Poul Henning Krog

poul_logo_200

Kan vi lære at mestre stress som livsvilkår?

Kære Brevkasse

For en del år siden blev jeg ramt så alvorligt af stress, at jeg blev sygemeldt fra mit arbejde som præst. Efter en proces med rådgivning og et kursus hos en stresscoach vendte jeg tilbage efter 1/2 år, en masse erfaring rigere. Det gik godt med at vende tilbage til kirken og mit liv, selv om jeg stadigt til tider kan blive stresset. Jeg ser i dag stress som et livsvilkår.

Siden har jeg taget en uddannelse, hvor jeg kan hjælpe folk, der er ramt af stress. Det har givet mig nogle gode værktøjer, når jeg møder folk, der er ramt af stress. Der er dog nogle observationer, jeg har gjort mig, som rejser flere spørgsmål. Det første er, at jeg møder folk, der søger forbøn, hvor de ønsker, at der bliver bedt om, at de må blive fri fra stress.

Kan du give et råd om, hvordan jeg kan møde den enkelte, når jeg tænker, at forbønnen dybest set kun handler om stress som et symptom på noget, der måske kan håndteres på en anden måde? Er det rigtig, at man kan se stress som et livsvilkår, alle vil kunne lære at mestre? Ser frem til at høre dit svar.

Med venlig hilsen
Den nysgerrige

 

Kære nysgerrige ven

Tak for dit spændende og yderst relevante skriv. Vi takker Gud for, at du fik hjælp, og skønt, at du nu hjælper andre.


Præstegerning

Vi må være nådige overfor os selv, for også du er i et udsat erhverv, så velkommen i klubben, jeg selv har været ramt dog kun nogle uger. Særligt os, der arbejder med mennesker – præster, ledere, sundheds-, pleje- og ældresektoren, politifolk og lærere m.v., er alle meget udsatte. Samtidig er samfundet i en så hastig og stressende forandring, at det eneste, der er konstant, er forandring.

At være forandringsparat er et af tidens modeord. Vi må alle have en ydmyg lærende holdning hele livet og tilse, at vores livselastik kun sjældent er spændt ud i nærheden af maximal belastning, for livet går ikke altid, som vi præster prædiker, og fortid iblandet nutid kan give overraskende falske og usunde toner.

Stressramt og forbøn

Jeg tænker som du, at årsagen til stress er helt central. Den stressramte vil måske komme til forbøn, for hurtigt at blive fixet for sine symptomer, for dernæst at fortsætte med en urealistisk livsstil. Forbønnen må ud over at modtage Guds lægedom også handle om at modtage Guds visdom og åbenbaring til at forstå sig selv.


Hvorfor er jeg stressramt? Hvad er det, jeg tilsyneladende ikke kan se og håndtere? Hvad er det, som fremadrettet skal ændres? Hvilke følsomme emner fra fortiden ramler ind i nutiden? Her må forbønnen suppleres med samtaler. Dem, der brænder, er også i risiko for at brænde ud. Er brændstoffet jeg’et eller Kristus må altid løbende vurderes.

At gå til forbøn viser et personligt initiativ og kan blive et afgørende vendepunkt, for personen er netop interesseret i at leve med Gud, sig selv og sin næste på den sunde måde. Måske skal vedkommende lære og fornyes i at sige ja og nej til opgaver. Hvis ikke man skal manipuleres af andre mennesker eller druknes af svære omstændigheder, skal et ja være et ja og et nej være et nej, som Jesus netop underviser om i bjergprædikenen. Lige her begår vi alle ind imellem fejl, også fordi livsvilkåret for en discipel er, at høsten er stor og arbejderne få.

Muligvis er vedkommende urealistisk i bedømmelse af egne evner og kræfter. ’Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham.’(Rom.12:3) Her rører vi ved kernen til stress! Vil vi noget, som Gud ikke vil og har givet os tro til, vil vi være i risiko for stress?

Vi kan alle kompensere for svagheder og manglende evner, men som udgangspunkt må vi i tro søge Gud, der vil vise os, hvad vi skal. Der er en verden til forskel på vores idéer og Guds idéer. Vi må kort og godt i tro tjene og gå ind i dagens forudberedte gerninger. Måske tjener vi med noget, som Gud ikke har kaldet os til?


I forbønnen vil Gud gribe ind og lade sandheden sætte os fri. Sandheden kan være, at der både er for meget på vores tallerken, og at noget på tallerkenen slet ikke er Guds vilje. Sandheden vil dybdedykke i årsagen og blotlægge noget, der kan være ømtåleligt. Accept af gaver, kald, tjeneste og virkeligheder fra år til år må bundfældes i Guds hvile. Heldigvis serverer Jesus altid sandheden pakket ind i nåde, og Guds nåde leder os både til omvendelse, men også til at være barmhjertige overfor os selv, for Gud er barmhjertig.

Gud har skabt os underfuldt og unikt i sit billede med et svimlende DNA. Gud kalder os til at være gode DNA-forvaltere af alle fire tjenere – legeme, følelser, vilje og forstand, de er tjenere og ikke herrer. De skal derimod styres af en treenig Gud. Vi skal tage vare på os selv, men også tjene de andre med det, vi har, og ikke med det, vi ikke har.

Gode DNA-forvaltere

Gud har skabt os underfuldt og unikt i sit billede med et svimlende DNA. Hver celle har i sin kerne et DNA, der fuldt rullet ud er 2 meter langt. Hvert menneske har 37 billioner celler. Længden af vores samlede unikke arvemateriale bliver dermed 2 meter x 37 billioner. Vores DNA har dermed den længde, der er mellem Jorden og solen retur 247 gange. Gud kalder os til at være gode DNA-forvaltere af alle fire tjenere – legeme, følelser, vilje og forstand, de er tjenere og ikke herrer.

De skal derimod styres af en treenig Gud. Vi skal tage vare på os selv, men også tjene de andre med det, vi har, og ikke med det, vi ikke har. ’Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.’(1. Pet. 4:10) Vores udfordring for at undgå stress bliver derfor ved Guds nåde at forvalte vores underfulde skabning, så den passer med det, som reelt fylder vores livstallerken. Den udfordring er vi på rejse i hele livet, idet vores alder og livsomstændigheder forandres.

Kan vi i tide afsløre at stress er på vej?

Naturligvis skal vi gå til forbøn og søge hjælp hos både Gud og mennesker og også lære af vores fejltrin. Guldstandarden brugt Worldwide de sidste knap 50 år er et spørgeskema om udbrændthed – Maclach Burnout Inventory. En test med 22 spørgsmål som enkelt afslører, om der er fare på færde. Den kan googles, og dermed kan vi med rettidig omhu få gode vink med en vognstang.

Den stressramte vil måske komme til forbøn, for hurtigt at blive fixet for sine symptomer, for dernæst at fortsætte med en urealistisk livsstil. Forbønnen må ud over at modtage Guds lægedom også handle om at modtage Guds visdom og åbenbaring til at forstå sig selv. Hvorfor er jeg stressramt?

Kan vi lære at håndtere stress?

Jeg tror, at vi alle kan lære at håndtere stress. Der er meget fokus herom og mange gode redskaber. Personligt tror jeg, at kernespørgsmålet handler om, hvor trykket ligger. Er trykket på jeget eller på Kristus. ’Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, for jeg har overvundet verden.’(Joh.16.33).

Vi lærer her, at trængsler er et livsvilkår. Vi undgår således ikke trængsler. Trængsler ud fra grundteksten handler om tryk, stress, at blive ramt, at få kvaler, at blive overbebyrdet, at blive forfulgt, at blive urolig. Vi er grundlæggende magtesløse og har konstant brug for Jesus som vores frelser. Vi må ikke forlade os på vores forstand og egen formåen, da kører vi i grøften. Gud vil lede os frem i fred og glæde i Ham uanset omstændighederne.

Guds vind

Der findes mængder af litteratur, kurser og træning i at håndtere stress. Salme 23 er ren terapi i at undgå stress eller håndtering af stress. Det har jeg forsøgt at uddybe i bogen PsykiaTro. Med ønsket om fortsat Guds vind i tjenesten som præst, coach og forbeder.

Kærlig hilsen
Poul Henning Krog

Scroll to Top