Poul Henning Krog

poul_logo_200

Vi er begyndt at gå hinanden på nerverne

Sæt jer det fælles mål for 2021, at I skal blive dygtige til at kommunikere.

Kære Poul Henning
Min mand er stoppet som håndværker og er gået på efterløn. Han har altid haft hænderne fulde, både med sit arbejde og igennem de sidste ti år også med at forbedre vores smukke hus. Vi havde tænkt, at når vi fik mere tid, skulle vi rigtig hygge os sammen. Vi fandt ud af, at vi på flere områder var vokset fra hinanden. Vi kunne ikke finde ud af at bruge al den tid sammen.

Skuffelsen er indtrådt for os begge. Det er nu endt med, at vi har solgt vores hus og flyttet i en andelsbolig i en anden by. Set i bakspejlet var det nok meget uklogt. Vi har mistet vores vennekreds og gode menighed, og min mand har mistet arbejdet med vores hus. Det var et arbejde, han elskede. Nu går vi hinanden på nerverne og har svært ved at finde vej. Tak for gode råd.
Kærlig hilsen Yrsa

Kære Yrsa
Tak for jeres ærlighed. Det er desværre ikke så ualmindeligt. Skuffelse og krise er forfærdeligt, men også strålende. Det afdækker ofte oversete virkeligheder. Det giver en sund mulighed for vækst, hvis det gribes rigtigt an. Der er masser af håb, men I skal i gang med at arbejde mere på jeres ægteskab. Sæt jer det fælles mål for 2021, at I skal blive dygtige til at kommunikere. Nu er fokus ikke på forbedring af det smukke hus eller job, men jeres fælles trivsel først, og dernæst livet i jeres familie og menighed.

To gode råd er:
1. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede.
2. Forkæl og overrask hinanden.

I vil overraskes over, at billedet ændres fra at gå hinanden på til en indbyrdes dybere, smukkere og stærkere kærlighed.

Vil I styrkes i god og kærlig kommunikation, anbefaler jeg jer et parkursus, det kan være et PREP-kursus eller et par-Alphakursus. Tanken er at gøre gode parfold bedre. Kurser afholdes flere steder i Danmark og ofte også i kirker. Det med tale-lytteteknik lyder så let. De fleste tror, at det kan de sagtens, det er ofte ikke rigtigt. Alle kan altid blive bedre til kommunikation, så et parkursus er en god investering i jer og i fremtiden. Et skridt dybere kunne være, at I læste højt for hinanden og diskuterede min nye bog PsykiaTro. Det, at få inspiration og læse god litteratur sammen, er værdifuldt og opbyggende. Her vil I på en gang give tid og få fokus på hinanden, I vil få en fælles oplevelse, I vil opmuntres fra bogens spørgsmål til at få en dialog i gang om livets store emner, og ikke mindst vil I vokse åndeligt.

Et citat fra bogen:
”Min hustru og jeg fejrede to gange 60-års fødselsdag sidste år. Til festmiddagen læste jeg nedenstående digt af Benny Andersen ”Mit hjertes indvandrer” – en tak til både Gud og Susanne.
”Jeg mødte dig som en fremmed, men fandt ud af, at du kendte mig bedre end jeg selv.
Du førte mig på opdagelse i mig selv, du kendte genveje
til oversete udsigter,
undersete koralrev.
Hvad der på mit kort stod opført som BLIND VEJ, viste sig at føre til sindets største og kærligste lufthavn.
Du tog mål af min daglighorisont, og mens jeg sad som på nåle, så du dit snit til at trække nålene ud og anvende dem i dit snitmønster.
Du klippede og øgede og lagde
min gamle konfektionssyede horisont ud, med adskillige tusinde kilometer, så den ikke strammede så meget om livet.
Først langt ud på natten
nikkede du tilfreds:
Den vil nok i begyndelsen føles
lige rigelig om fortiden.
Men den er beregnet til at vokse i.
Og den klæder dig virkelig godt!
Min livsfordobler
Mit hjertes indvandrer
med lidt for vide, let slaskende horisonter, omfavner jeg dig
i denne fortrolige forårsnat.”
Hvor forelskelsen gør blind, gør kærligheden seende.”
Kærlig hilsen
Poul Henning

Scroll to Top