Børnebørn og autostole Klumme Af Poul Henning Krog 8. dec. 2017/49 Af Poul Henning KrogLæge og forfatter Til vores store overraskelse er den ene af de bagerste seler til den ene af vores tre autostole lidt flosset i kanten. Frimodigt kørte jeg derfor i dag til T. Hansen for at fixe problemet. Jeg svingede den ret store autostol op på disken og bad om en ny sele til netop denne model, jeg håbede, at ekspedienten ville montere selen, for det med seler og autostole er ikke min stærkeste side. Den venlige ekspedient fandt min stol på computeren og meddelte mig, at den var udgået af produktion. Han foreslog, at jeg blot kunne søge efter denne sele på Gul og Gratis og printede hjælpsomt data på stolen ud til mig. Af gode grunde kunne han ikke vide, at han netop var ramlet ind i et af Susannes og mine svage felter. Vi er klart bedst til indkøb og forbrug og mindre gode i reparationsafdelingen. Jeg valgte ikke at oplyse ham om den nu 2 år gamle vandhane i fin indpakning, der stadig ligger klar på skabet i baggangen som afløser for vores dryppende vandhane. Jeg gik også uden om det emne, at det tog ½ år at anmelde en forsikringsskade på vores campingvogn, dengang jeg for voldsomt bakkede ind i indkørslen og ødelagde det bagerste skørt på vognen. At vores nyindkøbte pc er ½ år gammel og endnu ikke installeret, undgik jeg ligeledes at belemre ham med. Til ekspedientens undren spurgte jeg derimod ret hurtigt, hvad en ny autostol kostede. Det skulle vise sig heller ikke at være helt enkelt. Jeg kiggede mest på den stol, der var nedsat med 30% men fik hurtigt spørgsmålet: ”Hvor meget vejer jeres børnebørn? Jeg kunne have lyst til at spørge, hvad han selv ville gætte på! Alder kan jeg huske, men aktuel vægt på 4 børnebørn er nu egentlig også meget at forlange af en morfar og farfar. Jeg havde fokus på de autostole, der gik fra 9-36 kg, fra 15-36 kg og fra 18-36 kg. Jeg ringede til min bedre halvdel, der yderligere klargjorde, at det naturligvis skulle være en stol med Isofix-beslag. Vi afsluttede telefonsamtalen med, at vi vist lige nu har et toppunkt af 3 børnevægte på formentligt 12-15kg. Det betød så, at det med Isofix og en max variation på 9-36 kg tegnede det til at blive den dyreste autostol. Vi glemte for øvrigt i telefonsamtalen helt at medregne, at der til december kommer tvillinger i flokken af børnebørn! De må kunne være i den lille autostol vi har? Men vel ikke begge to? Ups – der er faktisk brug for flere stole fra december! Måske skulle vi få et ekstra bagsæde til vores stationcar? Så vil vi kunne håndtere de 6 børnebørn uanset vægt, blot vi får indkøbt flere autostole. Jeg kørte hjem uden stole, men med min a4 seddel med data, som jeg da blot skulle lægge ind på Gul og Gratis. Jeg er nu kommet i tanker om, at vores bil har to integrerede børnesæder i bagsædet. Med tilkøb af ”fangtisch und seitenkopfstütze” kan vi da håndtere børnevægte fra 9-36 kg. Så er det, jeg tænker på den gamle talemåde: de rige har mange penge, og de fattige har mange børn. Jeg kan tilføje børnebørn og hunde. Nu skal man ikke ride samme dag, som man sadler, så vi tænker videre og beder fortsat dagligt for vores børnebørn – og nu også om visdom til at få dem rigtigt placeret i de mange autostole. Del

Rekord – og en motionscykel Klumme Af Poul Henning Krog 22. sep. 2017/38 Af Poul Henning KrogLæge og forfatter Jeg skriver desværre ikke om den legendariske bil – Opel Rekord, men om min vægt, der har nået en rekord. Mit taljemål har jeg ikke turdet tage, men mit BMI er knap 27, akkurat lavt nok til at jeg fortsat kan få tegnet en livsforsikring. Da vi har livsforsikringer og ikke satser på deres udbetalinger, foreslog Susanne i går, at vi flyttede motionscyklen fra skuret ind i alrummet. Det gjorde jeg så. Uden styrthjelm røg jeg ellers af denne cykel for nogle år siden. Mirakuløst kom jeg i morges før arbejde op på denne mærkelige opfindelse, der får en til at cykle uden at bevæge sig rundt i landskabet. Et plejehjem har ellers forbilledligt løst dette problem. På TV så vi, hvordan et plejehjem viste film om de modnes cykeltur rundt i landskabet, mens de trampede løs og svedte tran. Idéen er afledning. Da mange ikke gider at motionere, er svaret afledning. Desværre må jeg også tilslutte mig denne tankegang. Min cykel uden motiverende assisterende film virkede dog stadigvæk! Fart, puls, kalorieforbrug, tilbagelagte kilometer. Jeg stoppede efter 25 minutter, 302 kalorier og 8.5 km. Min hund var imidlertid tydeligvis skuffet, idet jeg brød vores højt skattede vane på det bedste tidspunkt på dagen: Jeg i sofaen med min bibel og hunden ved min side med et kødben. En tradition som har fungeret næsten dagligt alle år, siden jeg var 4 år. Nuvel i starten var det børnebibelen, og ja, hundene har afløst hinanden, men de 66 bøger i Bibelen er uforandret. I dag blev det så de 8 kapitler i Joh. 1. og 2. og 3. brev – et fantastisk inspirerende brev om kærlighed. Min afledning fra motionen var Bibelen, den kunne fint ligge på styret, notater var dog vanskeliggjort, og hunden var til trods for et trøste-kødben ikke tilfreds. Det med afledning virkede faktisk. Jeg glemte sved, muskel-ømhed og denne trampen, da fokus blev et andet. Jeg forsvandt helt ind i bøn og bibel, men kom til mig selv, da Susanne kom ind i alrummet og bad mig tage to børnestole til bilen ned fra loftet. Jeg satte tempoet i vejret og afsluttede med en max. puls, fordelen er her for mig, at man må trække alderen fra 200. Overordnet må det vel være muligt selv for mig at motionere lidt mere og spise lidt mindre. Som dreng fik jeg trøstende at vide, at jeg blot havde hvalpefedt, men det er nu længe at være en hvalp. På sygehuset kl.08.00 gik jeg rundt med rank ryg, en frisk attitude og en psykisk følelse af velvære og overskud. Tænk at jeg kom op på denne cykel i dag. Jeg fejrer de små sejre, og for mig var det en alletiders rekord. Jeg prøver igen i morgen, for gode vaner tager 3 uger at opbygge. Del

Blinde høns og forbøn Klumme Af Poul Henning Krog 8. sep. 2017/36 Af Poul Henning KrogLæge og forfatter Trætte efter forberedelse og klargøring til et 13 mands julerykind smed Susanne og jeg os ned i lænestolene og fulgte med i ’Landsbyhospitalet’, en tv-serie som Susanne ynder at se. Det var nu godt med en pause og en kop kaffe. Vi blev suget 50 år tilbage i tiden og kunne nyde den rolige engelske stil og humor. Lægen talte med en patient, som havde været ude for et færdselsuheld. Samtalen handlede om overfladiske ansigtslæsioner, årsagen til uheldet og ufrivillige armbevægelser. Jeg hørte mig selv sige til Susanne, at han formentlig havde sygdommen Chorea Huntington. Nu er der under 10 ud af 100.000, der har den sygdom, så med den sparsomme sygehistorie var det måske nok et vel frimodigt gæt. Sygdommen er karakteriseret af ufrivillig, pludselige og hurtige ukontrollerede bevægelser af arme og ben. Sygdommen er en autosomal dominant arvelig lidelse, hvilket betyder at halvdelen af ens børn også får sygdommen. Dette kom også tydeligt frem i filmen for ganske rigtigt og lucky punch, jeg råbte begejstret til Susanne, der var gået ud i køkkenet – Yes – det var Chorea Huntington! Jeg oplevede derefter et af de få øjeblikke i livet, hvor ens hustru kiggede forundret på en. Denne undren skal særligt ses i det lys, at vores børn har oplyst os om, at mange forskningsprojekter afslører, at børn er mere tilbøjelige til at arve intelligens fra moderen. Ved hjælp af forsøg med mus og rotter, skulle gener, der har betydning for intelligensen, være deaktiverede, hvis de stammer fra faderen, mens samme gener fra det mødrene ophav er aktive. En skræmmende tanke for os mænd. Endnu en god grund til at forsyne musefælden på loftet med en god spegepølse. Sidste år fangede jeg 7 mus i juledagene, men så var der også ro. Vi mænd må bede om ro, opmuntre til besindelse og vente på nye forskningsresultater. Jeg medgiver, at jeg var heldig med Chorea Huntington, for som bekendt kan en blind høne også finde et korn. Som langsynet og farveblind mand har jeg faktisk altid haft god brug for både kloge kvinder, held og forbøn. Det med forbøn kom stærkt til udtryk til min studentereksamen. Vi havde her en meget dygtig matematiklærer, som førte os almindeligt gode elever frem til resultater, som var bedre end forventet. Min svigermor bad for mig til skriftlig matematikeksamen, dette medførte, at jeg løste en opgave, jeg ikke kunne finde ud af ved at skrive følgende: ”Ud fra gældende geometriske principper ses at…” Det viste sig at være rigtigt, og censor, der ikke kendte mig, syntes, at det dog alligevel var genialt. Derfor fik jeg 13. Gud havde svaret på min svigermors bøn. Lykkelig var jeg, for havde jeg fået 11, var mit gennemsnit ikke blevet tilstrækkeligt stort til at kunne blive optaget på medicinstudiet, og jeg havde som følge deraf sikkert aldrig hørt om Chorea Huntington og dermed kunnet skrive denne historie. Glæden ved at være omgivet af en dygtig lærer, børn der driller, en bedende svigermor og en forundret ægtefælle kan ikke overvurderes. Ja, selv blinde høns kan derfor blive seende. Det er dog vigtigt at kende sin begrænsning! Et af de efterfølgende afsnit i ”Landsbyhospitalet” handlede om en ny patient, her gættede jeg frimodigt på infantil autisme, men det viste sig at være Tourettes syndrom.   Del

Hvornår holder vi op med at bekymre os? Klumme Af Poul Henning Krog 1. sep. 2017/35 Af Poul Henning KrogLæge og forfatter Ti orange solmodne appelsiner blev lige forvandlet til to vitaminbomber i høje glas. Susanne sørgede igen for, at jeg slet intet skal mangle. Da jeg var dreng, var tiden en anden. Vi fik appelsiner, men kun til jul, og det var stort. En appelsinvand kom også på bordet juleaften; den skulle holde længst muligt i juledagene. På tredjedagen var kuldioxiden forsvundet, og erindringen om denne oplevelse er ikke boblet væk. I dag kæmper hele verden med at få kuldioxiden – CO2 – væk fra atmosfæren. Årtiers manglende mådehold gør, at drivhusgasserne er et stigende problem, senest aktuelt med USA’s udgang af Paris-aftalen. Da jeg var dreng, følte vi ikke, at vi manglede noget; mine venner fik jo også kun én sodavand! Tiden forandrer sig, goderne er blevet flere, og vores planet vånder sig under de klimatiske forandringer. Mennesker bekymrer sig, men det gør hunde og fugle ikke. Vores hund Olivia logrer og smiler, fuglene synger glade sange om ”jeg skal intet mangle”. Hvorfor synger fuglene så meget? Er det, fordi fuglene hverken bekymrer sig eller sammenligner størrelsen på deres rede med naboens? Synger fugle og særligt lærker egentlig ikke meget mere end mennesker? Fugle er som mennesket optaget af livet. Måske den megen sang giver ekstra energi til det daglige arbejde? I høje lyse toner kvidrer de livsvisdom ud. Den livsvisdom at Gud har omsorg for dem og ikke mindst for mennesker. De og vi skal intet mangle. For mennesket er det dog fortsat store ord, de ord, der lyder, at vi ligefrem intet skal mangle. Kan der være forskel på, hvad der behøves og der ønskes? Behøver mennesket det, som naboen har? Er hemmeligheden ikke at leve hverken i fortid eller fremtid, men netop tilfreds i nuet? Det er måske netop denne livsvisdom, som fuglene synger ud. ”At mangle” skal ikke opfattes på den måde, at mennesket bare kan pege og ønske løs som i en bolsjebutik i et bolsjekogeri. Gud har lovet, at vi ikke skal mangle tøj og mad. Gud ved, hvad vi egentlig har brug for. Vores opfattelse af at mangle må derfor ofte revideres, for det, vi tror vi mangler, har vi muligvis slet ikke brug for eller godt af at få. Det er vidunderligt trygt at gå af sted med Herren som Min Hyrde og da vide og erfare, at jeg intet kommer til at mangle. Livets fornødenheder og fællesskaber har Hyrden lovet at sørge for. Bekymringer kan komme, men forsvinder og opsuges i fokus på nuet og i hjertefællesskabet med Hyrden. Hyrden ved bedst, Hyrden kender al timing. Hyrden kender de næste skridt. Det glædelige er, at Hyrden gerne vil forklare, lade os erfare samt lede os ind i den virkelighed, at når himlens og universets herre og skaber går med og leder fåret, hvad er så problemet? ”Roms får” og senere de ”gæve gallere” og vi, vikingernes efterkommere, fik af Paulus i Romerbrevet kap.8:31-32 også lov til at læse: ”Er Gud er for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” Del

Stilethæle og kultur Klumme Af Poul Henning Krog 18. aug. 2017/33 Af Poul Henning KrogLæge og forfatter Efter afisning blev flyvingerne grønne, hvorefter vi fra Wien gik i luften med en Airbus 320 fra Austrien Airlines på vej til det forjættede blomstrende land – Israel. Personalet klædt i rødt havde budt op til dans med klassisk wienermusik. Der var nu ikke meget plads i de smalle gange, og målrettet blev opmærksomheden rettet mod sikkerhedsinstruksen. Mine øjne løb ned over sikkerhedsinstruksen og standsede ved, at sko med stilethæle var forbudt, når der var røg. To runde signaler var aftegnet. Et fly på vandet var tilladt, og brug af sko med stilethæle var forbudt. Når man tænker på, hvilke strabadser der kræves før et fly afslappet flyder på vandet, virkede det lidt mærkeligt i samme runde at markedsføre sko med stilethæle som forbudt. Et mindretal af passagerne faldt således ind i stilethæle gruppen. De var anderledes, men kunne ved rigtig adfærd godt normaliseres og dermed komme med i den store gruppe. De rejsende i sko med stilethæle måtte snarest få afklaret, hvornår disse sko skulle afmonteres. Billedet viste røg og en dame, der kravlede under et røgslør på vej mod nødudgangen. I detaljerne fremgik det, at det var strengt forbudt at smide sine sko med stilethæle foran nødudgangen. Kvinden med stilethæle skulle afgøre, hvor skoene skulle smides i rejsen på knæ fra det tildelte flysæde hen mod nødudgangen. Hvis denne detalje blev udført rigtigt, kunne alle til gengæld glæde sig over ikke at få en stilethæl i ryggen på vej ned af den oppustede plastikrampe. Med høj panik puls, voldsom tumult, nedsat sigtbarhed og koldt vand i sigte, ville denne smerte formentlig ikke blive bemærket, idet krop og sind er i stand til at prioritere det væsentlige fra det uvæsentlige. Sat på spidsen drejede det sig i så fald om, hvorvidt stilethæle i fuld fart kunne lave huller i en oppustet plastikrampe. Det måtte komme an på tykkelsen og kvaliteten af det anvendte plastik. Med dette risikofokus kunne nitter i bukser, sko- og bæltespænder, hårnåle, hårspænder, smykker, stålkamme, diverse andre sko og støvler også udgøre en risiko, men dette ville være svært at afbillede. Det var og er altid nemmest at tænke ud fra sin egen kultur, stewardessekulturen er fyldt med høje hæle, derfor tænker jeg, at dette specifikke signal er kommet med i sikkerhedsinstruksen. Måske skulle vi alle øve os i at sætte os ind i andres kultur, hvis jeg var bedre til det, ville denne historie slet ikke være opstået, for der er sikkert gode grunde til dette stilethæle-forbudt-skilt, som jeg blot ikke har fattet endnu. Min far sagde ofte: Et folks kultur viser sig ved, hvordan et mindretal behandles. Studierejsen i Israel bliver også en øvelse i dette, for verdens brændpunkt er fyldt med mange kulturer, mange katastrofer, mange religioner, mange krige og meget historie, mange geografiske betragtninger, mange spændinger og ikke mindst mange mindretal. Uanset sikkerhedsinstruks og kultur er vi heldigvis alle mennesker, der er elsket og skabt unikt i Guds billede, også selvom vi ikke helt til fulde forstår dette. Del

En bid af himlen Klumme Af Poul Henning Krog 24. mar. 2017/12 Af Poul Henning KrogLæge og forfatter Vi har nok alle vores opfattelse af, hvad der er himmelsk. At nyde et måltid og høre sig selv sige ”det smagte himmelsk”. At sidde og se på en solnedgang sammen med sin elskede. At holde ens nyfødte barn eller barnebarn i armene. At bede til Gud for et sygt menneske, som momentant helbredes. At blive elsket og holdt om, når man mindst fortjener det. At se månens stråler genspejle sig i havet….. I januar døde den mand, der sidst havde sat sine ben på månen. TV-avisen bragte et indslag herom, vi så billeder fra NASA i 1972 og hørte speakeren tale om manden. TV- klippet blev afsluttet ved, at døre blev slået op til et skinnende lys, helt usædvanligt fyldte lyset fra hele tv-skærmen vores stue. Susanne og jeg kikkede på hinanden, vi havde begge i forhold til afslutningen fået associationer til himlen. Paulus fra Bibelen skriver også om det himmelske. Han blev rykket bort til den tredje himmel. Dette menneske blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. Det var åbenbart så blændende, så bjergtagende, så unikt, så voldsomt, så uforudsigeligt, så kærligt, at ord ikke kunne beskrive det, han fik lov at opleve. I Apostlenes Gerninger i Bibelen kan man læse om, hvordan han tidligere fnysende af raseri havde været ivrigt optaget af kristendomsforfølgelse, men på sin rejse til Damaskus skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige; ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Han svarede: ”Hvem er du, Herre?” Han svarede: ”Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.” Da Paulus rejste sig op, var han blind, og andre måtte hjælpe ham ind til byen Damaskus. Gud sendte og ledte mirakuløst en broder Andreas til ham 3 dage senere. Andreas lagde hænderne på ham og sagde: ”Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.” Og straks faldt der skæl fra hans øjne, og han kunne se, han rejste sig op og blev døbt. Jeg tænker, at fælles for det himmelske er, at det ej kan forklares, det må erfares. Det himmelske er mere end det jordiske. De himmelske værdier består, og de jordiske værdier forgår. Det himmelske blander sig med det jordiske. Det gælder Guds skaberværk i universet. Det gælder Guds DNA-aftryk i det enkelte menneske. Den bedste bid af himlen for mig er, når jeg dagligt forundres og begejstres over de tre inkarnationer: – Jesus blev menneske og levede her på jorden i 33 år. – Jesus erstattede ved korset vor synd, skam og skyld med ham selv, da han ved troen flyttede ind i os. – Jesus er til stede med sit helt særlige nærvær, når vi møder og hjælper et andet menneske – ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt.25:40) Jeg beder bønnen: Gud giv mig nåde til at leve med hovedet i himlen og benene på jorden. Del

Hvilken stemme? Klumme Af Poul Henning Krog 17. maj. 2018/20 Af Poul Henning KrogLæge og forfatter Der er mange stemmer. Forårets stemme bringer kulde og sne, og dog pibler de grønne spirer frem. På psykiatrisk afdeling bringes der håb og hjælp, også til de mennesker, der hører stemmer. Det er oftest kolde, nedsættende, fordømmende, devaluerende og negative stemmer. Det kan endda være stemmer, der opfordrer til selvmord. I mediekulturen bombarderes vi med mange forskellige stemmer. Det kan være gode stemmer og mindre gode. Stemmer medfører en frugt og en kultur. Himlen har også en stemme. Det er en fuldstændig anderledes, stille og blid stemme. Det er en stemme, som er mere end samvittighedens stemme. En stemme, der er mere end mavefornemmelsens stemme. Det glædelige er, at himlens stemme ikke kun findes i himlen. Alle kan lære den stemme at kende. Jeg har ikke altid kendt Stemmen. Når man møder den, bliver man berørt og ramt for livet. Helligånden er sendt ud til hele verden. Det er en stemme, som jeg beundrer og hele tiden har brug for. Frugten af Helligåndens virke er: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, ydmyghed og selvbeherskelse. Jeg smager og tygger på alle ni ord. Mennesker kan rumme elementer af disse ni ord. En venlig ekspedient. Et glad barn, der kom hjem fra skolen. En trofast bedstemor, der sendte fødselsdagsbreve til sine børnebørn. Vi er alle skabt i Guds billede og bærer noget af Gud med os. Alligevel er Åndens frugt meget mere. Agapekærlighed giver uden at forvente at få noget igen. Glæden er ikke afhængig af gode omstændigheder. Freden er til stede uanset uro og ballade. Tålmodigheden er en modighed, der ikke giver op, den tåler modstand uden at miste modigheden. Venligheden kommer til udtryk midt i uretfærdighed og intimidering. Godheden er så stort et ord, at Jesus siger, at kun en er god, og det er Gud. Trofastheden er en uovervindelig tro, der står fast midt i det langtrukne, der kan gøre hjertet sygt. Ydmyghed er at sætte de andre højere end en selv, det er at lytte mere end at tale, det er at sætte alt ind på at forstå. Selvbeherskelsen er ikke at fare op, selv midt i krise og urimelighed. Et liv sammen med Helligånden er guddommeligt. Tænk, hvis flere i verden ville lytte oftere til himlens stemme, så ville verden blive mere himmelsk. Hjælp mig, Jesus, i dag, så Helligåndens liv og frugt kan flyde uhindret. Del