Poul Henning Krog

poul_logo_200

Problemer i job og menighed gav stress

Jeg er en mand, som er meget pligtopfyldende. Jeg havde et godt job, men en række udfordringer væltede ind over mig. Vores menighed kom ind i store problemer. Jeg kæmpede for at gøre mit. På arbejdet kom der mange omstruktureringer og mit gode team blev opløst.

Jeg kæmpede for at undgå dette. Gamle traumer er dukket op igen. Jeg tåler ikke at blive forladt, så bryder jeg sammen. Mine gode vaner med motion, andagt og passe hus, arbejde og menighed blev sværere og sværere. Til sidst blev jeg stressramt og efter nogle måneder gik jeg ned med en depression og kom i behandling, også med medicin. Jeg har nu været sygemeldt i mange måneder.

Jeg kæmper for at finde livets mening og glæde. Jeg vil i gang igen. Jeg er bange. Jeg har søgt mange job. Jeg har bedt og bedt. Nu er der lukket en dør op, og jeg har fået et job. Jeg har ikke fortalt min leder om mit forløb, jeg tør ikke. Jeg skal snart begynde på næsten fuldtidsarbejde. Tak for gode råd.

Kærlig hilsen
Den anonyme

 

Kære ven

Tak for samtale. Livet føles jo noget uretfærdigt, når man rammes af så mange udefra kommende faktorer. Du må gøre, hvad du har tro til. Normalt ville jeg tilråde åbenhed med arbejdsgiver og en langsom optrapning i timer. Vi har i samtalen justeret lidt i medicinen, også så din nattesøvn kan forbedres.

Du bærer på en dyb forladthedsfølelse. Den ligger tæt på forkastelse. Det er frygtelige følelser. De er opstået pga. mange svigt for årtier siden. Nu udløser nye følelser af svigt de gamle følelser. Hvor er det godt, at du søger hjælp og får talt ud. Ingen skal være alene med så svære følelser.


Du har kæmpet og kæmpet, men din krop og psyke har sagt fra. Dit forløb har været overbelastning af alt for mange udefra kommende faktorer, udløsning af gamle traumer, stress, sygemelding og depression. Vi har alle grænser. Du har været hård ved dig selv. Vi har talt om, at du har svært ved at sige nej. Andre kan have svært ved at sige ja. Vi må alle lytte til Helligånden, så vi kommer ind i den hvile og rådgivning, Gud har til os alle.

Nu udløser nye følelser af svigt de gamle følelser. Hvor er det godt, at du søger hjælp og får talt ud.

Vi har talt om fortiden og det dybereliggende traume. Et traume defineres som enhver negativ livsoplevelse, der sker i en tilstand af hjælpeløshed. Strategien for vores naturlige overlevelsesinstinkter er kamp eller flugt. Problemet med traumet er, at vores hjerne har lært at associere mange ting med det oprindelige traume, derved kan hjernen reaktivere den neuro-kemiske-reaktion til beskyttelse af mennesket, lang tid efter at traumet er passeret.

Det sker for os alle igen og bliver dermed til en vane. Når denne reaktion aktiveres, får alle kropssystemerne besked om at være i højeste alarmberedskab. Når faren er drevet over, returnerer systemet til kroppens normaltilstand. Det er her, pausen, pit-stop og læringen skal komme ind, for hvis systemet derimod ”fryser” i overlevelsesinstinkt reaktion, eller fortsætter i forhøjet beredskab, så ”køres” kroppens kemi hårdt, og resultatet kan blive en kronisk tilstand af både vaner og organer.


Den kroniske tilstand kan slå ud i mange retninger, bl.a. depression, angst, anspændthed, følelse af svigt, frygt, skyld og afhængighed, men også fysiske symptomer som smerter, problemer med hjerte, hud, hormonbalance og immunforsvar. Vi skal derfor lytte til kroppens signaler og i tide søge hvile og skrue ned for ambitionerne.

Også din pytknap skal bruges. ”For den, der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine.”(Heb.4:10) Se dit forløb som en livslæring og brug Salme 23 som terapi. Din vandring i ”dødsskyggens dal” bliver heldigvis ikke ved, der er håb og omfavnelse af Gud midt i det svære, for ”jeg er hos dig”.

Kærlig hilsen
Poul Henning

Scroll to Top