har jeg desværre oplevet det modsatte. Jeg bliver drænet af at være sammen med min menighed. Det har været så mange svære situationer og sårede mennesker, at jeg selv er blevet ramt. Jeg har bedt til Gud og bedt ham gribe ind. Jeg har råbt til Gud med spørgsmålet: ’Hvor er du Gud, og hvorfor griber du ikke ind?’ På det menneskelige plan forstår jeg godt, at menigheden ikke er i den letteste situation, men det er, som om det bare fortsætter og forværres. Jeg er overraskende for mig selv blevet rystet i både mit Gudsforhold og i min menighedstilknytning. Et helt nyt spørgsmål er opstået: ’Skal jeg for at skærme og beskytte mig selv og min Gudsrelation melde mig ud og finde en anden menighed?’ Ja, du kan godt høre, at det er alvorlige overvejelser, jeg sidder med. Jeg vil være taknemlig for, om du vil give mig et råd med på vejen. Naturligvis kender du ikke min situation i detaljer, men måske du har nogle principielle betragtninger, som jeg kan få gavn af. På forhånd tak. Den ramte   Kære ramte Tak for dialog. Det er voldsomt, må Gud trøste og læge dig. Jeg forstår godt dine tanker, selvom jeg ikke kender detaljerne, du har brug for Guds visdom. Du har i mange år haft et rigt Guds- og menighedsliv. Aktuelt har kirkens mange udfordringer ramt dig. Alle kirker har deres gode og mindre gode perioder. Du skriver ikke om forsoning og tilgivelse, så jeg går ud fra, at du her har gjort det, du eventuelt måtte gøre. Det er svært, for det er ikke bare kirke helt generelt, det er også nære relationer. Menighed eller ikke menighed Heldigvis er du så grundfæstet i Guds ord, at spørgsmålet ikke er menighed eller ikke menighed, for det spørgsmål er nemlig ikke til diskussion. Bibelen er tydelig i, at vi alle har brug for og ikke skal svigte vores eget hjem – den lokale forsamling. I frelsen bliver vi en del af Guds universelle menighed, hvor Kristus er hovedet. Når det derimod gælder valget af den lokale kirke, kan mange faktorer spille ind, men vi må alle elske og finde hjem midt i kirkens og vores egen ufuldkommenhed. Konsumentkirke og kirkeshopper Jeg læser ikke, at du blot betragter kirken som et forbrugsgode, hvor du kan tage det ned fra hylderne, du har brug for. Du ønsker ikke at droppe kirken, blot fordi den i en svær fase ikke kan ’levere varen’. Du har en fin forståelse for, at kirken ikke er en vare, men et legeme, hvor vi er afhængige af Kristus og hinanden. Umiddelbart læser jeg, at du elsker din kirke og har hengivet dig til din kirke som dit åndelige hjem. Du har commitment til din kirke som en værdi, for du er ikke kirkeshopper. Det er sunde værdier, ’for størst at alt er kærligheden’. Når det gælder valget af den lokale kirke, kan mange faktorer spille ind, men vi må alle elske og finde hjem midt i kirkens og vores egen ufuldkommenhed. Bibelen er tydelig i, at vi alle har brug for fælleskab. Skuffet over kirken Desværre har det, du beskriver, stået på i lang tid. Du har forgæves prøvet at hjælpe og holde ud. Fra Ordsprogenes bog i GT læser vi: ‘Forventninger trukket i langdrag gør hjertet sygt’ (Ords.13.12a). Skuffelsens DNA er, at det ikke går, som vi regner med. Vi kan tænke, at når der gøres så meget af så mange, må situationen vende fra minus til plus, men det går som bekendt ikke altid efter vores timing, opfattelser og regnestykker. Vi har alle bristepunkter og grænser. Vi kan alle ind imellem blive skuffet eller negativt overrasket over os selv og andre. Psykisk og mental pres og stress kan lamme os og føre os ind i en negativ spiral. Vi kan blive vrede, triste eller sårede, vi begynder måske at tvivle og miste håbet. Livet i Kristus medfører heldigvis, at vi er på det vindende hold. Naturligvis vil vi gerne opleve at få kraft til hvert et slag, men vi kan udmattes, og andres hjælp kan udeblive. En sum at uheldige omstændigheder kan farve billedet og medføre, at vi taber et slag. Nu er kirke jo også personer, så jeg går ud fra, at du har talt ud med dem, du haft brug for at tale ud med. Kommunikation er altid vigtig, for kun derigennem får vi mulighed for en merforståelse. Kommunikation, tilgivelse og forsoning er altid central, her er bjergprædiken tydelig. Personlig skuffelse Nogle gange er vores identitet snigende blevet dét, vi gør i kirke og i familie. Her har vi ofte nogle forventninger, som vi vil leve op til. Er der vanskeligheder eller ændringer i kirke, tjeneste eller i familien, kan vi derfor blive skuffede over os selv. Her kalder Kristus os igen og igen ind i intimiteten med ham. I et menighedsliv eller familieliv kan vi nogle gange få byttet om, så vi tror, at vores identitet og værdfølelse er i, hvad vi gør, og hvem vi er sammen med, det er den ikke. Vi kan måske tænke, at det gode liv, vi havde i tjeneste og relationer, er slut, det er det heller ikke. Din familie Som familiefar har rystelserne også påvirket din ægtefælle og jeres børn, for menigheden er jo også deres åndelige hjem. Du står med

Kan vi lære at mestre stress som livsvilkår? Brevkasse Af Poul Henning Krog 11. aug. 2023/32 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-100907.mp3?cb=1691758027.mp3 Kære Brevkasse For en del år siden blev jeg ramt så alvorligt af stress, at jeg blev sygemeldt fra mit arbejde som præst. Efter en proces med rådgivning og et kursus hos en stresscoach vendte jeg tilbage efter 1/2 år, en masse erfaring rigere. Det gik godt med at vende tilbage til kirken og mit liv, selv om jeg stadigt til tider kan blive stresset. Jeg ser i dag stress som et livsvilkår. Siden har jeg taget en uddannelse, hvor jeg kan hjælpe folk, der er ramt af stress. Det har givet mig nogle gode værktøjer, når jeg møder folk, der er ramt af stress. Der er dog nogle observationer, jeg har gjort mig, som rejser flere spørgsmål. Det første er, at jeg møder folk, der søger forbøn, hvor de ønsker, at der bliver bedt om, at de må blive fri fra stress. Kan du give et råd om, hvordan jeg kan møde den enkelte, når jeg tænker, at forbønnen dybest set kun handler om stress som et symptom på noget, der måske kan håndteres på en anden måde? Er det rigtig, at man kan se stress som et livsvilkår, alle vil kunne lære at mestre? Ser frem til at høre dit svar. Med venlig hilsen Den nysgerrige   Kære nysgerrige ven Tak for dit spændende og yderst relevante skriv. Vi takker Gud for, at du fik hjælp, og skønt, at du nu hjælper andre. Præstegerning Vi må være nådige overfor os selv, for også du er i et udsat erhverv, så velkommen i klubben, jeg selv har været ramt dog kun nogle uger. Særligt os, der arbejder med mennesker – præster, ledere, sundheds-, pleje- og ældresektoren, politifolk og lærere m.v., er alle meget udsatte. Samtidig er samfundet i en så hastig og stressende forandring, at det eneste, der er konstant, er forandring. At være forandringsparat er et af tidens modeord. Vi må alle have en ydmyg lærende holdning hele livet og tilse, at vores livselastik kun sjældent er spændt ud i nærheden af maximal belastning, for livet går ikke altid, som vi præster prædiker, og fortid iblandet nutid kan give overraskende falske og usunde toner. Stressramt og forbøn Jeg tænker som du, at årsagen til stress er helt central. Den stressramte vil måske komme til forbøn, for hurtigt at blive fixet for sine symptomer, for dernæst at fortsætte med en urealistisk livsstil. Forbønnen må ud over at modtage Guds lægedom også handle om at modtage Guds visdom og åbenbaring til at forstå sig selv. Hvorfor er jeg stressramt? Hvad er det, jeg tilsyneladende ikke kan se og håndtere? Hvad er det, som fremadrettet skal ændres? Hvilke følsomme emner fra fortiden ramler ind i nutiden? Her må forbønnen suppleres med samtaler. Dem, der brænder, er også i risiko for at brænde ud. Er brændstoffet jeg’et eller Kristus må altid løbende vurderes. At gå til forbøn viser et personligt initiativ og kan blive et afgørende vendepunkt, for personen er netop interesseret i at leve med Gud, sig selv og sin næste på den sunde måde. Måske skal vedkommende lære og fornyes i at sige ja og nej til opgaver. Hvis ikke man skal manipuleres af andre mennesker eller druknes af svære omstændigheder, skal et ja være et ja og et nej være et nej, som Jesus netop underviser om i bjergprædikenen. Lige her begår vi alle ind imellem fejl, også fordi livsvilkåret for en discipel er, at høsten er stor og arbejderne få. Muligvis er vedkommende urealistisk i bedømmelse af egne evner og kræfter. ’Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham.’(Rom.12:3) Her rører vi ved kernen til stress! Vil vi noget, som Gud ikke vil og har givet os tro til, vil vi være i risiko for stress? Vi kan alle kompensere for svagheder og manglende evner, men som udgangspunkt må vi i tro søge Gud, der vil vise os, hvad vi skal. Der er en verden til forskel på vores idéer og Guds idéer. Vi må kort og godt i tro tjene og gå ind i dagens forudberedte gerninger. Måske tjener vi med noget, som Gud ikke har kaldet os til? I forbønnen vil Gud gribe ind og lade sandheden sætte os fri. Sandheden kan være, at der både er for meget på vores tallerken, og at noget på tallerkenen slet ikke er Guds vilje. Sandheden vil dybdedykke i årsagen og blotlægge noget, der kan være ømtåleligt. Accept af gaver, kald, tjeneste og virkeligheder fra år til år må bundfældes i Guds hvile. Heldigvis serverer Jesus altid sandheden pakket ind i nåde, og Guds nåde leder os både til omvendelse, men også til at være barmhjertige overfor os selv, for Gud er barmhjertig. Gud har skabt os underfuldt og unikt i sit billede med et svimlende DNA. Gud kalder os til at være gode DNA-forvaltere af alle fire tjenere – legeme, følelser, vilje og forstand, de er tjenere og ikke herrer. De skal derimod styres af en treenig Gud. Vi skal tage vare på os selv, men også tjene de andre med det, vi har, og ikke med det, vi ikke har. Gode DNA-forvaltere Gud har skabt os underfuldt og unikt i sit billede med et svimlende DNA. Hver celle har i sin kerne et DNA, der fuldt rullet ud er 2 meter langt. Hvert menneske har 37 billioner celler. Længden af vores samlede unikke arvemateriale bliver dermed 2 meter x 37 billioner. Vores DNA har dermed den længde, der er mellem Jorden og solen retur 247 gange. Gud kalder os til at være gode DNA-forvaltere af alle fire tjenere – legeme, følelser, vilje og forstand, de er tjenere og ikke herrer. De skal derimod styres af en treenig Gud. Vi skal tage vare på os selv, men også tjene de andre med det, vi har, og ikke med det, vi

Jeg kæmper med en voldsom vrede Brevkasse Af Poul Henning Krog 28. jul. 2023/30 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-100666.mp3?cb=1690547505.mp3 Hej Poul Henning Jeg bøvler med noget og er nysgerrig på dine tanker om det, og om du måske kan pege mig i den rigtige retning. Det er nu et år siden, jeg kom til tro på Jesus og har på den tid fået lov at opleve at blive fri fra mange ting, der førhen bandt mig – deriblandt søvnløshed, hash-, alkohol-, og stofmisbrug, afhængighed af pornografi, og i større og større grad blev angst og sociale barrierer også brudt ned. Alt dette er fantastisk, og jeg er overbevist om, at det er et resultat af Guds indgriben og min egen vilje til at arbejde. Jeg oplever stadig mange af de samme fristelser som før, men evner at stå dem imod – særligt med hjælp fra trygge relationer. Én ting, der stadig er et problem, som jeg ikke kender løsningen på, er voldsom vrede over helt små ting. Det er blevet bedre, end det har været, men en gang i mellem, når noget ikke går som jeg ønsker, hvis jeg f.eks. taber noget bestik eller krøller et papir, jeg skrev en note på, kan der strømme en voldsom vrede igennem mig på et splitsekund og enten komme ud som et råb eller et slag i et bord eller en væg… Nok er det ikke det mest skadelige problem, men det ødelægger mit og til tider andres humør (og nogle gange ting i mit hjem), og jeg har et ønske om ikke at reagere på den måde… Hvad tænker du om det? På forhånd tak. Kære ven Det er en stor glæde at læse, hvor langt du er nået på kun et år. Du er virkelig blevet flyttet over fra mørket til lyset og her oplevet friheden. Du beskriver selv tre afgørende nøgler – Gud, egen vilje og trygge relationer. Kort sagt er det imponerende, at du er kommet ud af stofmisbrug, angst, pornografi og søvnløshed. Fortsæt endelig denne gode vej, for her har du netop lært meget, du også kan bruge, når det gælder håndtering af vrede. Vi har talt om at være nådig over for sig selv, for Gud er nådig. Gode vaner etableres også igennem accept af fristelser, men her evnen til bedre og bedre at stå imod og ved Guds nåde ikke falde i fristelse. Kristus har vundet skikkelse i dig, men du er fortsat i en helliggørelsesproces. Afklaring af værdigrundlag Vrede er en naturlig og kompleks følelse, forbundet med frigørelse af mange biologiske og kemiske processer i hjernen bl.a. frigørelse af stresshormonet kortisol, der forbereder en til kamp eller flugt. Jesus blev som bekendt vred, da folket havde gjort templet med fokus på bøn og gudstjeneste til en markedsplads. Vrede kan være et signalflag, der hejses for at informere om, at noget er så forkert, at der mere dybt og grundlæggende skal tages hånd herom. Vi kan blive berettiget vrede over uretfærdighed og overskridelse af vores grænser. Det er vigtigt at lære at genkende og håndtere vrede på en sund og konstruktiv måde. I alt i livet er det afgørende og definerende dog ikke, hvad vi mener, men hvad Gud mener. Tordensønnen Jakob skriver på sine sene dage i livet: ’Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udrettet intet, der er retfærdigt for Gud.’(Jak.1.19-20) I verset afklares det, at i vores nye liv som retfærdiggjorte i Kristus, er det, vreden kan udrette, unaturligt og fremmed for os. Som en styrende magtfaktor tilhører vreden det gamle liv, som blev korsfæstet med Kristus og lagt i dådsgraven. Du er opstået til et helt nyt liv, hvor du stiller dig selv til rådighed for Gud. Vrede kan være en stærk drivkraft, som godt kan præstere nogle resultater, som en selv eller andre vil tænke, det er da flot, men Jakob fik erstattet sit eget sind med Kristi sind. ”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud’(Rom. 8,3) Håndtering af vrede Hjælp – hvordan skal jeg da håndtere tungen og vreden! ’men tungen kan intet menneske tæmme’….’fra sammen mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.’(Jak.3.8+10) – Vi kan ikke styre tungen, og vi kan ikke leve op til Guds standard. Akkurat som du har gjort med dit misbrug, angst og pornografi, må Gud på banen. Han kan, du kan ikke. Skridt for skridt bliver nye vaner etableret. Loven kan kun beskrive det ideelle, og selv med en stærk vilje kommer vi alle til kort. Det var derfor Kristus kom, for han både kan og vil befri os for enhver synd og elendighed – ’det som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud’(Rom.8:3). Når du reagerer meget på en lille ting, tænker jeg, at der må være noget, der er gået forud. Måske har du formået at holde sammen på dig selv, og til sidst kommer der en ’dråbe’, som da udløser et raserianfald. Der er måske mere indestængt vrede, end du lige er klar over. Guds godhed leder os til omvendelse, væk fra det falske jeg præget at egopræstationer, perfektionisme, selvgjort for høj standard og ’tag dig sammen’. Lever vi ikke op til det billede eller de forventninger, vi har til os selv, kan vi reagere med indre spændinger, tristhed eller vrede. I det sunde og nye jeg i Kristus må vi ’falde sammen’. Hvad kan man forvente af et korsfæstet og begravet gammelt menneske – intet! Det nye liv er i Guds favn og styring, han forventer ikke noget af dig, han ikke selv giver dig kraften til, det er Guds nåde. Så slap af for Gud er i fuld gang med at forvandle dig. Du vokser ud fra hvilen i ham. Terapeutiske tilgange som kognitiv adfærdsterapi og emotionel regulering kan også være en hjælp til at identificere og ændre underliggende

Det kristne fællesskab er en helt central ”medicin” Brevkasse Af Poul Henning Krog 30. jun. 2023/26 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-100448.mp3?cb=1688132500.mp3 Kære Poul Henning Tak for samtaler. Jeg kæmper med oplevelsen af sitren i min krop og nærmest elektriske stød eller kramper i min krop. Gad vide om det er epilepsi? Jeg er trofast i min kirke, men det er blevet svært for mig at komme til gudstjeneste, fordi tilstanden ofte forværres, når jeg er i store forsamlinger. Nogle gange har jeg måttet gå midt i gudstjenesten eller opgive at komme. Jeg placerer mig oftest tæt ved udgangen. Jeg har ikke et familienetværk, så kirken er min familie. Når vi mødes i hjemmegrupper, kan jeg desværre også opleve, at det lige pludselige bliver for meget. De har forståelse for mit problem, men det er pinefuldt og frustrerende. Jeg vil helst undgå medicin. For år tilbage var jeg til læge, dengang var det også slemt.   Kære ven Tak for samtaler. Vi har nu drøftet det mere indgående. Der kan være flere diagnoser eller træk herfra, som både kan gå i den psykiske eller fysiske retning. Dissociative kramper Umiddelbart tænker jeg ikke, at det er epilepsi, men det kunne være dissociative kramper, her er der sjældent tungebid, faldlæsioner og bevidsthedstab. I den forbindelse kan ses tab af bevægelighed i form af delvis eller total lammelse af hele eller dele af kroppen. Det kan være sammentrækninger af led eller mangel på fysisk koordination. Krampeanfaldet er ikke det samme som ved epilepsi. Angst Du beskriver også symptomer, som peger i retningen af angst, idet du gerne vil undgå situationer fx med mange mennesker. Du undgår situationer, fordi du ved, at du risikerer at få både fysiske og psykiske symptomer. Du har også oplevet panikangst, det kender 25% af den danske befolkning til. Det er ganske ubehageligt, men ufarligt. Diagnosemæssigt skal der dog minimum være fire panikangstanfald på fire uger. Alarmklokken bør ringe, idet din adfærd er begyndt at ændre sig. Fællesskab og den ’tovingede kirke’ Det kristne fællesskab er en helt central ’medicin’, og mister du først det, bliver du utrolig sårbar. Både praktisk, mentalt og åndeligt er sårbarheden stor, hvis vi ikke i gode tider får opbygget relationer. Det er så godt, at du er vågen for ovenstående og vil gå til læge med henblik på yderligere udredning. Den onde cirkel skal brydes, for der er meget på spil. Det kristne fællesskab er en helt central ”medicin”, og mister du først det, bliver du utrolig sårbar. Vi har alle brug for at blive styrket i troen og dele liv med hinanden. Jeg glæder mig over, at din kirke har syn for den ’tovingede kirke’. En fugl flyver med to vinger, den ene vinge er billedligt talt gudstjenesten, og den anden vinge er hjemmegrupperne. Den første menighed havde denne vægtlægning med at komme i templet og i hjemmene. Paulus skriver i 1. Kor. 14,26 – ’Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse.’ Byg relationer og undgå ensomhed Jeg kan forstå, at din biologiske familie er ganske lille. Både praktisk, mentalt og åndeligt er sårbarheden stor, hvis vi ikke i gode tider får opbygget relationer. Det er skønt at høre, at du er trofast i begge ’vinger’. Du investerer i andre, men også i din egen fremtid. Afsluttende hilsen og ’fire ben’ De bibelske værdier skal der kæmpes for også midt i sygdomsudfordringer. Helligånden fryder sig over at sætte sig og virke ud fra ’stolen med de fire ben’. Højden på de ’fire ben’ skal tilpasses hinanden – ’De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.’(Apg. 2,42). Kærlig hilsen Poul Henning Del

Mine børn forsømmer mine børnebørn Brevkasse Af Poul Henning Krog 30. jun. 2023/26 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-100447.mp3?cb=1688132506.mp3 ”Mine børnebørn lider under mine børns svigt. Hvor meget skal jeg blande mig?”, spørger en fortvivlet bedstemor. Kære Poul Jeg er en fortvivlet kvinde. Jeg kæmper i bøn for min familie, men oplever store følelsesmæssige smerter med både mine børn og børnebørn. Jeg er ikke kun ked af det, jeg er også vred. Hvordan skal jeg håndtere, at mine børn bruger deres penge på fint tøj og lader mine børnebørn mangle mad. Hvordan skal jeg magte, at mine børn drikker, og børnebørnene lider? Jeg har bedt meget til Gud. Mine børn vil ikke det kristne, selvom jeg har prøvet at vise dem vejen til Gud. Hvor meget skal jeg blande mig? Min vrede rammer gammel vrede i mig, og en svær fortid blusser op igen. Hvorfor griber Gud ikke ind, når jeg nu beder? På forhånd tak, at du vil hjælpe. Kærlig hilsen Den fortvivlede Kære ven Tak for samtale og tilladelse til at bringe emnet op. Du er en klippe og et fyrtårn i din familie. Det er sandelig ikke let. Det er naturlige følelser at blive både fortvivlet, ked af det og vred. Du er desværre vidne til meget synd og elendighed i din familie. Det vil for enhver være tungt at bære og se på. Du må overveje at skærme dig for indtryk. At passe børnebørn for at dine børn kan drikke, kan jo ikke være rigtigt, og dog kan man gå langt for at skåne de uskyldige børnebørn. Det, du ser, vækker minder fra din egen opvækst; derfor slår det ekstra hårdt. Mine tanker går til tre begreber: At være ”redder” Heltedyrkelsen i at være ”redder” er knyttet til selv-livet og ikke til Kristus-livet, jeg oplever ikke, at du har en udfordring her. Vi kan gå for kort og for langt i at ville bære hinandens byrder. Er hjertet fyldt med kulde og ligegyldighed, vil frugten være, at vi går for kort. Er hjertet fyldt med kærlighed, kan vi komme til at gå for langt. Dit hjerte er stort, det er Guds værk i dig. Vi skal alle redde og hjælpe hinanden ind imellem, men der er grænser. Vi skal gå en ekstra mil, men ikke jorden rundt. At være ”redder” rummer altså muligheden for at fejltolke og komme på afveje, konsekvensen kan blive overbebyrdelse og tristhed. Ifølge 1.Timothus Brev kap. 4 må vi alle først give agt på os selv og dernæst vores gerning og tjeneste. At være ”krænker” At være ”krænker” er altid forkert. At krænke handler om at overskride andres grænser. Dine børns levevis krænker dine børnebørn. Dine børns forkerte adfærd kan kaste dig ud i at være redderen. Er det grelt, kan du indgive en anonym anmeldelse til de sociale myndigheder. Det er naturligvis svært, men børnebørnenes velbefindende er øverst. At være ”offer” Dine børnebørn er lige nu ofre, men du kan også blive et ”offer”. At blive et offer fører ofte til selvmedlidenhed, den grøft skal du endelig ikke falde i. Vi skal vende den anden kind til, men ikke frivilligt overdynges med slag på hele kroppen. Det er naturligvis urimeligt og uretfærdigt, at du er i den virkelighed, og det kan være en fristelse at få ondt af sig selv. Jeg læste et anonymt citat: ”Selvmedlidenhed er det mest destruktive narkotikum, der kan skaffes uden recept. Det er afhængighedsskabende, giver kortvarigt velvære og ødelægger realitetssansen.” Afsluttende hilsen og hvile Du må finde en bønnepartner, så du ikke står for alene i denne udfordring. Du må opbygges og læges i dit indre, det kan f.eks. ske gennem samtaler, boglæsning, retræte eller kurser i emnet sjælesorg. Du må i bøn kaste din byrde på Herren og lytte til Helligånden, der fra nu til nu vil give dig kærlighed, balance og visdom. Dermed kan du afklares i, hvornår du skal være proaktivt involverende, og hvornår du alene skal bede. Du må hvile i, at Gud aldrig vil bede dig om noget, han ikke selv giver dig kraften til at udføre. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Min fars tilstand giver mig stress Brevkasse Af Poul Henning Krog 16. jun. 2023/24 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-100202.mp3?cb=1686916873.mp3 Kære Poul Henning Tak for samtaler i telefonen. Jeg er som nævnt helt låst fast i håbløshed. Mine tanker om min far fylder konstant, og jeg kæmper med søvnløshed og stresssymptomer. Siden min mor døde, er det gået helt galt. Han sidder hele dagen foran sin skærm og forventer, at jeg dagligt skal gøre rent og lave mad. Jeg er begyndt at sige fra, men det er svært, fordi han da farer op i vrede. Jeg er bange for ham, han er utilregnelig, skifter ofte mening og får mig let til at få selvbebrejdelser. Jeg er vred og dybt frustreret, men har også overvejet, om det var bedre, at jeg tog mit eget liv, så jeg kunne få fred for ham. Jeg er dog nået frem til, at det umuligt kan være den rigtige løsning, men hvordan kommer jeg væk. Der er nogle praktiske udfordringer, som gør, at det er svært at flytte fra den by, hvor vi begge bor. Jeg vil imidlertid gerne flytte væk. Jeg har råbt meget til Gud og stillet mange spørgsmål og savner Guds indgreb. På forhånd tak for din støtte og yderligere rådgivning i en svær tid. Kærlig hilsen En anonym   Kære ven Tak for samtaler og dette skriv. Alle dine symptomer tydeliggør, at der er noget helt galt. Du er blevet så belastet, at du ligefrem får tanker om at tage dit eget liv – altså! Hvor er den far, som burde stå på hovedet for dig? Naturligvis skal vi alle ære vores forældre, men vi har også selv et jeg, som må lære at sige ja og nej. Hvis din far var syg, skulle du gå en ekstra mil, men din far er ikke syg og kan fint klare sig selv. Du har gået 100 mil og sidder tilsyneladende fast i et sygeligt samspil, hvor din far udnytter og spiller på dine svage sider. Din far er et ’tungt klaver’ Du har et ’tungt klaver’ i dit sinds og i din virkeligheds stue; det er din far. Man kan og skal ikke smide sin far ud, men det sygelige, ubalancerede og dysfunktionelle må der arbejdes med. Vi har talt om det dybe og svære ord accept, og det at stifte fred med en svær virkelighed. Jeg tænker, at når du ikke kan flytte det ’tunge klaver’ blot en millimeter, skal du lade det stå og finde det liv, hvor din far ikke er omdrejningspunktet. Det er svært, idet der er mange vaner, forkerte tankebaner, bindinger og adfærdsmønstre, som du let falder i. Jesus siger om bekymring, at LIVET er mere end…. i dit tilfælde et ’tungt klaver’. Det er det liv, der skal findes frem og styrkes. Det er en stor beslutning at ’parkere’ sin far, men det kan være nødvendigt i en periode for selv at overleve. En umættelig gøgeunge Det virker nærmest, som om din far er en umættelig gøgeunge. Du oplever, at gøgeægget ligger i din rede, gøgeungen har skubbet de andre, mindre æg ud, og du føler dig forpligtet til at fodre ’ungen’. Du ved, at det, vi giver opmærksomhed, vokser. Det er jo her vendt helt på hovedet. Dine forældre skulle give dig en rede, hvor du kunne trives og vokse op. Jeg vil foreslå, at du holder op med at ”flyve” omkring den aktuelle rede og bevidst forlade det sygelige mønster. De kristne værdier er ikke til stede, du er blevet stresset og følelsesmæssigt bundet. Alle skal bære deres egen byrde, vi skal bære hinandens byrder, og Jesus bærer alles byrder. Nogle gange kan det blive nødvendigt at sige fra, for barmhjertighed kan blive til misforstået barmhjertighed. Charles Wesley skrev Grundlæggeren af Metodistbevægelsen Charles Wesley skrev på sine modne dage, at han ikke ville spilde sin tid på mennesker, der alligevel ikke vil hjælpes, men blot overøse ham med alle deres problemer. Han beskrev, hvordan sådanne møder tappede ham for energi og mod. Han lærte at sige fra, for der er grænser, og barmhjertighed kan blive til misforstået barmhjertighed. Som bekendt løb Jesus ikke efter folk. Alle skal bære deres egen byrde, vi skal bære hinandens byrder, og Jesus bærer alles byrder. Mange hvorfor spørgsmål Vi må naturligvis komme frem for Gud med alle vores ønsker og bønner, Gud hører bøn og vil svare, men ikke nødvendigvis som vi regner med. Lidelser kan have mange ansigter, i dit tilfælde er det din far. Vi undgår ikke lidelser, men det dysfunktionelle i de nærmeste relationer er oftest ganske svære at håndtere. Du må lade ’hvorfor spørgsmål’ om din far ligge. Jesus, og ikke din far, er herre i dit liv. Vi må alle øve os i at lade de svære tanker og følelser leve deres liv. Det er muligt at opleve, at de smuldrer væk! Tag ikke kampen op med dem. Lad dem være, de forstummer og mister deres tag i sindet, når vi insisterer på at leve i Guds nærvær og vilje i nuet. Et nyt kapitel Vi må alle give det ædle, og ikke det uædle, vækst, heri ligger et dagligt valg. Du skal ind i et nyt liv, hvor du bygger med guld, sølv og ædelsten. ’Enhver bør se til, hvordan han bygger på den. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført.”(1Kor.3:10b-13a) Det liv, du beskriver i samspillet med din far, er fyldt med træ, hø og strå. Vi må alle øve os i at lade de svære tanker og følelser leve deres liv. Det er muligt at opleve, at de smuldrer væk! Dit nyt kapitel skal være med guld, sølv og ædelsten, det liv modtages af bare nåde fra Jesus, der ved Helligånden vil give råd og redde dig ud af ufrugtbare samspil. Du kunne overveje at tage på højskole for at få et stort og berigende

Jeg vil så gerne give troen videre Brevkasse Af Poul Henning Krog 2. jun. 2023/22 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-99979.mp3?cb=1685709871.mp3 Jeg vil så gerne give det videre, jeg har fået. Mange valg bliver truffet efter bøn. Jeg er aldrig alene, selv om jeg ikke altid kan mærke det. Kære Poul Henning Jeg tænker meget over at føre mennesker til Jesus og ind i et kristent fællesskab. Jeg møder den store uvidenhed i Danmark også fra min egen opvækst, her kendte vi ikke engang til det at komme i kirke juleaften. Tidligt var jeg søgende, jeg læste bøger om sagn og spøgerier, om genfærd og gengangere og onde herremænd på forskellige danske slotte og herregårde. Jeg søgte alt det alternative fra venner, bibliotek og boghandel. Jeg holdt tidsskrifter om ufoer og troede på reinkarnation. Jeg tog alt muligt ned fra hylderne og fik en ’supermarkedstro’, men en dag mødte jeg en kristen kvinde. Til sammenligning syntes jeg på det tidspunkt, at det med Jesus, der levede for 2.000 år siden, virkede fjernt og knastørt, når det drejede sig om det daglige liv. Hvad tænker du om min søgen og åndelige oplevelser samt Guds opgave og vores opgave? Måske kan min troshistorie give inspiration. Jeg talte med hende næsten hver eftermiddag – en halv time over en kop kaffe. Der var mange ting, jeg ikke forstod og ikke helt troede på, men jeg fik svar på de store eksistentielle spørgsmål, som hvem jeg er, og hvad der sker, når vi skal dø. Hun gav mig flere kristne bøger, som jeg blev meget inspireret af, og hun fulgte således min åndelige rejse med stor interesse. På et tidspunkt blev jeg nødt til at spørge hende om, hvordan man gav sit liv til Jesus. Det forklarede hun mig. Efterfølgende kom en dag, hvor jeg lagde mig på knæ i min bruseniche, foldede mine hænder og bad Jesus om tilgivelse for de mange synder, jeg havde begået i hele mit liv. Jeg remsede alle dem op, jeg kunne komme i tanke om. Jeg bad Jesus komme ind i mit hjerte og blive herre i mit liv. Jeg var ikke sikker på, om der var sket noget, men da jeg efterfølgende kom ud af huset, havde jeg denne sære fornemmelse af, at græsset pludselig var blevet grønnere, og jeg havde en skøn følelse af lys indeni. Jeg smed straks alle de bøger og hæfter på forbrændingen, som handlede om ufoer, okkulte fænomener, og hvad jeg havde af pornografi. Da vi ugen efter mødtes igen, smilede og lo hun af glæde, idet hun kunne se forandringen i mine øjne. Troen på reinkarnation var blevet skiftet ud med en levende tro på Jesus. Efter den forvandling var det, som om jeg fuldstændigt mistede lysten til at bande. Når nogen bandede, var det, som om bandeordet stod og blinkede rødt som et neonlys midt i sætningen, som om det slet ikke skulle være der. Det er en følelse, jeg stadig har. Jeg mistede enhver lyst til at lyve. I den periode fik jeg en vidunderlig oplevelse, da det pludselig gik op for mig, at korset slet ikke betyder død, men liv. Indtil da havde jeg altid anset korset som noget dystert, man kun brugte ved begravelser. Vi fortsatte vores samtaler, og siden har der også været mange andre trosfæller. På et tidspunkt blev jeg skilt og var meget alene i 4 år og kom væk fra Jesus, men fandt heldigvis tilbage, takket være Guds nåde, gode kristne og menigheden. Det at tro på Jesus betyder meget for de valg, som jeg træffer i hverdagen. Jeg vil så gerne give det videre, jeg har fået. Mange valg bliver truffet efter bøn. Jeg er aldrig alene, selv om jeg ikke altid kan mærke det. Jeg ved, hvor jeg skal tilbringe evigheden. Det er rart at kunne bede til sin far i Himmelen, hvis man har brug for hjælp. Gud hører enhver bøn. Vi må forstå vores tid og vores modtager Kære ven Tak for samtale og dit lange skriv, som jeg har kortet ned. Det har bestemt givet mig både inspiration og opmuntring. Efter dit skriv reflekterer jeg over følgende: 1. Du var totalt uvidende om det kristne liv og budskab. 2. Du havde brug for, at det åndelige blev personligt, spændende og hverdagsagtigt og ikke knastørt. 3. Du havde helt afgørende løbende brug for andre kristnes vejledning og menigheden. 4. Du fik stor inspiration fra kristne bøger skrevet også til søgende mennesker 5. Din omvendelse var radikal, og du fik virkelig ryddet ud og op, men de tilskyndelser kom indefra og ikke fra andre mennesker. Det er en stort spørgsmål, du stiller, og dit liv giver jo faktisk også mange gode svar herpå. Tidligere sagde vi i kirkerne: Belong – Believe – Behave I dag er vi mere i retningen af: Touch – Taugth – Transformed Som kristne er vi kaldet: ’Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.’ Rækkefølgen er intimitet med Kristus, og ud af det fællesskab gør Han os til menneskefiskere. Jeg forsøger at svare på dit spørgsmål: 1. Gud har lagt en længsel efter Ham i alle mennesker, og hver trosrejse er unik. 2. Vi må forstå vores tid og vores modtager. Hjertekommunikation er ikke kun at sige noget, det skal også lande rigtigt i vores næste. Opfølgning er guld værd, og her var du meget velsignet. 3. Vi skal som kristne arbejde derfra, hvor Helligånden allerede er i gang. ’Og bor der et fredens barn dér’(Luk.10.6) 4. Vi skal vide, at der oftest skal mange ’åndelige dryp’ til, før et menneske omvender sig. Vi må slappe af, når det gælder ønsket om at ville se høsten nu, Gud har tid, og vi skal hver især blot give det dryp, Gud vil til den enkelte lige nu. De første skridt er måske et måltid mad, en samtale og et smil. 5. Som kristne er vi kaldet: ’Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.’ Rækkefølgen er intimitet med Kristus, og ud af det

Ubearbejdet vrede kan få os ud af Guds kurs med vores liv Brevkasse Af Poul Henning Krog 21. apr. 2023/16 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-99236.mp3?cb=1682082393.mp3 Kære Poul Henning Jeg lever som en kristen, men blev formentlig udsat for et dæmonisk angreb i en presset situation. Det har jeg ikke prøvet før på den måde. Jeg var frustreret, overbebyrdet og vred over forskellige hændelser og kunne derfor ikke falde i søvn. Til sidst faldt jeg i søvn, men vågnede med et skrig, idet jeg oplevede at kaste mig til siden i sengen, for at undgå en slange, der angreb mig med sit bid. Jeg blev ikke ramt, men var helt rundtosset af oplevelsen og fortsat vred. Jeg havde lyst til at lade al min harme og frustration gå ud over andre, men hørte ordet i mit indre: ’Bliv blot vrede, men synd ikke.’ Jeg tænkte, at det var Helligånden, der stoppede mig i at forstærke en konflikt. Jeg har nu fået talt ud med mine nærmeste, vi har også fundet løsninger, og vreden har lagt sig. Jeg er dog ked af, at jeg ikke formåede at håndtere min livssituation og blev så vred. Jeg reflekterer nu over overbebyrdelsen, vreden og slangen, tak om du vil rådgive mig, så jeg forhåbentlig ikke kommer i en sådan situation igen. Mvh Den anonyme   Kære ven Tak for dit dramatiske skriv. Vrede er en normal følelse, når vi udsættes for noget, som er urimeligt eller frustrerende. En del kan måske genkende, at der i vredeskulturen kan opstå onde ord, men ligefrem dæmonisk indflydelse er ikke så almindeligt. Helligånden kom dig til hjælp, så det i situationen skrøbelige ikke blev forværret, for der var meget på spil. Det er godt, at du reflekterer og spørger, for at du og vi andre kan lære af din voldsomme oplevelse. Overbebyrdelse og forebyggelse Det er indlysende, at bliver vi overbebyrdese og pressede, er lunten kortere. Overskuddet er væk, og vi bevæger os på kanten af vores formåen. Vi er alle i læring til at sige ja og nej. Mit råd til dig er, at du skal prioritere i livet, så der er plads til det uforudsete. Det sker som bekendt i vores dagligdag, at omstændigheder eller andre menneskers adfærd presser vores dag. Da det uventede er et livsvilkår, må der som udgangspunkt være en elastik i vores planlægning af dagens gøren og væren. Det lyder som om, at din elastik i den aktuelle situation var trukket helt ud og sprang. Når elastikken springer, er vi i et højrisikofelt, hvor det onde let forværres. Vrede Du reagerede med vrede, men følte ikke, at du kunne komme af med din vrede. Det er naturligvis bedst, hvis du på en god måde i situationen kan komme af med din vrede, men der er situationer, hvor det er bedst at tælle til 10 eller måske 1000 eller trække sig. Du skal vende den anden kind til og gå en ekstra mil, men vi har som bekendt kun to kinder, og Jesus siger ikke, at vi skal jorden rundt. Gud har givet os dejlige og også svære følelser, de svære følelser er signalflag, der fortæller, at der er noget galt, som må bringes på plads. Jesus blev vred, da handelsfolk havde forandret templet fra et bedehus til en markedsplads. Vrede er ikke en forkert følelse, så det at blive vred skal ikke medføre, at du tænker, at du er forkert. Vrede er imidlertid en stærk følelse, og i vrede kommer vi let til at sige noget, vi bagefter fortryder. Derfor var det skønt, at du hørte Helligåndens tale og det korte bibelcitat om vrede fra et vigtigt afsnit i Bibelen: ’Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen….Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det. Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag. Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men ,vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.’ (Ef.4:25-32)’ Skrøbeligheder fx ubearbejdet vrede, kan få os ud af Guds kurs med vores liv. Guds opdragelse bevirker derimod, at det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt. ’Læg løgnen bort’, kan formentlig i din situation tolkes på den måde, at du vil mere, end du kan holde til. Det er fint, at du er ivrig og ikke tøvende, men ivrigheden skal omfavnes af Helligånden, så du bliver brændende. ’Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.’ (Rom12:11) Vi skal ikke være sløve, ligegyldige og dovne, men vi skal heller ikke gå foran Herren, for kaldet handler om efterfølgelse af troens banebryder. Inden din overbebyrdelse skulle du have sagt nej og ikke ja til ekstra opgaver. Vreden har sin plads, inden solen går ned. Det kan være klogt at tælle til 1000 eller trække sig, så konflikter ikke optrappes; for synden og de rådne ord kommer let i vredens kølvand. Tillykke med, at du blev stoppet, så konflikten ikke blev forstærket. Solen gik dog ned, for jeg læser i dit skriv, at du gik i seng med en vrede så stor, at du ikke kunne sove. Det har de fleste nok prøvet, men du og vi må dog alle øve os i og bede om at få implementeret, hvad Skriften siger. Lige her er der en uhyggelig og forfærdelig konsekvens af ulydighed; vi giver plads for Djævelen. Dæmonisk indflydelse Chokerende oplevede du en slange, der ville overfalde dig, mens du sov. Det er også ganske skræmmende, at du til dels ubevidst havde givet Djævelen råderum og lov til at blande sig. Når vi giver plads hertil, er resultatet udenfor vores styreevne. Den onde vil altid ramme os, hvor vi er svagest. Vi

Jeg små-irriteres over mine børns generation Brevkasse Af Poul Henning Krog 24. mar. 2023/12 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-98850.mp3?cb=1679666428.mp3 Kære Poul Henning, Jeg har over længere tid opdaget, at jeg til stadighed går og bliver lidt små-irriteret på min børns generation. Den generation, der er i slut 20’erne og 30’erne og ofte har små børn. Jeg oplever, at de selv synes, at de har meget travlt og derfor ikke har overskud til familiesammenkomster og involvering i frivilligt arbejde i kirken, som jeg selv har gjort hele livet. De virker bare til at være så trætte og til tider at have ondt af sig selv. De er ind imellem både sygemeldte eller stressede. Jeg mærker, at jeg bliver frustreret og får lyst til at ruske op i dem, fordi det er mig en gåde, hvorfor de oplever sig så trætte. Jeg ved godt, at det at have små børn er trættende, men jeg mindes ikke selv at være så træt. Kan du hjælpe mig med at forstå dem bedre? Og hvad kan jeg gøre, som ikke blot lyder som ham den gamle, der siger, at de skal tage sig sammen? Venlig hilsen Den gamle bedstefar   Kære gamle bedstefar Dejligt at du skriver, jeg tror bestemt ikke, at du er den eneste, der har haft den tanke og følelse. Enhver situation er noget særligt, men tidsbilleder og kultur har også stor indflydelse. Tidsbilledet er forandret Måske var din hustru hjemmegående eller kun delvist på arbejdsmarkedet? Vi selv havde ung pige i de 8 år, hvor vores børn var små, det var en vidunderlig gave. Der er faktisk ofte brug for et ekstra menneske, når børnene er små og her særligt også de syv gange pr år, hvor de i gennemsnit er syge. Værdier og prioriteringer var enklere, da du var ung kristen med familie. Her var kirke og gudstjeneste ikke til diskussion. Du var og er afklaret i, at du har to familier – kirken og din biologiske familie. I dag er større selvrealisering, ønsket om og mulighed for mange oplevelser, højere tempo, store krav til efteruddannelse og forandring, fritid og børns mange individuelle ønsker på dagsordenen. Når dine børn er færdige med to job, to efteruddannelser, egne fritidsinteresser, hente og bringe dine børnebørn til institutioner og engagement i børnenes legeaftaler samt mange køreture til sportstræning og kampe også om søndagen, så begynder kræfterne at ebbe ud. Kirken og storfamilien bliver et valg, og i praksis, som du skriver, desværre nogle gange et fravalg. Prioriteringer Alle børnefamilier spejder efter bedsteforældre, fordi deres egen tallerken ofte er for fuld. Du må være et forbillede og bede for din families prioriteringer. Alle børnefamilier spejder efter bedsteforældre, fordi deres egen tallerken ofte er for fuld. Stress og mistrivsel er blevet en epidemi i vores land. Vi kan alle blive syge og overbebyrdede, men helt grundlæggende må det handle om et sundt og bibelsk værdigrundlag og prioritering. Vi er et tempel for Helligånden, der ikke er stresset. Uanset hvor vi færdes, kan alle livsingredienser blive værdifulde. Vi må spørge os selv, hvem der sidder på tronen fra nu til nu i livets daglige valg? Er det Gud eller os selv? Jeg tænker, at den sunde bibelske prioritering er: 1. En treenig Gud 2. Ægtefælle og her også et fælles bønne- og andagtsliv 3. Børn 4. Kirke 5. Uddannelse og arbejde 6. Fritid Fadervor begynder i himlen Vi kan ikke alt og skal ikke alt. Når vi beder Fadervor, begynder vi vel og mærke med det himmelske perspektiv. ’Fadervor, du som er i himlen’. Guds ønske er, at vi ikke begynder med det jordiske, men det himmelske. Vi begynder ofte dagen med bøn om hjælp til alle vores gøremål. Det er som en cardigantrøje, der knappes forkert, vi fortsætter, og det bliver ved med at være forkert hele dagen. Vi må derimod begynde i Himlen. Gud siger: ’Kom herop, så vil jeg vise dig, hvad der siden skal ske’ (Åb.4:1) Dagen begynder med, at vi i Fadervor kommer op i himlen, og her viser Gud os hans tanker, planer og værdier. Vi er nye skabninger i ham, vi er i ordet, vi forvandles efter det billede, vi skuer, og er ovenikøbet allerede i Kristus sat i det himmelske (Ef.2.6). Først derfra kommer vi ned på jorden og beder videre om dagligt brød og gøremål. Det er ikke let at være bedstefar, men du må være et forbillede og bede for din familie, at Gud vil give dig gunstige øjeblikke med tid til dybere samtaler om værdier og prioriteringer. Kærlig hilsen Poul Henning Del