Poul Henning Krog

poul_logo_200

Hvorfor oplever jeg så meget modgang?

Kære Poul Henning

Jeg har svært ved at forstå, at jeg som kristen kan opleve så meget modgang i livet. Jeg er bevidst om, at jeg ikke altid har taget de rigtige valg.

Min kristne eksmand forlod mig for knap to år siden. Sammen har vi to dejlige børn. Min eksmand han nu forladt troen på Gud. Vi deles om børnene 4/10. Før var vi sammen om at fortælle vores børn om Jesus, nu ser børnene en far, der har forladt troen.

Mit arbejdsliv som lærer har været hårdt. Jeg troede, at det ville blive mit drømmejob. Nu har jeg igennem 10 år kæmpet imod stress, depression, angst og overbelastninger. Ofte har jeg været sygemeldt. Min læge har sat mig i behandling med antidepressiv medicin. Jeg mistede mit job sommeren 2019 pga. for mange sygemeldinger.

Jobcenteret presser på, jeg skal søge job uopfordret, booke og møde op i tide og utide. Jeg kæmper for at holde hovedet oven vande. Jeg er ensom og savner tosomheden. Min vennekreds er også blevet påvirket af skilsmissen. Når jeg tænker tilbage, får jeg tårer i øjnene. Hvorfor skal jeg opleve så meget modgang? Hvordan kommer jeg videre?

Kærlig hilsen
Anette

 

Kære Anette


Tak for et langt skriv. Det er forkortet og sløret. Det gør mig ondt at høre, at dit liv har været så hårdt. Du kæmper en brav kamp. Måske du har behov for nye indsigter og udsigter. Nogle gange i livet skal der et større skift til. Vil et højskoleophold være en mulighed?

Det er tid til at gøre status. Hvad kan du forandre, og hvad skal du lade ligge. I alt må vi overgive os til Guds ledelse og nærvær. Jeg ved, at det sætter du også meget ind på. Hjernen er skruet sammen på den måde, at det dynamiske – det vi kan gøre noget ved – kan bringe ”liv”.

Det statiske – det vi ikke kan gøre noget ved – kan bringe ”død”. At tænke tilbage kan være en farlig beskæftigelse. De svære ting i livet bliver ofte forstørret.


De trækkes ind og kommer let til at ødelægge nuet og de rigtige skridt fremad. Paulus taler om at glemme det, der er bagved, og række efter det, der er foran. Jesus siger: ”I skal vandre, for at mørket ikke skal indhente jer”.

Det er tid til at gøre status. Hvad kan du forandre, og hvad skal du lade ligge. I alt må vi overgive os til Guds ledelse og nærvær.

Dine tanker kører uafbrudt, de er blot tanker, de er ikke nødvendigvis lig med sandheden. Vi sammensmelter eller fusionerer let med vores dårlige tanker, det arbejdes der også med i ACT – Accept-Commitment Terapi.

Jeg citerer fra min kommende bog: PsykiaTro

”Fra et ACT-perspektiv er den mest problematiske del af fusion, at den overdrevne tillid til sindet kan komme i vejen for værdibaseret handling.”


Livet er meget mere end lidelser og bekymringer. ”Til sine disciple sagde Jesus: ”Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise eller for, hvordan I får tøj på kroppen. LIVET er jo mere end maden, og legemet mere end klæderne.”

Nogle gange kan vi ikke selv slippe af med det, vi opfatter som problemet, men Gud kan fjerne det. Kast din byrde på Herren.

”Han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vores synder i havets dyb!”

Må Gud rigt velsigne din stille stund i bøn til Gud. Helligånden vil trøste, vejlede, opmuntre og lyse op. Det er dejligt, at du også har menigheden og en stor støtte i dine nære venner.

Kærlig hilsen
Poul Henning

Scroll to Top