Hvordan genopretter vi den tidligere nære forbindelse og intimitet? Brevkasse Af Poul Henning Krog 9. aug. 2024/32 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-107695.mp3?cb=1723207023.mp3 Hej Lægepræst Min partner og jeg er begge under uddannelse og er for nylig flyttet til en ny by for at forfølge vores drømme. Desværre har den travle hverdag og omstillingen til det nye sted påvirket vores forhold negativt. Vi føler en stigende afstand mellem os, især når det kommer til intimitet og følelsesmæssig forbundethed. Tidligere var vi meget tæt på hinanden både fysisk og mentalt, men nu virker det, som om vi er fanget i hver vores verden. Vi ønsker virkelig at genoprette den tidligere nære forbindelse og intimitet, men vi ved ikke, hvor vi skal begynde. Hvordan kan vi arbejde på at finde hinanden igen midt i travlheden? Venlig hilsen De to Kære jer Tak, at I skriver, og godt at I stopper op midt i livets travlhed. Familie, uddannelse, job, hjem og transportmiddel skal passes, men det skal et parforhold så sandelig også. Parforholdets statistik er ikke god og slet ikke for travle folk. Når det fx gælder to læger, der er gift, går 80 procent fra hinanden; det er et skræmmende tal. I har begge en opgave med at komme ned i tempo, mærke jer selv og få øje på hinanden. Det må I absolut lære nu, for tænk på, hvis der også var fire små børn, der kaldte på jeres opmærksomhed. Spidsbelastninger I beskriver en spidsbelastning i jeres liv med flytning, uddannelse og omstilling. Et liv indeholder naturligvis spidsbelastninger, men et liv må ikke fortsætte i det tempo. Kører vi billedligt talt 130 km/timen, hører vi ikke fuglene synge og fanger heller ikke hinandens fine signaler. I søger hver især kontakt og intimitet, men kan ikke få tandhjulene til at passe. I har derfor begge en opgave med at komme ned i tempo, mærke jer selv og få øje på hinanden. Det må I absolut lære nu, for tænk på, hvis der også var fire små børn, der kaldte på jeres opmærksomhed. Hvor gør vi med det opskruede tempo? Vi er børn af tiden, og historisk set har der aldrig været så meget tempo og udvikling før. Generelt set ligger dopaminniveauet i hjernen for højt, og det beroligende hormon oxyctocin niveau for lavt, som jeg skriver om i bogen PsykiaTro. Vi rives let med, og opgaven med at passe på sig selv og hinanden er totalt afgørende. Stress er en folketilstand, og alle befolkningsgrupper kan rammes. Retorisk kunne man spørge: 1. Hvad er det, vi skal nå? 2. Skal tidens pres og opmærksomhed på karriere herske over vores parforhold? Jeg har en del kollegaer, der er på nedsat tid. En uddannelse behøves ikke at gennemføres på rekordtid. Bilen kan være brugt, og luxusmad kan erstattes af To Good To Go. Besøg og gæster kan fordeles med jævn hånd. En udlandsrejse kan droppes, og CO2 udledningen derved begrænses. Havens biodiversiteten kan styrkes. Sagt på en anden måde, er livet fyldt med valg, og balance er et stort ord. Lige nu har I valgt at skrive og kalde på hjælp, det tegner godt. Et ’100.000km’ eftersyn Jeg tænker ikke, at et hurtig fix løser jeres situation. I må tage tid til dialog og en revurdering af jeres prioriteringer. Vi har selv i årtier levet efter følgende prioriteringer: 1. Den personlige Guds-relation 2. Den fælles Guds-relation i så vidt muligt daglig bøn og andagt 3. At vandre med Helligånden i livets arenaer: a. Børn b. Kirke c. Uddannelse/efteruddannelse d. Arbejde e. Familie f. Venner g. Praktisk h. Fritid Livets arenaer skifter, og rigtigt er det, at livet fra 25-45 år er i størst risiko. Reelt hænger det her ofte ikke sammen med syge børn, forstyrret nattesøvn, begges konsolidering på arbejdsmarkedet, etablering af hjem og løbende omstruktureringer. Det er tankevækkende, at der i disse år flytter hundredvis af familier fra storbyer til det Sydfynske Øhav med Svendborg og øerne. Oftest er det for at komme ned i tempo og arbejdsmængde, at opnå et mindre økonomisk pres og få en mere balanceret og harmonisk tilværelse. Indarbejd gode rutiner herunder løbende at samstemme forventninger og kalender. Når I kommer hjem, har I på skift tale- og lyttetid. Intimitet og kommunikation I skriver om manglende intimitet og følelsesmæssig forbundethed. Følelser er signalflag, I oplever, at noget nært og godt er forsvundet i travlheden. Bogen ’De 5 kærlighedssprog’ er en klassiker, den kunne I jo begynde med. Indlæg en ugentlig hviledag, for selv Gud hvilede på den syvende dag. I kunne også prioritere et parkursus fx et PREP-kursus for at gøre gode parforhold bedre. Kurset handler om at blive bedre og dygtige til at kommunikere, det er en livsopgave, og alle kan vokse og trænes i kunsten at tale sammen. Et parforhold er som en dans, det er ikke et excel-ark, hvor alt er forudsigeligt. Det er en dans, hvor vi skal øve os i at mærke os selv og vores ægtefælle. I begyndelsen kan dansen være lidt klodset og misforstået. Min hustru og jeg havde i begyndelsen af vores ægteskab en lampe hængende over vores spisebord, den var grim. Vi troede begge, at den anden syntes, at den var smuk. Det var hensynsfuldt, men dog et eksempel på manglende kommunikation. Gaven og opgaven at være gift er skøn. Tag derfor ikke let på det, for et parforhold skal passes og plejes, og her er kommunikation helt afgørende. Hvad gør din ægtefælle glad? Vær derfor opmærksom på de små detaljer i hverdagen, for relationer er som et isbjerg, hvor vi kun ser og forstår de ti procent, der er over vandoverfladen. Menneskesindet er dybt, hvem er vi, der tror, at vi forstår os selv og vores næste. Vær derfor barmhjertig overfor alle, men også dig selv og din ægtefælle. Vær aldrig forudindtaget, dømmende og bedrevidende. Giv gerne påskønnelser, et knus og et kys, et kærlighedskort, en invitation ud, tag ofte en ekstra praktisk opgave, vær opmærksom og lyt, vær taknemlig og sig tak, vær hjælpsom og opmuntrende og medbærer. Indarbejd gode rutiner herunder løbende

Ventetiden før en diagnose er svær Brevkasse Af Poul Henning Krog 21. jun. 2024/25 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-106955.mp3?cb=1719474701.mp3 Hej Poul Henning. Jeg skriver til dig, fordi jeg har brug for din hjælp og viden. Af mange årsager er det svært for mig at række hånden ud og spørge om hjælp. Jeg er pt. sygemeldt anden gang siden start 2023. Dette har medført en opsigelse fra min arbejdsgiver, da udsigt til bedring og tilbagevenden til arbejde ikke er god. Jeg kæmper med stress, depressionssymptomer og tegn på generaliseret angst. Dertil oplever jeg selv, at det er symptomer på noget bagvedliggende. Derfor er jeg meget fokuseret på at finde årsagen. Jeg er for første gang begyndt at kigge tilbage på min barndom og opvækst. Jeg finder gennem tilknytningsteori, udviklingspsykologi og neurovidenskab tegn på en utryg, desorienteret tilknytning. Dette kan forklare meget af min subjektive opfattelse af, hvad jeg kæmper med som voksen. Jeg finder, at lidelsen kompleks PTSD passer godt og ønsker at få undersøgt, om det kan være det eller noget, der ligner. Jeg har som sådan ikke selv brug for en diagnose, men det har vores samfund. Systemet kan kun hjælpe og tage hensyn, hvis man fejler noget og har en diagnose. Jeg kan jo godt arbejde på at få det bedre uden en diagnose, men har brug for afklaring, i forhold til hvor jeg skal sætte ind. Jeg er i et forløb med en psykolog og skal nu også i gang med antidepressiv medicinsk behandling. Desuden forsøger jeg at implementere noget af den viden, jeg gennem mit sygdomsforløb har fundet, har en lindrende virkning. Men der er lange udsigter til at komme til psykiater med henblik på at blive udredt og finde ud af, hvor jeg skal sætte ind for at komme i bedring. At vente på behandling/udredning medfører for mange en passivitet, som ofte giver en forværring i de problemer, man kæmper med. Endvidere er der sociale og samfundsmæssige konsekvenser af at vente i lang tid. Det er frustrerende at blive sat til “tælling”, velvidende hvad det vil medføre af ubehagelige konsekvenser for ens liv. Det samfund, der kræver en udredning, er også det samfund, der med de lange ventetider sender patienten ud i en forværring med personlige omkostninger, men som ofte også bliver en større byrde for samfundet. Jeg har været gennem en paragraf 66 og er ved at undersøge om den psykiater, der lavede denne, kan tage mig, og i så fald om det kan afkorte ventetiden lidt. Jeg er blevet opmærksom på, at man evt. selv kan vælge at betale, evt. med tilskud fra det offentlige, hvis man skifter til sygesikringsgruppe 2. Men jeg har svært ved at gennemskue, endsige overskue, alt dette. Jeg vil høre, om du har viden, erfaring og indsigt i, hvad der er mest fornuftigt at gøre. Hvor skal jeg bruge min energi for at få det bedre, så jeg måske kan prøve at opleve, hvad det der livskvalitet er. Hvad kan jeg objektivt set gøre selv? Livet kan fra tid til anden være hårdt, det er et livsvilkår, vi alle før eller siden indser. Jeg forventer ikke at blive “rask”, og at alting bliver som før. Jeg skal lære en ny måde at være i verden på. Måske skal jeg for første gang lære at være i denne verden! For det, jeg har lært af barndom, opvækst og livet, holder ikke længere. Mønstre skal findes og brydes og nye skabes. Men hvordan kommer jeg dertil? Gennem sundhedsvæsnet eller af anden vej? Jeg håber at høre tilbage fra dig. Mvh en anonym Kriser kan åbne op for et nyt vækstpotentiale Kære ven Tusind tak for dit skriv og den efterfølgende samtale. Tillykke med din fine evne til at tænke, arbejde med dig selv og formulere processen på skrift. Du er naturligvis frustreret over dine symptomer og den lange ventetid, men faktisk er du jo godt i gang med behandlinger og flere gode tiltag. Endvidere har Gud skabt os med både en krop og et sind, der over tid af sig selv vil søge genoprettelse og påny en sund balance. Kriser Enhver krise afslører nogle ofte ubehagelige virkeligheder, men gribes det rigtigt an, åbner kriser også op for et nyt vækstpotentiale. Ingen kan være i tvivl om, at du er ramt, og at det er ganske modbydeligt at mærke både stress, angst og depressionssymptomer. Jeg føler med dig. Genetisk disposition, ubehandlede traumer og vanskelig opvækst kan udløse psykisk sygdom. Du er for første gang i dit liv seriøst i gang med at se på din opvækst og her særligt tilknytningsforstyrrelser. Fortiden er interessant, hvis den afslører noget, som kan afhjælpes, så livet nu bliver bedre. Du må endelig bruge dit psykologforløb, så du får svar på dine mange tanker og spørgsmål. Jeg glæder mig over, at du er ved at implementere nogle nye redskaber. Da du ikke nævner noget om traumer af meget alvorlig karakter som f.eks. krigstraumer, voldtægt og voldelige overfald, er PTSD-diagnose nok tvivlsom, og i dagens Danmark er der gået lidt inflation i den diagnose. ’Nå, det var derfor…’ Vi mennesker søger årsagsforklaringer, og her er den store og også risikobetonede faktor, hvordan vi selv husker, tolker og vægtlægger livets bump. Ofte går vi galt i byen, men en god tilgang er at spørge en ven for at få andre vinkler og nuancer med. Risikoen i kriser er desuden, at vi overfokuserer på krisen i en grad, så alt det, der i øvrigt var tiltænkt os i dag, tabes af syne. Et år efter er det ikke ualmindeligt, at vi kan undres over, hvorfor dette eller hint dengang fyldte så meget, for nu er der kommet meget andet ind på vores livstallerken. Udtalelsen: ’nå, det var derfor’ overser dele af virkeligheden. Det er ikke uden grund, at Salme 23 i Bibelen har sætningen: ’Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal’. Vi skal netop vandre og ikke campere midt i det svære. Jeg vil derfor opmuntre dig til at ’vandre’, for tankerne i dødsskyggens dal bliver let til flere tanker og måske

Dysfunktionelle relationer har sat dybe spor Brevkasse Af Poul Henning Krog 26. apr. 2024/17 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-105702.mp3?cb=1714135352.mp3 Hej Poul Henning Vil du bede for mig og min familie, vi er en misbrugs- og dysfunktionel familie. Jeg har dog ingen kontakt med hverken forældre eller børn og børnebørn. Jeg er ikke misbruger, men jeg er tilknytningstraumatiseret og bange for mennesker. Jeg er smerteligt i klemme mellem generationerne. På forhånd tak. Venlig hilsen et voksent barn   Kære dig Tak for din mail og efterfølgende uddybende telefonsamtale. Du har givet mig en dybere forståelse, for hvad det kræver at være kirke og næste. Lige nu magter du ikke en gudstjeneste. Det kan være vanskeligt at finde vej, når man har det dårligt, men sproget er hjælpsomt til at få ord på det svære. Du har en stor livserfaring og modenhed til netop at sætte ord på smerte, følelser og tanker – hurra for det. At være bange for mennesker og samtidig ensom Du forklarer præcist det dilemma, som mange sikkert kan genkende. Din tilknytningsforstyrrelse fra opvæksten og et ægteskab med en misbrugende og manipulerende mand har medført en vagtsomhed overfor andre. Du er sjældent blevet hørt, accepteret og forstået, hvilket har formet et lavt selvværd. Du har brugt oceaner af energi på at prøve at få dysfunktionelle relationer og livet til at gå i plus. Desværre har du overvejende oplevet, at livets relationelle udfordringer, til trods for dine anstrengelser, er endt i minus. Et mønster, hvor ”brændt barn skyr ilden” medfører et behov for stor kontrol og forsigtighed og ofte tilbagetrækning fra livet og nye relationer. Derved opstår den triste pris – ensomhed! Når hjernen utallige og gentagne gange får cementeret en dårlig motorvej, er det nemt at lande i et skemata, som er negativt for dit fremtidige liv. Skemata er et grundlæggende begreb inden for kognitiv terapi. Det refererer til en persons grundlæggende tænkning om sig selv, andre og verden. Skemata har afsæt i din tidligere erfaring og afgør, hvordan begivenheder tolkes. Skemata har karakter af ikke-bevidste overbevisninger, der indvirker på følelser, motivation og handlinger. Krænker, offer og redder At være redder og offer kræver meget energi, og er som et grundlæggende mønster skadeligt. Du har været udsat for krænkere og er ofte endt som offer eller redder. Det slider alt sammen voldsomt på psyken. Jeg tænker, at du ubevidst og til dels bevidst let falder i en redder rolle, fordi livet alt for meget har lært dig at sanse forstyrrelser hos andre mennesker, som du med dit store hjerte måske ved en krævende indsats kan mildne eller redde. Redderen i dig vil sige – ”Den klarer jeg”, men ofte og overraskende oplever du efterfølgende, at det klarer du slet ikke. Du bliver hurtigt brugt op, hvis folk ikke forstår dig. Du orker det ikke, for dit klippekort er næsten brugt op, lagret med dårlige oplevelser. Du konkluderer, at du ikke er ikke god til det sociale, men mister samtidigt livsindhold på grund af ensomhed og angst. Det er alt i alt en negativ spiral, der kan være svær at forstå for andre. De fleste nye kontakter kan derfor let opleves som ikke forstående og måske ligefrem afvisende eller fejlbedømmende. Du beskriver, hvordan mennesker overskrider dine grænser. Det kan være en, der uanmeldt kommer på besøg. Det kan være i kirkesammenhænge med for mange mennesker. Det kan være et familiemedlem, der ringer. Som et empatiske menneske, der ”græder med den grædende”, har du lært, at du må sætte grænser. Drømmebilledet for din fremtid vil være, at du kan møde de nye situationer, uden at hele dit fortidsapparat udløses. Her skal du roses og opmuntres for hvert eneste initiativ med andre gode mennesker, for nu lærer din hjerne, at samvær med andre mennesker kan være positivt. Du kommer i en kristen bedegruppe, og du fortæller, at det faktisk kan gå – stort tillykke! Jeg vil bede om, at du får nogle få meget nære og tætte relationer. Jeg tænker, at vi skal det usunde, som foregår ovre i de andre, men har påvirket dig, til livs. For at være redder og offer kræver meget energi og er som et grundlæggende mønster skadeligt og livshæmmende. Vi må fremadrettet få styrket din sunde kerne og dit sunde selvværd, så du gradvist løsrives fra dine fortidserfaringer med det dysfunktionelle i mange udgaver. Her kan det være hjælpsomt at være mere firkantet med din fortid, end du af natur er. Det kan også være hjælpsomt at få et helt andet og nyt perspektiv. Spottere og splittere er som cancer Du siger, at du ikke er god til det sociale. Jeg siger, at det er du, men den usunde gamle del, som du også tager afstand fra, er ikke god dertil. Nuvel kan du igen blive omgivet af sjælelige mennesker, der volder problemer og splittelse, men du må lade dem om det, for du er dig, og du duer. Du kan med fordel læse og grunde over følgende bibeltekst: ”I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster. Det er dem, der skaber splittelse, de er kun sjælelige, de mangler Ånden. Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på at vore Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.” (Judas brev v.18-21) Vi må alle acceptere den virkelighed, at omgives vi af spottere, ”kødelige” og ugudelige mennesker, bliver frugten let splittelse og forvirring. Deres ”cancer-sygdom” har ikke med dig at gøre, de må tage ansvar for deres liv. Den firkantede tilgang i forhold til fortiden består i at tænke og placere de mennesker, der har gjort dig ondt som syge, dysfunktionelle, ugudelige, sjælelige spottere, der kun volder splittelse. Få deres indflydelse på dig grædt og talt ud så de kan placeres i en mappe på øverste hylde. Lad mappen være et minde, men ikke en opslået historie der skal forme din nutid og fremtid. Hjernen kan heldigvis danne nye veje og tankebaner, så de

Tal smerten ud indtil ”bogen” lukkes Brevkasse Af Poul Henning Krog 12. apr. 2024/15 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-104902.mp3?cb=1712924847.mp3 Kære Poul Henning Tak for telefonsamtale. Det går på mange måder væsentligt bedre i mit liv end for et år siden. Alligevel kan de samme problemer med min far dukke op igen. Jeg får da tunge tanker, bliver forvirret og modløs. Spørgsmålet melder sig ind i mellem; var det nu det rigtige, jeg gjorde? Måske skulle jeg alligevel prøve igen? Heldigvis har jeg en god veninde, jeg kan tale med. Jeg tænker, at jeg skal vente med at bruge mine kreative evner, til der er noget mere i min fortid, der løser sig. På forhånd tak om du vil hjælpe mig. Mvh. Den anonyme   Kære ven Tak for samtale. Din far vil altid være din far, men med det, du har beskrevet om hans liv, tænker jeg, at det var helt rigtigt, at du valgte en ny dagligdag et andet geografisk sted. Du havde dengang forgæves kæmpet i flere år. Du har gjort dit og må acceptere, at du ikke kan forandre din far og jeres relation til det bedre. Du må holde inde med selvbebrejdelser og stoppe med at slå dig selv i hovedet. Jesus har taget det anklagende skyldbrev, det må du igen tage imod. Gud kan forvandle, og det er stort, at vi kan bede, men der er desværre ingen tegn på villighed til forandring og fornyet ansvarsfølelse hos din far. ”Livet er mere end” Jesus siger i bjergprædikenen, at ”livet er mere end”. Det er sagt i forbindelse med bekymringer om dagligt brød og tøj på kroppen. Gud har også mere til dig end et liv, der kører i ring omkring en umulig og tung situation. For at blive fri skal vi, i vores kast af bekymringer på Herren, også give slip. Der skal nogle gange flere kast til, fordi vi krampagtigt holder fast. Du føler, at du ikke kan gå i gang med at bruge dine kreative evner, før der sker noget forløsende med din far. Jeg tænker, at det vidner om nogle bånd, som fortsat binder dig på en uhensigtsmæssig måde. Vi kan alle formulere indre regnestykker, at hvis det sker, skal det tolkes på en bestemt måde. Den slags er tankemæssige spekulationer i vores sind, de er løsrevet fra det nye liv i Kristus. Du skal ikke hænge fast i tankemylder omkring din fortid, for fortiden skal ikke styre din fremtid. Det, vi ikke kan gøre noget ved, skal vi lade ligge. Du ærer derimod din jordiske og himmelske far ved at bruge dine evner. Når et problem har haft det omfang, du har beskrevet for mig, vil det være forventeligt, at det kan dukke op igen. I den situation skal du give udtryk for dine indtryk for ikke at blive nedtrykt. ”Vi må give udtryk for vores indtryk for ikke at blive nedtrykt” Når et problem har haft det omfang, du har beskrevet for mig, vil det være forventeligt, at det kan dukke op igen. I den situation skal du give udtryk for dine indtryk for ikke at blive nedtrykt, som det lyder fra Modum Bads grundlægger. Det er netop, hvad du i telefonen har gjort overfor mig. Problemet er ikke længere som en åben bog på køkkenbordet, men ved igen og igen at tale det ud, vil du opdage, at ”den åbne problembog” efterhånden kan lukkes og sættes op på hylden. Derved bliver fortiden ikke styrende for dit nu og din fremtid. Følelsesmæssigt virvar Vi lever i en følelsernes tid, det bliver vi alle præget af. Hvad føler du? Hvad siger din mavefornemmelse? Guds ord må imidlertid komme først, derfra følger de rigtige tanker og dernæst de gode følelser. Sætter vi tråde til fortidens følelser øverst, går det galt. Livet kan i så fald blive ganske kompliceret. Følelser er gode til at indikere, at der er noget, vi må følge op på, men lige præcis her har du gjort rigeligt. Dine mange følelser har i den situation kørt dig helt i sænk, så den vej er en blind vej. Du skal stoppe med at bære din fars byrde på en forkert måde. Lad Guds ord synke ned i sind og hjerte. Dine mange følelser har i den situation kørt dig helt i sænk, så den vej er en blind vej. Du skal stoppe med at bære din fars byrde på en forkert måde. Lad Guds ord synke ned i sind og hjerte. ”Guds ord er levende og dynamisk. Det er skarpere end noget dobbeltægget sværd; det trænger dybt ind i hver en krog af os og kløver sjæl og ånd, marv og ben; det afslører de inderste tanker og blotlægger de skjulte motiver.” (Bogen Heb.4:12) Du skal ikke hænge fast i tankemylder omkring din fortid, for fortiden skal ikke styre din fremtid. Det, vi ikke kan gøre noget ved, skal vi lade ligge. Du ærer derimod din jordiske og himmelske far ved at bruge dine evner. Brug endelig din kreative evner til Guds ære. En livsspiral Livet er som en spiral. Der kan være sår og svære situationer i fortiden. Når livet igen fører os forbi et svært punkt i spiralen, skal du huske og også mærke, at du er et helt andet sted end for et år siden. Det perspektiv kan let blive glemt midt i svære flashbacks og forvirrede tanker. Som du beskriver, er sandheden heldigvis, at problemet nu er mindre smertefuldt. Det åbne sår er ved at blive lægt. Derfor skal du også være barmhjertig overfor dig selv og takke Gud for den lægedom, du har fået. Nuvel kan det dukke op igen, men ikke med samme styrke og intensitet. Når du er 90 år gammel, skal du gerne kunne tænke tilbage og sige: Ja, der var et stort problem i en bestemt livsperiode, da jeg var ung, men det problem blev ikke definerende for min fremtid, for Gud lægte mit sår. ”Barmhjertighed triumferer over dom” Du kan fortsat kæmpe med følelsen af uretfærdighed eller lysten til at få ret. Vi

Kan man skelne mellem sygdom og åndelige angreb? Brevkasse Af Poul Henning Krog 15. mar. 2024/11   https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-104446.mp3?cb=1710510183.mp3   Hej Poul Henning Jeg skriver, fordi jeg er bekymret på en andens vegne. I fredags blev jeg kontaktet af en bekendt, der fortalte mig, at hendes kæreste havde haft et stort epilepsianfald. Han var faldet om på gulvet i sit værelse og bidt sig i tungen samt været uden bevidsthed i et døgn. Han var meget forslået blevet indlagt på en epilepsiafdeling og fået medicin. Efterfølgende har de begge været bange, da han også havde mærkelige hallucinationer. Min bekendte og kæresten har været sammen i et år, og han havde ikke fortalt hende, at han havde epilepsi. Han er afroamerikaner fra USA og kommer i en frimenighed. Hun er kristen troende og siger, at han nærmest var ude for et åndelig angreb. Jeg er nervøs for, at der er manglende erkendelse for rigtig hjælp evt. medicinsk. Kan det være en psykose? Min bekendte har en psykisk syg mor, og hun har før været gift med en mand med psykisk lidelse. Hun er selv en sårbar person, og jeg kan være nervøs for, om hun bliver udnyttet, da hun har svært ved at sige fra. Jeg har tænkt mig at følge op og spørge, hvordan det går med dem begge, men ved ikke, hvad jeg ellers kunne gøre ud over at bede. Med kærlig hilsenDen bekymrede Kære dig Tak for dit lange skriv og dejligt, at du både beder og følger op. Epilepsi, psykose og tanker i forbindelse med et angreb kan være svært at skelne.   Epilepsi, psykose eller et dæmonangreb? Jeg tænker ikke, at det er noget åndeligt eller en psykose, idet han er kendt med epilepsi og fremtræder psykisk normal og i øvrigt er velfungerende. Epilepsi kan fremtræde med hallucinationer og mange mærkelige psykoselignende fænomener. Epilepsi skyldes forstyrrelser i den elektriske aktivitet i hjernen. Den mand, du nævner, har diagnosen epilepsi, men har været uden medicin og anfald i lang tid. Viden, fortielse og erfaring er måske gået under radaren i et flyt fra USA til Danmark. Man skelner mellem generaliserede anfald, hvor hele hjernen er involveret, og anfald, hvor kun en del af hjernen er involveret. Symptomerne kan være kramper, fjernhed, lugt-, smag- og synsforstyrrelser, men der kan også være psykiske symptomer som angst, mærkelig latter og hallucinationer. Hyppighed af anfald er meget forskellig, men med det alvorlige aktuelle anfald er medicinsk behandling absolut påkrævet, idet hjernen ikke har godt af for mange anfald. At være en bedende, klog og empatisk pårørende Hovedet er ikke kun til pynt, støt dem i ikke at åndeliggøre noget, som kan forklares lægeligt. Naturligvis kan alle blive bange og usikre for de mange oplevelser. Anfald kan udløses af søvnmangel, lavt blodsukker, stress, hyperventilation, blinkende eller flimrende lys som på et diskotek, film eller computerspil. Det er derfor vigtigt at leve regelmæssigt og balanceret med mad og søvn samt undgå farlige sportsaktiviteter.   Din bekendt har en historik omgivet af meget psykisk lidelse og er selv sårbar. Med den baggrund er viden ekstra vigtig, for tanker kan let løbe løbsk i forvirrede og uforudsigelige sammenhænge. Patienter og pårørende bør undervises i forhold til sygdommen. Oplysning, fælles viden og helt generelt og ærligt at leve i lyset handler også om at fortælle de nærmeste om ens sygdomme. De fleste epilepsianfald varer under 5 minutter. Her kan man sikre den pårørendes hoved mod stød og farlige genstande, og efter anfaldet sikre frie luftveje og lægge personen i stabilt sideleje. Varer anfaldet mere end 5 minutter, skal man tilkalde læge eller ambulance. På Sundhed.dk kan I læse, hvad Epilepsiklinikken er nået frem til. De har formentlig givet ham en opfølgende ambulant tid. Egen læge kan altid kontaktes som pårørende til en med epilepsi, og støtte fra Epilepsiforeningen er også en mulighed. Afsluttede hilsen Dejligt, at du beder for dem, for den, der beder, får, men brug også Rom.12.3, hvor der står: ”Men brug jeres forstand med omtanke.” Hovedet er ikke kun til pynt, støt dem i ikke at åndeliggøre noget, som kan forklares lægeligt. Kærlig hilsenPoul Henning     Del

Mærkelig adfærd skaber utryghed i studiegruppen Brevkasse Af Poul Henning Krog 15. mar. 2024/11 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-104447.mp3?cb=1710510169.mp3 Kære lægepræst Jeg er med i en lille kristen gruppe, hvor vi prøver at finde ud af noget mere om, hvem Jesus er. Vi kommer fra meget forskellige miljøer, også nogle fra alternative trosretninger. Vi har mødtes i længere tid, og det har været meget dejligt med samværet, men for nylig er der sket noget ubehageligt. Den ene af deltagerne er begyndt at udvise en mærkelig adfærd. Vedkommende kan være helt ok og med i dialogen, men pludselig er det, som om vedkommende bliver en anden person. Det skaber stor utryghed i gruppen. Før i tiden var vi tætte med hinanden, men nu er der den her uudtalte ting, der hænger i luften, og det er ikke rart. Med håbet om at få et godt råd til at løse situationen. Venlig hilsen Den håbefulde   Kære håbefulde Tak for dit skriv og skønt, at du har kastet dig ind i en udfordrende opgave. Søgere og den ”tovingede kirke” Det er stort, at du ikke blot har en gruppe, hvor alle stort set mener det samme. Vi er skabt søgende og vil alle gerne have brugbare svar, fællesskab og gode oplevelser. Der er en mangfoldighed af alternative miljøer, der kan virke tiltrækkende, og kirken kan for nogen føles som lidt for langt væk. Det er derfor genialt at spejle sig i de menigheder, vi finder omtalt i Bibelen. I den første menighed holdt de netop fast ved fællesskabet og mødtes både i templet og i hjemmene. I de mindre samlinger kunne man langt bedre få besvaret spørgsmål, opleve nærhed og blive en Jesu efterfølger. Jeg tolker, at den bibelske kirke er ”tovinget”. En fugl flyver med to vinger, og kirken flyver også bedst med både gudstjenesten og hjemmesamlingen. Paulus samtalede i synagogen, det har vi alle også brug for i dag. Det er derfor en stor, herlig og krævende gerning, du er i gang med. Det kan være lettere at holde en prædiken end at skulle forholde sig til meget forskellige menneskers mange udfordringer. Må Gud give dig stor empati og visdom. At arbejde med de store trosemner I er i gang med en afgørende og personlig livsforvandling i gruppen. Det kræver faktisk meget at lytte på andres historier og møde dem i deres trosrejse. Jeg mindes en gruppe, jeg ledte; deltagerne kunne næsten kun rumme sig selv og deres egen historie. I jeres samlinger bliver der rokket ved forkerte grundlæggende antagelser, som nogen måske har forvildet sig ind i. At synge med på en salme er ikke det samme som at komme mere sandt på plads i sine grundantagelser om Jesus. Du omtaler en person, der skaber utryghed. Måske er det for angstprovokerende for ham at være sammen med en gruppe mennesker i en dyb discipelskabsproces. I dialogen at komme ud af sin komfortzone og mere sandt på plads fordrer omfavnende kærlighed fra gruppen. Mit råd vil være at tale med ham på tomandshånd. Måske er det angstprovokerende for ham at være sammen med en gruppe mennesker i en dyb discipelskabsproces. Mit råd vil være at tale med ham på tomandshånd. Med barmhjertighed at spørge ind for sammen at kunne finde en bedre vej også for hans deltagelse i gruppen. Jesus kom altid med nåde og sandhed i den rigtige dosering, det er en kunst, som Helligånden vil hjælpe os med. Måske du skal have et parløb med både gruppen og ham alene. Måske han har brug for lægehjælp. Fra kirkelivet er der personer, der sætter sig yderst på stolen tæt ved udgangen. De skal roses for at være ankommet, for der er formentlig gået meget forud for at overvinde angsten. Afsluttende hilsen Du er et forbillede i ikke blot at mødes med dem, der synger i ”samme kor”. Nyd den rige opgave. Du har i gruppen vidner og kommende ledere, der kan nå deres netværk. ”Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus! Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at undervise andre.”(2 Tim.2:1-2) Kærlig hilsen Poul Henning Del

Min hustru har fået Alzheimer – hvad kan jeg gøre? Brevkasse Af Poul Henning Krog 1. mar. 2024/09 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-104213.mp3?cb=1709301499.mp3 Kære Poul Henning Jeg er pludselig blevet pårørende til min hustru med diagnosen Alzheimer. Det er med meget blandede følelser, at jeg skal forholde mig til den diagnose. Når jeg læser Guds ord, og her at Jesus tog al vor sygdom på sig, og ved hans sår er vi helbredt, kan det være svært, når man ikke ser helbredelsen bryde igennem. Det er ikke, fordi jeg ikke tror på Guds ord, men tanker, følelser og uro kommer også ind og blander sig. Jeg vil jo bare se min hustru helbredt og ikke som nu se på, at hun får det dårligere. Vi kan bede Guds kraft om at udfolde sig i vores magtesløshed, men alligevel sniger der sig noget negativt ind. Jeg bliver ked af det og frustreret, for jeg vil ikke miste min hustru til den sygdom, og som pårørende er det hårdt. Men nu er det på den ene side nyt, og alligevel oplever jeg, det går så stærkt, at det kan være svært at følge med og forstå. Vores dagligdag er allerede mærket ved, at jeg ikke bare kan forlade mig på, at min hustru er den, hun var engang. Der er flere områder, hvor hun er i sin egen verden og ikke deltager i det daglige. Hun er stille, indadvendt, og fjernsynet kører næsten hele tiden. Jeg skal være på forkant, og initiativer skal komme fra mig. Det, vi gør fælles, er desværre ikke så meget. Hun kan godt være deltagende til gudstjenester og undervisninger og her bidrage med gode ord, men efterfølgende er al energi brugt. Har du et godt råd? Hilsen den pårørende   Kære dig Tak for dit ærlige skriv. Jeg forstår så godt dine udfordringer og indre spænding. På den ene side at vide, at Jesus kan helbrede alle sygdomme, og på den anden side at opleve helt tæt på, at helbredelsen ikke bryder igennem i forhold til din hustru. Jeg tænker, at du skal fortsætte med at bede. Jesus kan helbrede hende helt, og alternativt kan bønnen handle om, at sygdomsforløbet må være meget langsomt fremadskridende. Hvor meget skal du som pårørende forstå og vide om sygdommen? Jeg tænker, at du skal vide det, som er gavnligt for dig og jer. Alle kan google sig til viden om alverdens sygdomme, og det er ikke nødvendigvis en god idé. Det kræver meget at læse om sygdomme, når ens pårørende er ramt. Man kommer let til at tænke det værste eller bekymre sig om noget, som aldrig kommer til at ske. Lige præcis Alzheimers sygdom har et meget individuelt forløb, hvilket gør statistik til en svær størrelse. Endvidere er der heller ingen syge, der ønsker, at ens ægtefælle verbalt eller nonverbalt skal være amatørlæge med et øje på hver finger. At den syge får at vide, at nu har hun også fået det symptom! Lad læger og specialister om al udredning og forklaring, men overvej indmeldelse i en pårørendeforening. Kort og godt er det svært for vores hjerne at få placeret den viden, vi erhverver, på den rigtige måde. Nogen vælger at lukke helt af for viden om sygdommen, hvilket jeg dog ikke vil råde til, for man kan naturligvis få nytte af redskaber og dyrt købte erfaringer fra andre. Der melder sig naturligt spørgsmål, når ”landskabet” i jeres liv ændres. Der er over 200 demenssygdomme, og de fleste er langsomt fremadskridende i år eller årtier, hvorfor behovet for støtte vil være stigende. Der findes heldigvis medicin, som kan forhale processen. Accept-processen er svær for jer begge I skal begge, hvis ikke Gud totalt helbreder, ind i en acceptproces af tab både hver for sig og sammen. Det er ganske vanskeligt og også sorgfuldt. For det, I før kunne gøre sammen, er I nu nødt til at gøre på en anden måde. Du skriver om, at al initiativ må komme fra dig, hvilket i sig selv er smertefuldt. Din hustru bliver formentlig ked af det og frustreret, når hun ikke kan huske, som hun plejer. Eller måske hun bliver trist, når hun ikke længere lige så sikkert som hidtil kan udføre velkendte opgaver. Humøret kan være svingende, og det kan være vanskeligt at koncentrere sig. Du bliver måske slået ud over, at ting bliver væk, eller forvirret over, at aftaler smuldrer, men den svækkede korttidshukommelse medfører, at din hustru let glemmer. Accept af processen er derfor umådelig svær, for I kan på skift blive kede af at miste den dynamik og det fællesskab, I har været vant til. Bliver du nervøs for din hustrus orientering i tid og sted, så bliv i gode tider enige om fornuftige IT-løsninger, der er mange muligheder på markedet. Et eksempel er Syddansk Sundhedsinnovation, der har udarbejdet en Go-to Guide til succesfuld implementering af velfærdsteknologi til mennesker med demens. Undersøgelser har vist, at mennesker med let demens gerne vil bruge teknologiske hjælpemidler som tablets til at lytte til musik, sende e-mails, se billeder og film eller foretage videoopkald med familie og venner. Det forbedrer både kommunikationen og de sociale kontakter. Når den pårørende må fylde mere og mere Du beder om gode råd. Jeg tænker, at livskunsten i samspillet mellem jer bliver at være meget empatisk og overbærende samt udfylde de ”huller”, som nu opstår. Det er en umådelig udfordrende opgave midt i, at du selv er i en svær acceptproces med meget langsomt at miste dele af din ægtefælle. Helt overordnet må du elske og respektere din hustru. Hun er ikke sin diagnose, men de sociale spilleregler kan være mere eller mindre sat ud af kraft. Det er ny læring, at du skal tale hende efter munden, også selv om tanker og planer kan være forkerte. En stemningssvingning med fx vrede kan være udtryk for afmagt og at blive sagt imod. De forkerte planer glemmes ofte. I samtalerne må du være meget konkret, kort og præcis uden brainstorming. Den demente er rigtig god til at aflæse toneleje,

Når sygdom overdøver det gode i livet Brevkasse Af Poul Henning Krog 16. feb. 2024/07 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-103977.mp3?cb=1708089299.mp3 Kære Poul Henning Halløj. Du kender mig ikke. Jeg håber ikke, det gør noget, at jeg skriver til dig. Grunden til at jeg skriver er, at jeg godt kunne bruge et råd. Jeg har været psykisk syg, siden jeg var 17 år. Først troede man, jeg var skizo-affektiv, men for et par år siden fandt man ud af, at jeg led af en personlighedsforstyrrelse og har en spiseforstyrrelse. For tre år siden var jeg ved at dø af det. Jeg tabte 70 kg på få måneder og var indlagt på psykiatrisk afdeling i et halvt år. Efterfølgende blev jeg anbragt på et bosted, da jeg ikke måtte flytte hjem til min mand igen, da han havde seksuelt misbrugt mig i mange år. Som det er nu, slås jeg meget med det problem, at jeg misbruger insulin. Jeg har sukkersyge og tager alt for meget af det for at blive dårlig og på den måde skabe kontakt til personalet på mit bosted. Jeg er meget kontaktsøgende og har brug for omsorg og tæt kontakt til andre mennesker. Jeg er meget plaget af, at jeg reagerer voldsomt enten med vrede, glæde eller ked af det. Jeg kører i ekstremerne, men kan ikke styre det. Jeg har forsøgt selvmord flere gange med piller eller ved at prøve at hænge mig. Jeg har en psykiater, men han deler ikke min tro, så det er SÅ svært at få den rette hjælp. Jeg føler mig bare så alene. Det, jeg vil med dette, er bare at bede om et råd til at komme videre. Hvad skal jeg gøre? Er der håb for mig? Jeg er frelst og ved godt, at Gud elsker mig, og at jeg skal med hjem engang, men min sygdom overdøver det. Jeg er bange og rigtig ked af det. Har svært ved at bede og får ikke åbnet min bibel. Mange kærlige hilsener Den anonyme   Kære ven Tak for dit ærlige og velformulerede brev. Du har haft et meget hårdt liv med mange sygdomme og trængsler. Indadtil psykisk meget udfordret og svingende samt udadtil misbrugt og selv misbrugende. Midt i alt dette må vi takke Gud for den hjælp, du har fået. Men ja, du har brug for mere. Et skrig efter fællesskab Vi er skabt til fællesskab, så dit skrig udtrykker et klart behov. Jeg tænker, at følelsen af et stort, udækket behov kommer af en årsag. Når du udover dette også er udfordret med mange ekstreme følelsesmæssige svingninger, bliver livet ekstra vanskeligt. Du nævner, at du med et overindtag af insulin forsøger at få kontakt med personalet på bostedet. Det er stort, at du kan skrive og se problemet i den adfærd. Du kender måske den adfærd også fra cutting. Her giver det at skære sig selv og opleve smerte og blod en kortvarig pause i den psykiske smerte. For dig er insulinoverdoseringen et skrig efter tæt kontakt. Tæt kontakt er vigtig ”medicin”, men du må trænes i at vælge andre løsninger, før den psykiske smerte bliver uudholdelig. Den træning tager tid, men et adfærdsskema med måske 20 gode handlinger kan være hjælpsomt. Vi skal ind og hjælpe dig med adfærdsterapi, før tanker og følelser løber løbsk i tankemylder. Vores fantasi og udsyn kan være underernæret. Vi bliver så fokuseret på det svære, at vi helt overser livet i øvrigt. Gud ønsker, at vi skal bruge vores fem sanser og fantasien og få øje på livet. Underernæret fantasi og adfærdsterapi Vores fantasi og udsyn kan være underernæret. Vi bliver så fokuseret på det svære, at vi helt overser livet i øvrigt. Gud ønsker, at vi skal bruge vores fem sanser og fantasien og få øje på livet. I gode tider skal vi gerne få formuleret, hvad vi kan gøre, før livet bliver for svært. Vi skal ikke have ’nejhatten’ på og sige, det har jeg prøvet, eller det kan jeg ikke. Det er meget individuelt, så mit forslag her med 20 gode handlinger kan måske blive til en inspiration: 1. Gåtur alene eller med personale 2. Brug sanserne og nyd Guds skaberværk – naturen – blomstens duft – maden – vinden i håret – regnormen – fuglen – regnen på kinden – skyformationen på himlens hvælving 3. Et varmt eller koldt bad 4. Gudstjenesten, netværksgruppen og menigheden i al dens mangfoldighed 5. Find en kristen ven af samme køn og dan en gruppe på to, hvor I en time hver uge beder, læser Guds ord og deler liv – en dynamiskgruppe 6. Et telefonopkald til familie eller en ven 7. Lyt til lovsangsmusik og musik i øvrigt 8. Åndedræts- og afspændingsøvelser 9. Fysisk aktivitet 10. Skrive dagbog 11. Hold din hånd eller hoved under koldt vand eller brug isposer, når det er slemt 12. Læs i Bibelen, en avis eller en bog – undgå generaliseringer, at du ikke kan, lidt er også smukt 13. Højtlæsning – f.eks. lytte til en podcast, lydbog f.eks. PsykiaTro lydbog eller nogle af de 215 brevkasser på min hjemmeside 14. Tyngdedyne 15. Ballstick 16. En god dags- og ugestruktur 17. Kreative aktiviteter – at spille/synge/bage/puslespil… 18. Duftolier/tangles 19. At få p.n. medicin 20. Et kram med og fra mennesker eller dyr. Så tal med din kontaktperson og formuler sammen din liste. Hæng den op, så I hver dag kan se det samme billede og finde vej. I kan også formulere gode huskekort til lommebrug. At forstærke perspektivet – livet er en prik, og evigheden er en cirkel Tal med din kontaktperson og formuler sammen en liste med gode handlinger. Hæng den op, så I hver dag kan se det samme billede og finde vej. Du er kristen og elsker Gud. Du ved, at himlen er dit hjem, men din sygdom larmer og forstyrrer dit levende håb. Jeg tænker, at de fleste kristne er for lidt himmelvendte, det er du måske også. Vi elsker livet og himlen. Livet er ikke retfærdigt, men Gud er god. Vi forlanger

Modersavn har givet mig ’et hul indeni’ Brevkasse Af Poul Henning Krog 2. feb. 2024/05 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-103725.mp3?cb=1706883025.mp3 Kære Poul Henning. Mange tak for dialog. Den gør mig glad og samtidig faktisk dybt rørt. Jeg har oplevet ’modersavn’ som en livslang dyb smerte. Min barndomshistorie var, at min mor var alvorligt psykisk syg, psykotisk, efter hvad jeg fik oplyst af en sygeplejerske, som senere passede hende. Det var tabu, da jeg var barn. For at gøre en lang og svær historie meget kort, magtede min far ikke at forholde sig til det. Samtidig havde han et temperament, som af og til løb af med ham i forhold til os børn. Menigheden i min by var sammen med nogle i familien, skolen og mine fritidsaktiviteter mine åndehuller. Da jeg var færdig med skolen, måtte jeg bare væk. Jeg magtede ikke at være i familien og fandt min egen vej. Jeg har altid haft en stærk oplevelse af Guds omsorg, og der har været mange gode mennesker, som jeg har kunnet spejle mig i. Efter nogle år tog jeg mine forældre ”ind” igen, men følte ofte, at det var mig, der var ”den voksne”. Mine kreative sider og Guds nåde har båret mig igennem meget, men stadigvæk kan jeg til trods herfor føle ”et hul indeni” – et grundliggende modersavn, vil jeg selv kalde det. Forstå mig ret, jeg har sluttet fred med det, men vågne nattetimer kan kalde det frem. Jeg har faktisk aldrig før fortalt nogen ret meget om det, fordi det har gjort så ondt. Der er nok meget med tilknytning, kompensation, selvforståelse, flugt m.v. begravet i det hele. Kærlig hilsen den anonyme Kære ven Tak til Gud og dig, at du trods en svær opvækst fandt vej i livet. Jeg føler med dig, du beskriver billedet, så man får helt ondt i hjertet. Heldigvis fandt du måder at kompensere på. De belastende faktorer hos dine forældre var både tungt og svært, men du fandt ved Guds nåde beskyttende faktorer og hjælp fra anden side. Jeg tænker, at din tilgang sammen med din Guds relation har været en særdeles vigtig og afgørende nøgle. I dag er psykisk lidelse heldigvis ikke tabu, som det var dengang. I dag er man meget opmærksom på de mange udfordringer, der fortsat kan være i danske hjem. Tabuet er brudt I dag er psykisk lidelse heldigvis ikke tabu, som det var dengang. I dag er man meget opmærksom på de mange udfordringer, der fortsat kan være i danske hjem. Heldigvis taler vi her slet ikke om tilstande, som kendes fra børnehjem i Rumænien, men alligevel kan både sundhedsvæsen og forældre på andre niveauer være ganske udfordrede. Modersavn og omsorgssvigt Psykolog og professor ved Wisconsin University er kendt for sine grundige forsøg med rhesusaber i 1940´erne og 1950´erne. Social adskillelse fra moderen førte til sociale og følelsesmæssige skader. Resultaterne førte til stor forskning med menneskebørns behov for kontakt og samvær, her var bl.a. læge og psykoanalytiker René Spitz samt psykoanalytiker John Bowlby i spidsen. Mange er siden fulgt efter, bl.a. også Kirsten Lykke med en videnskabelig leder i Ugeskrift for Læger i 2021 med titlen: ”Når der opstår mistanke om omsorgssvigt.” Hun påpeger her, at der fortsat mangler tilstrækkelig evidens-baseret forskning og enkle henvisningsmuligheder. Et lysende eksempel er dog Halsnæs Kommune, hvor lægerne ved mistanke direkte kan henvise til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Børn har naturligvis krav på en tryg barndom og mulighed for udvikling af deres potentiale. At løfte opgaven, når der her svigtes, er svær. Der er mange involverede institutioner – lægen, sundhedsplejersken, pædagogen, læreren, psykologen og socialforvaltningen. At sætte ord på de svære følelser ”Vi må give udtryk for vores indtryk, ellers bliver vi nedtrykt”, lyder det så sandt fra grundlæggeren af Modum Bad i Norge. Igennem sproget sætter vi det sammen, som er gået i stykker. Sorg og modersavn har behov for at tilpasse sig en ny virkelighed. Sorg er en proces, der tager tid, og noget man går ind i og ud ad. I sorg er der også brug for at give minder plads, for sorghjælp er også huskehjælp på den rigtige måde. Vi søger forklaringer på det svære i livet. Vi vil gerne, at det skal give mening, men ofte kan vi ikke finde mening. At fortælle igen og igen til andre giver derimod mening, og her kan fortællingen balanceres og placeres et trygt sted hos Gud og en god lytter. ”Jeg hedder Thor Eigil, og min datter blev dræbt i et trafikuheld.” Sådan lød det på et kursus, jeg deltog i. At miste sin datter i et trafikuheld er ganske forfærdeligt, og kan man da overhovedet komme videre i livet. For Thor Eigil blev ulykken identitetsbærende i en grad, der overskyggede det liv, der lå foran. Dit modersavn blev lykkeligvis ikke identitetsbærende, for det er præcis her, vi alle har vores udfordringer, for ingen undgår trængsler, ulykker, sygdomme og vanskeligheder. Den store øvelse bliver at give plads og tid til sorgen og lade den fylde længe, men dog ikke resten af livet i en grad, så vi mister det gode nu. For Thor Eigil lå datterens dødsannonce billedlig talt på spisebordet. Ideelt set skulle dødsannoncen på et tidspunkt placeres i en mappe, som kunne stilles op på hylden. Minderne ville dukke op igen og igen, og mappen kunne tages ned og åbnes, men livet måtte gå videre. Guds ord kommer os til hjælp: ”I verden har I trængsler, men vær frimodige, for jeg har overvundet verden.”(Joh.16.33). Det geniale er, at samtidig med at vores noget barske livsvilkår præsenteres, møder vi Guds kærlighed, der har overvundet verden. Guds frihed og modighed gives af bare nåde til os. I bøn, overgivelse og mange kast af vores byrder på ham, vil trængslen til sidst føles mindre. Den proces er individuel, og jeg tænker, at når dit modersavn fortsat fylder i nattetimerne, har du talt for lidt med andre og Gud om din smerte. Det hjælper at bede og få talt ud til en god lytter. Det hjælper at sætte ord på smerte, tanker,

Sammenligning er en blind vej Brevkasse Af Poul Henning Krog 19. jan. 2024/03 https://udfordringen.dk/wp-content/uploads/speaker/post-103486.mp3?cb=1705672005.mp3 Hej Poul Henning. Tak for dialog. En af tingene jeg gerne vil spørge dig om er, om jeg kan jeg gøre noget ved min hukommelse. Den er blevet svært skadet efter min depression, og måske også fordi jeg får så meget medicin. Min medicinliste er: Pregabalin 150mg x 2, Gemadol 50mg x 3, Quetiapin 200mg x 1, Anafranil 100mg x1, Pantoprazol 40mg x 2, Lipistad 20mg x 1 og Zopiclone 7,5mg x 1. Er der noget af medicinen, jeg kan slippe, så hukommelsen kunne blive bedre? Jeg har virkelig meget tankemylder og svært ved at koncentrere mig eller samle mig om det, jeg skal. Både hukommelsesbesvær og tankemylder medfører, at jeg føler mig mindreværdig eller direkte dum. Mvh den ramte   Kære ven Tak for dit skriv og gode formuleringer. Du stærke kvinde, det er så hårdt at blive ramt af en depression. Det hele bliver trist og tungt. Energien til dagliglivet forsvinder. Glæden ved det, man plejer at blive glad ved, mindskes. Jeg læser dog, at du efter medicinen heldigvis har fået det bedre. I Danmark rammes ca. ½ million af en depression, det er et voldsomt tal. En del kan efter depressionen opleve, at humøret vender hurtigere tilbage end den kognitive formåen med at huske, agere og koncentrere sig. Langt de fleste oplever dog, at hukommelse og intellektuel formåen genetableres. Det lyder på dit skriv, at du er landet i den gruppe på 10-20%, som også lang tid efter depressionen kæmper med hukommelse og koncentrationsevne. Du er naturligvis ikke dum Ingen er dumme. Vi er alle originale og skabt i Guds billede. Gud har lovet at være med os alle dage og alle slags dage. Han beder os ikke om noget, han ikke giver os kraften til. Menneskeligt set er det dog nemt at komme til at føle sig dum, når man ikke kan det, man plejer at kunne. I dit tilfælde er det ikke rent fysisk, men evnen til kognitivt at kunne huske og koncentrere sig. Vi kan alle blive ramt af sygdom, og allerede fra 20-25-års alderen bevæger den kognitive evne sig langsomt nedad. Vores udfordring består altså i at håndtere nye virkeligheder. Det handler helt grundlæggende om at forvalte det, vi har, og ikke tænke på alt det, vi ikke har. Der er folk, der er født med en dårlig hukommelse, de har lært sig at skrive mest muligt ned. Nick Vujicic er født uden arme og ben og øver sig i at kompensere med hjælpemidler. Problemet er således ikke kun svagheden – nedsat hukommelse, men at håndtere svagheden. Hvilke tanker og følelser knytter der sig til din svaghed. Du nævner her både mindreværd og følelsen af at være dum. Følelsen og tanken om at være dum opstår ved sammenligning. Sammenligning kan være med en selv, hvad plejer du at kunne, men sammenligning kan også være i forhold til andre. Her må vi huske, at sammenligning er en blind vej, for alle er unikke, og alle dage er forskellige. Sammenligning fjerner os fra vores liv med Gud i nuet. Sammenligning giver ingen mening, idet dagen i dag for den enkelte netop er fyldt med ny nåde. Bøn, klage og et fornyet sind Gud vil høre din klage, når du beder. I Salme 61,2-3 finder vi et vidunderligt løfte: ’Gud vil føre dig op på den klippe, der er for høj for dig.’ I Salme 61:2-3 læser vi om Davids klage og bøn: ’Hør min klage, Gud, lyt til min bøn! Fra jordens ende råber jeg til dig, når jeg føler afmagt. Du skal føre mig op på den klippe, der er for høj for mig.’ David skriver her om afmagt. Du oplever også afmagt, når du glemmer og ikke kan koncentrere dig. Gud vil høre din klage, når du beder, og her får du et vidunderligt løfte, som jeg vil give til dig: ’Gud vil føre dig op på den klippe, der er for høj for dig.’ Du skal altså ikke sammenligne dig med andre, eller hvad du kunne før. Du skal i stedet for se, at Gud formår midt i dine udfordringer at føre dig frem og op på en klippe, som er for høj for dig. Den klippe kan være livets velsignelser og højdepunkter i dag, at der hvor du havde ’gravet dig ned’ med tanker om dumhed og mindreværd, lige der vil du opleve, at Gud løfter dig op og sætter dig over omstændigheder. Ordet klippe er her også et billede på Kristus – ’Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.’(Fil.4.13). Det løfte kommer efter, at vi har tilegnet os Fil.4.4-7 og særligt også Fil.4.8. Den opgave vil jeg opmuntre dig med, for heri ligger en hemmelighed, som mange ikke har grebet og lever i. Studier fra Rigshospitalet februar 23 – også en hjælp til dig i fremtiden Depression er hos mange patienter også forbundet med dårlig hukommelse. Nu viser resultaterne af et stort forsøg med hjerneskanninger, at patienter med moderat til svær depression har 7-10 procent mindre af en bestemt serotonin-4-receptor i hjernen end raske forsøgspersoner. Det viste sig endvidere, at der var en direkte sammenhæng mellem mængden af denne receptor og hukommelsen. Dem, der havde det laveste niveau af serotonin-4-recepter, havde størst udfordringer med hukommelsen. Man håber, at dette fund kan bidrage til at opdele depression i flere forskellige sygdomme og udvikle mere målrettet behandling til de forskellige typer. Når du afledt af hukommelsesbesvær føler dig dum eller mindreværdig, skyldes det formentlig en biokemisk virkelighed – en lav koncentration af serotonin-4-receptor. Vi må med tålmodighed vente, før denne forskning udmønter sig i en pille, der kan afhjælpe problemet. Hjernen er et plastisk organ Heldigvis skal vi ikke blot vente på medicinske gennembrud, for hjernen kan udvikle nye celler eller lære at køre på nye ’motorveje’, så hukommelsen kan bedres. Indtil videre er det bevist, at her virker antidepressiv medicin, ECT-behandlinger, motion og psykologiske samtaler. Ideelt set skal motion derfor gerne øges til det