Hvordan takler jeg min søns psykiske sygdom?

Kære Poul Henning

Jeg kæmper for og med min søn. Han er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, idet han havde taget for mange piller. Han er lige gået fra sin kæreste. Han har også afskrevet mig, idet jeg ikke må besøge ham.

Han har haft en svær opvækst. For otte år siden fik han diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline-typen. Det har været en stor sorg at se min søn i så mange livskampe. Jeg har ofte ikke vidst, hvad jeg skulle stille op med hans ”anfald”. Han kunne let blive aggressiv, hvis han ikke fik sin vilje, men lige så let ende opløst i gråd.

Han har altid søgt anerkendelse og også haft et meget svingende humør. Når jeg har prøvet at sætte grænser, er det ofte endt med udtalelser om, at jeg ikke vil ham, ikke tror på ham og ikke forstår ham.

Dertil er han det sidste år også begyndt på et mindre misbrug, hvilket har givet ham endnu flere problemer. Løgn og sandhed er svær at blive klog på. Jeg savner min søn. Jeg kæmper for at holde humøret oppe. Tak for et godt råd.

Kærlig hilsen Karen

 

Kære Karen

Tak at du skriver. Ja, hold da op – det er ikke let. Bøn til Gud alene og med andre er sammen med det du allerede er – en kærlig og stabil mor – mit bedste svar. Min næste svar er DAT-behandling.

DAT står for Dialektisk Adfærdsterapi. Det er en behandling med ugentlig terapi alene og sammen med andre i et forløb over 2 år. Det tilbydes efterhånden mange steder i Danmark i lokalpsykiatrien. Der er en markant forbedring i livsmestring efter et sådant forløb.

I DAT træner man intenst. Udfordringerne med borderline diagnosen er mangeartede:

• Tendens til intense og ustabile forhold til andre
• Tendens til selvdestruktiv adfærd
• Mangel på integration af selv’et – hvilket giver et usikkert og svingende selvbillede og en manglende selvværdsfølelse
• Mangel på impulskontrol – handler uoverlagt på umiddelbare tilskyndelser – der kommer mange uheldige, uforstandige og forkerte ord
• Frustrationstolerancen og aggressionstærsklen er lav
  Udtalt tendens til projicering og bortforklaringer
• Ustabilt og lunefuldt humør
• Besvær med at fastholde et handlingsforløb som ikke giver øjeblikkelig belønning.
  Tendens til ”at give op,” når noget går dem imod

Dermed vil jeg sige, at du må elske din sunde søn, men ikke den usunde sygdom. Din søn er ikke sin sygdom, men han har en sygdom. Denne sygdom er svær at håndtere, idet alle bedre kan forholde sig til fx et brækket ben.

Det er jo netop sygdommen, der gør, at han kobler dig og kæresten af. Sygdommen medfører en adfærd, som du og jeg her beskriver. Det er tydeligt for enhver, hvor enormt vanskeligt det er at være mor.

Du kunne med fordel opsøge tilbud til pårørende. Du er bestemt ikke alene. Studier fra flere lande viser, at personlighedsforstyrrelser udgør 7-13% af befolkningen. Der findes 3 grundtyper,
og her 10 underopdelinger af personlighedsforstyrrelser. Heldigvis bedres de ofte over tid.

De diagnostiske kriterier for borderline forsvinder i 50-90% af tilfældene efter 10-25 år med sygdommen.

Du må i bøn og disse vanskelige omstændigheder blive et meget helliggjort menneske. Find en bønnepartner. Det er ikke let, men jeg vil opmuntre dig med ordene:

”I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenhed skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” (Jak.1:3-4).

Forbøn, tro, udholdenhed, stabilitet, integritet og omsorg er nøglebegreber som pårørende.

Kærlig hilsen
Poul Henning