Hvordan undgår jeg selvmedlidenhed?

Kære Poul Henning

Jeg har altid brændt for mission i den tredje verden. Jeg har flere gange været afsted på kortere og længere missionsindsatser i Afrika. Jeg er desværre ikke så rask mere, og mine rejser er stoppet.

Min hustru døde for 4 år siden. Mit hoved og min ånd er frisk nok, men min fysik er dårlig. Jeg er ked af, at jeg ofte ikke længere magter at komme i min karismatiske kirke. Der er ikke rigtig brug for mig længere.

Det har jeg det svært med, idet jeg altid har været meget aktiv i tjenesten. Min udeblivelse fra mit kirkelige fællesskab kan være svært for mine nærmeste at forstå. De kender mig som den friske og engagerede. Tak om du har et godt råd, så jeg ikke synker ind i selvmedlidenhed, ensomhed og sløvhed.

Kærlig hilsen Ruben

 

Kære Ruben

Tak for samtale. Det er vigtigt, at du fuldfører løbet og forbliver tro overfor Gud, dig selv, din familie og kirke. Kræfterne bliver jo mindre med årene, men behovet for fællesskab har vi alle.

Måske Gud vil ændre din tjenesteprofil. Du kunne måske blive ansvarlig for missionskontakten i din kirke, det kan klares hjemmefra med en pc og en værtsfunktion. I kirken er det naturligt at prioritere søndagsgudstjenesten og bønnemøderne øverst. Her kunne du måske komme med et missionsindslag ind imellem.

Jeg tænker også, at du særligt og dagligt skal vokse i bønnetjenesten for din familie, kirke og missionsarbejde. Er det svært at komme i gang, kan du måske finde en bønnepartner.

Paulus bad uophørligt. Paulus bad mere i tunger end de andre. Jeg opfatter, at Paulus gav os en fin ”model” i 1Kor.14:15 – ”Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden.” Vi opmuntres altså til at praktisere alle fire tilgange.

Tungetalen og sang i ånden derhjemme er velsignet og opbyggende i sig selv, men baner også vej for, hvad vores forstand skal bede om. ”Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed.

For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.”(Rom.8:26-27)

Tungetalen er Guds verdensomspændende internet med løbende opdateringer og klar videns- og hjerteformidling fra Guds hjerte til vores hjerte. Der er en ”internetforbindelse” til Gud på et hemmeligt sprog begge veje ved Helligånden. Vi taler i tunger hemmeligheder med Gud.

Ånden går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Når denne internetforbindelse er slået til, medfører det, at troen styrkes, og vores indre menneske bygges op. Guds evangelium kommer i højsædet, for Helligånden vil altid pege på Kristus.

I tungetalen er vi formentlig med til at bede for mennesker og situationer rundt omkring i verden, uden at vi har nogen idé om, hvem og hvilke situationer, det drejer sig om.

Tungetalen afkobler elegant forstanden og tilliden til egen formåen. Tungetalen er ikke en virkelighedsflugt, men kobler sig direkte på Guds hjerte. I en hovedtung tid er det genialt.

Tungetalen giver energi, ro, guddommelig opbakning og stabilitet i hverdagen. Tungetalen bruges, fordi Guds visdom og hjerte er vigtigt for mig lige nu. Tungetalen kobler os til den sejr, Kristus har vundet.

Er dit liv blevet visionsløst og de talte eller uudtalte indre ord nedbrydende, kaldes du til at tale i tunger, for her anvises en bedre og ny vej direkte til Guds hjerte. I den Hellige Ånd kommer vi over begrænsninger og afgrænsninger.

Den sande essens af Åndens nye liv i os, er kærlighed. Vær derfor ved godt mod, for Gud har langt mere til dig, end du aner.

Kærlig hilsen
Poul H