Min søster skærer i sig selv. Hvordan kan jeg hjælpe? Brevkasse Af Poul Henning Krog 15. maj. 2020/20 Kære Poul Henning Jeg er 23 år, og min ældste lillesøster er netop fyldt 20 år. Vi er begge flyttet hjemmefra. Vores forældre har yngre tvillinger og har meget travlt med dem. Det er måske en væsentlig medårsag til problemet. Min søster har betroet sig, jeg har fået lov til at læse hendes dagbog. Hun skriver flere gange, at hun er træt af livet. Hun har ar og snitsår på begge underarme. Cutting får hende til at glemme, siger hun. Hun er også blevet syet på skadestuen, når det var værst. Jeg har lovet hende ikke at sige noget til vores forældre, og det løfte holder jeg. Hvordan kan jeg hjælpe min søster? Kærlig hilsen Linnea   Two female friend comforting each other during bad days being sad, hugging. Friendship concept Kære Linnea Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt, at din lillesøster har dig. Når det er skrevet, skal du hurtigt få løftet det tunge ansvar af dine skuldre. Du skal stadig være hendes omsorgsfulde søster, der lytter og giver sig tid – men ansvaret skal ikke være dit fremadrettet. Umiddelbart vil jeg opfordre til åbenhed i forhold til jeres forældre, for kender de til din søsters tilstand, vil jeg formode, at de vil forstå alvoren. Mit gæt er, at de har en travl og hektisk hverdag med små børn – og selv om det ikke er sagt højt, regner de med, at I voksne børn kommer til dem, hvis der er noget. Et råb om hjælp Du skal vide, at langt de fleste mennesker, der har selvmordstanker, ikke ønsker at dø – men alle, der taler om at begå selvmord, har brug for at blive hørt og taget alvorligt. Din lillesøster råber om hjælp, fordi hun har ondt i livet. I første omgang skal din søsters praktiserende læge som tovholder sættes ind i sagen. Henviser han til lokalpsykiatrien, kan din søster udredes og få den tiltrængte behandling. Rådgivning Hvor jeg arbejder, har vi et kort, som gives til personer med selvmordsudfordringer, her er overskriften: Hvem skal jeg ringe til? Der er ni telefonnumre, og det er godt at være velforberedt og på forkant i gode tider. I den region I bor i, er der også mulighed for at rette henvendelse til Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse. Her tilbydes der individuelle behandlingsforløb til unge, og din søster vil modtage både støtte og rådgivning. Det kan være kortere eller længere terapeutiske forløb med kontakt til andre behandlingsinstitutioner og myndigheder. Alle er velkomne til at kontakte kompetencecentret direkte, også dig som pårørende. Gud er på vores side Bed for din søster, og bed sammen med din søster. Når hun på et tidspunkt er parat, så skænk hende stærke og trøstende ord fra Bibelen. Mennesker har til alle tider lidt og stridt, men vi kristne ved, at vi aldrig er alene. Gud er ved vores side, uanset hvor mørkt det hele synes. Guds nåde er ny hver morgen. I Lukasevangeliet understreges det, hvor værdifulde vi er for Gud: ”Sælges ikke fem spurve for 2 skilling? Og ikke en af dem er glemt af Gud. Ja, selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve.” (12, 6-7). Går vi 3000 år tilbage, var sandheden den samme. I Salmernes Bog (GT) står der: ”Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud. Tæller jeg dem, er de flere end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.” 139.17-18. Gud velsigne jer. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Travlhed skaber afstand og sårede følelser imellem os Brevkasse Af Poul Henning Krog 15. maj. 2020/20 Kære Poul Henning Vi kæmper med et mønster, vi gerne vil have hjælp til. Vi elsker hinanden, men er begge udfordret, særligt når den ene har travlt. Den travle kommer hjem og fortæller løs og går da videre uden at lytte. Normalt bærer vi over med det mønster, men fortsætter det i uger, hober frustrerede følelser sig op. Nogle gange går der et par dage, før vi opdager, at kæden er hoppet af. I mellemtiden har den ikke-fortravlede trukket sig ind i et sneglehus og tænker tanker som: ”Det er nok ikke så interessant, det jeg har oplevet”, ”Hvis det virkelig har interesseret, ville jeg få nogle spørgsmål”. Når det er værst, kan tanker i sneglehuset ligefrem være præget at forladthedsfølelse eller ligegyldighed. Tak for et godt råd. Kærlig hilsen Dorthe og Ulrik   Travlhed, dominerende adfærd og manglende empati skaber sårede følelser. I må give hinanden lige meget plads og løbende favne hinandens verden. Kære Dorthe og Ulrik Tak at I skriver, det er et stort tegn på villighed til forandring. Det lyder til, at der er to dårlige mønstre. Travlheden gør alle mennesker fokuseret. Dette fokus går let ud over andre mennesker, særligt udsatte er dem, der er tæt på. Det ene mønster, I deler, handler om travlhed, dominerende adfærd, selvoptagethed og manglende empati. Det andet mønster handler om at trække sig på et forståeligt, men forkert grundlag, her er følelserne såret. Den sårede trækker sig, og de efterfølgende dage ruller mange dårlige tanker igennem hovedet. Den, der dominerer, opdager det ikke, hvilket vidner om, at opmærksomhed og finfølelse helt er druknet i selvoptagethed. Når I så følelsesmæssigt mødes efter et par dage, er I ret langt fra hinanden. Giv talekort til begge Dominansen kunne være blevet afbrudt, i første øjeblik det mærkes, at det ene ”talekort” bruges for intenst. I princippet kunne dette opdages af både den, der dominerer, og den, der ikke dominerer. Det vil nok være lettest at mærke for den, der bliver domineret. Ros til den af jer, der indser virkeligheden først. Den kolde luft i et par dage kunne let være hindret i tide. Dominansen burde erstattes af empati, øje for øjeblikket, fokus på den andens liv og et oprigtigt ønske om at sætte den anden først. Hold fokus på den anden I må øve jer. Når I begge har været afsted, er der to tandhjul, der skal finde sammen, når I mødes igen. Det kan være svært. Aftal her, at den, der lettest dominerer, skal tie stille og give plads og fokus for den andens liv. Den ikke dominerende kan være for venlig, idet I skriver, at frustrationerne alligevel ender med at hobe sig op. I er som to egetræer, der skal danne krone sammen. I må give hinanden lige meget plads. I må løbende favne hinandens verden. ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”(1Kor.13:4-7) ”Fang os de ræve, de ræve små, som hærger vinen, vor blomstrende vin” (Høj.2.15) Gud vil hjælpe jer. Øvelse gør mester. Kærlig hilsen Poul Henning Del

Min mor har kræft – skal jeg flytte hjem? Brevkasse Af Poul Henning Krog 1. maj. 2020/18 Kære Poul Henning Min mor på 56 år fik for nogle måneder siden konstateret kræft og blev hasteopereret. Efterfølgende fik hun kemobehandling. Hun har helt opgivet livet. Jeg er selv først i 20’erne og er under uddannelse. Jeg flyttede, som den sidste i børneflokken hjemmefra, umiddelbart før min mor blev syg. Vores mor har ikke haft det nemt, mine søskende og jeg har boet alene med mor. Vi er hendes et og alt. Når vi spørger ind til hendes behandling, svarer hun, at vi ikke skal bekymre os. Da jeg efter operationen sendte hende blomster, blev hun vred og replicerede, at blomster mindede hende om sygdommen. Jeg overvejer, om jeg skal flytte hjem til hende, for hun har tydeligvis brug for mere støtte. Tror du, at vores mor bliver hurtigere rask, hvis jeg flytter hjem igen? Tror du, at et menneske lettere får kræft, når det er ensomt? Med venlig hilsen Mille Livet, også i en svær tid, handler ikke om skyld, men om kærlighed, ærlig dialog og evnen til at åbne sig for virkeligheden. Uanset hvilken løsning I finder, er det vigtigt, at ingen af jer bærer ansvaret alene. Kære Mille Din beskrivelse af jeres situation er hjerteskærende. Naturligvis har du og dine søskende et stort hjerte for jeres mor, men I skal også finde vej i jeres liv. Balance er et stort ord. At jeres mor ikke har haft det nemt, er ikke jeres ansvar. I behøver hjælp til at skille tingene ad. I må ikke blive opslugt af fortidens omstændigheder. I kan hjælpe med at udbygge et omsorgsfuldt netværk f.eks. igennem Kræftens Bekæmpelse. Dine to spørgsmål til mig besvarer jeg med varsomhed, for det er tydeligt, at du lægger din mors udfordring på egne skuldre. Du er 23 år, er under uddannelse og har livet foran dig. Om din mor bliver hurtigere rask, hvis du flytter hjem til hende, tænker jeg nu ikke. Det vil naturligvis være fint, om I på skift kan være hos hende, mens kemobehandlingen er i gang. Du må ikke føle skyld over at være flyttet hjemmefra. Det fysiske og psykiske i vores krop spiller sammen på en meget kompleks måde. Der findes undersøgelser, der viser, at ensomhed forkorter livet. Livet, også i en svær tid, handler ikke om skyld, men om kærlighed, ærlig dialog og evnen til at åbne sig for virkeligheden. At jeres mor bliver vred, frustreret eller indesluttet skyldes afmagten i hende selv. Her skal hun have hjælp og værktøjer til at bryde gamle mønstre; det handler ikke om jer. Naturligvis skal I være der for hende, men har I andre i familiens netværk? Har din mor søskende eller gode veninder? Uanset hvilken løsning I finder, er det vigtigt, at ingen af jer bærer ansvaret alene. Jeg foreslår, at I holder andagt sammen med jeres mor. I og jeg kan bede til Gud om helbredelse. Opbyggelige og styrkende stunder, hvor I deler ord fra bibelen og taler sammen om de svære ting, I hver især tumler med. Gud er trøstens Gud. “Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud!” Salmernes Bog 139:16-17 Kærlig hilsen Poul H Del

Er det stress eller depression? Brevkasse Af Poul Henning Krog 1. maj. 2020/18 Kære Poul Henning De sidste par år er jeg blevet mere og mere stresset som sygeplejerske. For et år siden blev jeg derfor sygemeldt i tre uger. Jeg kom i gang igen med mit arbejde, som jeg er glad for og puster ud, når jeg har ferie. De første dage af mine ferier, er jeg som regel nedtrykt. Jeg er bange og bekymret for, at jeg ikke kan klare mit arbejde fremadrettet. De sidste tre uger er det gået helt galt med min søvn. Jeg har mange ubehagelige tanker, der kværner rundt i mit hoved. Jeg kan ikke falde i søvn og sover ofte kun få timer. Jeg har været ved læge og fået sovemedicin til en uge, det hjælper ikke. Jeg har igen været til læge, der nu mener, at det ikke er stress men en depression. Jeg er derfor påbegyndt antidepressiv medicin. Min familie og jeg synes dog kun, at tristheden og den manglende energi er i den milde ende. Min søvn er fortsat håbløs. Kan du hjælpe mig? Kærlig hilsen Robert   Den udløsende årsag lyder til at være et stresset arbejde. Du må derfor i samarbejde med din læge, psykolog og familie vurdere, hvordan en klog fremtid skal se ud i forhold til arbejde. Kære Robert Det gør mig ondt at høre. Jeg tænker umiddelbart, at din tilstand er startet som stress. Arbejdets stress er ikke blevet stoppet, men har ligget under radaren det sidste år bortset fra tristhedsdage i starten af flere ferier. Nu bryder det så mere igennem med massive søvnproblemer og katastrofetanker. Hvis sovemedicin ingen effekt har, er det massivt. Søvnmangel afstedkommer naturligvis en øget eksponering for både mere stress og begyndende depressionssymptomer. Jeg kan forstå, at du ikke har haft et vægttab eller et massivt tab af energi, humør og lyst til at dyrke dine interesser. Det lyder derfor ikke som en klassisk depression. Dit forløb og dine symptomer taler for en længerevarende depressiv tilpasningsreaktion som diagnose. Her kan symptomerne variere fra nedtrykthed, angst, bekymring over til en følelse af magtesløshed og uoverskuelighed eller vanskelighed ved at fortsætte i den nuværende situation. Da stress kan føre til en mere regelret depression, vil det være fornuftigt at dække sig ind med en antidepressiv behandling kombineret med et psykologforløb med f.eks. ti samtaler. Jeg vil anbefale mirtazapin, hvis du ikke har vægtproblemer. Det er det eneste antidepressive medicin som gives til nat, idet det også har en søvnvirkende effekt, dertil kan lægges seroquel 25mg 1-3 tabletter – så tal med din læge herom. Du skal helst ikke være sygemeldt for længe. Det er bedre at komme lidt i gang med arbejdet end at gå derhjemme med sine tanker. Din psykolog skal også hjælpe dig ud af dit tankemylder og søvnproblemer. Fra det kristne perspektiv vil jeg anbefale, at du googler Christfullness meditation – ”Kristus i jer, herlighedens håb”. Her er der øvelser og sund, hjælpsom meditation og bøn. Jeg vil opmuntre dig til at leve endnu mere ud fra din Kristus identitet. Det betyder, at du ikke skal være styret af penge, karriere, hvad andre tænker og egne præstationer. Det kommer vi alle til ind imellem, men Gud kalder os til at finde det ægte jeg i Ham og herfra lade livet folde sig ud. Han giver os sin ånd med kraft, kærlighed og et sundt sind. Den udløsende årsag lyder til at være et stresset arbejde. Du må derfor i samarbejde med din læge, psykolog og familie vurdere, hvordan en klog fremtid skal se ud i forhold til arbejde. Heldigvis er der flere muligheder indenfor dit fag både i forhold til afdeling, speciale og den ugentlige arbejdstid. Ingen af os kender vores grænser, du har ramt en grænse. Denne erfaring skal du positivt tage med videre fremad. Brug gerne krisen til at fordybe dig i Kristuslivet. Kærlig hilsen Poul H Del

Hvordan kan jeg bedst være der for min mand? Brevkasse Af Poul Henning Krog 24. maj. 2024/21 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-106345.mp3?cb=1716553868.mp3 Jeg er sorgfuld over, at han ikke kan være min bedste ven og støtte, når jeg har brug for det. Hvordan navigerer jeg i alt dette? Kære Poul Henning. Jeg er gift på fjortende år med en kærlig og omsorgsfuld mand. Vi har ingen fælles børn, men mine børn, svigerbørn og børnebørn er meget glade for min mand. Desværre har han et anstrengt forhold til sin egen familie. Min mand er diagnosticeret med paranoid skizofreni og har haft sygdommen i 30 år. Han er velmedicineret og fungerer på mange områder okay. Mange af de daglige praktiske opgaver er han blevet god til og glad for at udføre, hvilket i sig selv er fantastisk. Jeg fik konstateret fibromyalgi for godt ti år siden, og har fået konstateret knogleskørhed og slidgigt i en tommeltot foruden allergi i pollensæsonen. Derfor er det ham, der tager de tungere opgaver og mig de lettere. Han er førtidspensionist og jeg er minifleksjobber. Jeg elsker min mand, min familie, min menighed, mit job og mit frivillige engagement. Det sker ofte, at han kun hører og/eller forstår halvdelen af det, jeg siger. Da han ikke kan huske, må jeg begynde forfra. Det virker, som om han lever det meste af sit liv i sin egen verden med et par bestemte emner og meget lidt i vores verden. Han hører med varierende mellemrum en enkelt stemme i sit hoved. Nogle gange tror han, at det er Gud, der taler til ham, nogle gange, at det er hans egne højlydte tanker, og nogle gange tror han, at det er Satan, der taler til ham. Vi har mange gange talt om, at det kun kan være en af delene, da der kun er en enkelt stemme. Vi ender hver gang med at finde frem til, at det må være hans egne højlydte tanker. Så går der en dag eller to, siger han selv, og han vender tilbage til udgangspunktet. Han sover og hviler tolv timer i døgnet. Ofte vil han helst blive liggende for ikke at skulle forholde sig til noget. Indtil jeg kom ind i hans liv, var han meget lidt interesseret i, hvad sygdommen giver af udfordringer. Jeg er et reflekterende menneske, og støder jeg på et problem/opgave, søger jeg al den viden, jeg kan få fat i. Det har jeg også gjort i forhold til min mands sygdom. Det er dog svært for mig at dele min tro og bede sammen med min mand, da vi læser og lægger vægt meget forskelligt. Vi beder Fadervor sammen hver dag og følges i kirke stort set hver søndag. Mentalt oplever jeg, at jeg altid skal være to skridt foran, og samtaler kommer oftest kun på mit initiativ. Samtaler er præget af hans lange latenstid, manglende logiske sans og sparsomme ansigtsmimik. Han mangler den følelsesmæssige forståelse for og interesse i, hvem jeg er, og hvor jeg er i livet. Vi har forsøgt at tale herom, men han forstår det ikke. Jeg er sorgfuld over, at han ikke kan være min bedste ven og støtte, når jeg har brug for det. Hvordan navigerer jeg i alt dette? Hvordan passer jeg på mig selv samtidig med at være der for min mand? Kærlig hilsen Den sorgfulde. Find balancen mellem håb, realisme og accept Kære ven Tak for dit ærlige skriv. Jeg forstår din sorg og frustration. Dine forventninger til din ægtemand er naturlige, men opfyldes på flere punkter ikke. I har jo faktisk begge brug for en pårørende. Det er skønt, at I elsker hinanden på trods af den svære kommunikation og adfærd. Uanset, hvad vi kæmper med, er det en stor opgave at være pårørende. De fleste har jo noget at kæmpe med, men I er særdeles udfordret. Det er forbilledligt, at I har fundet gode mønstre i både fælles bøn, trofasthed i kirken og de praktiske opgaver. At være pårørende er netop med empati at sætte sig grundigt ind i den andens lidelse og virkelighed, hvilket I og særligt du også gør. At I sammen og hver for sig realistisk får bygget med både tro, håb og kærlighed. Ro, enkelhed, rutine og regelmæssighed er nøgleord i det fælles samspil. Nye initiativer er svære, men at fastholde gode mønstre er lettere. Måske I kan berige og beriges i samvær med andre ægtepar med lignende udfordringer. Skuffelse og sorg Det sorgfyldte og skuffende opstår lettest, når forventninger er urealistiske. Følelserne er signalflag og fortæller her, at der er noget, som ikke er på plads. Paranoid skizofreni er karakteriseret ved ambivalens og fundamentale forstyrrelser i tænkning, opfattelse samt et ofte affladet følelsesliv. De såkaldte positive symptomer med hallucinationer, vrangforestillinger, styringsoplevelser m.v. er heldigvis i din mands tilfælde ikke udtalte også pga. medicinen, men de såkaldte negative symptomer er desværre tydelige. Generelt for sygdommen omfatter de negative symptomer kontaktforstyrrelser, passivitet, initiativløshed, manglende interesse og fremdrift, social tilbagetrækning og isolationstendens. Det komplekse samspil af mange funktioner beskriver du meget præcist i både kommunikation, manglende nærvær og den konkrete adfærd; det falder præcist ind under sygdomsbegrebet. De negative symptomer refererer til det, der er ’trukket fra’ normal tænkning og adfærd. De kognitive vanskeligheder viser sig ved nedsat koncentrationsevne, dårlig hukommelse, indlæringsproblemer samt problemer med planlægning og problemløsning. Tale og sproget er ofte vagt, omstændeligt, generelt og abstrakt og korttidshukommelsen kan være svækket. Det er således en stor mundfuld for jer begge, og hvordan skal I overhovedet kunne håndtere alt dette? Hvornår skal du kompensere for de mangler og gå foran? Hvordan kan du undgå at komme i sorg? Uden at kende jer godt, tænker jeg, at der også er elementer af autisme, hvilket ofte ses ved skizofreni, og handler om den syges tilbøjelighed til at lukke sig inde i følelsesmæssig henseende. Andre kan ikke indføle sig i, hvad der foregår i den syge, og den syge har ofte mistet indfølingsevnen over for andre. Evnen til nærhed og intimitet er læderet, hvilket medfører, at dit behov også her er