Poul Henning Krog

poul_logo_200

Hvordan kan jeg hjælpe ung kvinde ud af mørke og destruktive tanker?

Kære lægepræst

Jeg kender en ung kvinde, som er i stor nød. Jeg håber, at du kan give mig nogle vise ord. Hvordan kan jeg støtte hende, og hvad kan hun selv gøre for at komme ud af sin lidelse.

Hendes situation er således, at hun kæmper for at opretholde sin hverdag og gå i skole og få sin studentereksamen. Hun er godt begavet og har altid haft gode karakterer. Allerhelst ville hun blive i sin seng og være fri for alle krav og forventninger. Meget ofte er hun utilfreds og hård ved sig selv. Hun har også forskellige selvstraffende tendenser. Pigen føler, at hendes behov er ”falske”, forkerte og belastende for andre.

Hun har svært ved at finde trøst og håb i troen. Hun har ikke kraft til at bede og ikke lyst til at læse i bibelen. Hun virker til overhovedet ikke at kunne se Gud som en kærlig, nådig og omsorgsfuld Far. Tak, hvis du vil sige noget om, hvilke skridt, der kunne være hjælpsomme, for at hun kan komme videre.

Kærlig hilsen
Anonym

Kære ven

Mange tak for dit skriv. Hun er velsignet med dig ved sin side. Det er tankevækkende og skræmmende, at så mange unge kæmper med livet. Nye danske studier viser at 15% diagnosticeres med en psykisk lidelse, før de fylder 18 år. Mange har ikke troen, og meget ung psykisk lidelse er eksistentiel lidelse og identitetsusikkerhed.

Når Gud fjernes, har vi kun os selv og hinanden. Der er fattigt. Vi er skabt til et kærlighedens kredsløb med Gud, vores næste og os selv. Det er et livsvilkår, som mange desværre ikke har forstået. Trykket på de unges jeg er som følge heraf alt for stort.


Den konkrete og begrænsede historie peger jo i flere retninger. At hun trækker sig, er en del af angstens symptomatologi. At hun vil være i sin seng og ikke orker at bede og tage imod hjælp, tegner i retningen af en depression. At hun har selvstraffende tendenser, peger i retningen af en emotionel personlighedsforstyrrelse.

At hun er utilfreds og hård ved sig selv, peger i retningen af en jeg-forstyrrelse og et lavt selvværd. Hun skal med en grundig anamnese udredes diagnostisk. En depression skal behandles før end en angstlidelse, og en angstlidelse skal behandles før en personlighedsforstyrrelse og jeg-forstyrrelse. I psykiatrien har vi denne rækkefølge.

Der er stor forskel på, om man ikke vil eller ikke kan.
Hvis hun kunne, havde hun formentlig gjort det for længst.
Manglende kemi og signalstoffer kan lukke hjerne ned.

En begyndende agiteret depression kan godt vise sig med det skitserede billede. Her vil omgivelserne måske opfordre hende til at skulle dette og hint, men problemet er, at hun i den nuværende situation ikke kan. Der er stor forskel på, om man ikke vil eller ikke kan. Her kan velmenende kristne gå helt galt i byen.


Hvis hun kunne, havde hun formentlig gjort det for længst. Manglende kemi og signalstoffer kan lukke hjerne ned. Antidepressiv medicin er her vejen før terapi. Man skal ikke give op, er der ikke en tydelig effekt efter 2-3 uger, skal et skift af præparat komme på tale.

Når depressionen letter, kan man begynde at arbejde kognitivt. Her er jeg selv en fortaler for Accept-Commitment Therapi. Men som sagt, er diagnostisk grundig udredning helt afgørende. Hvis depression og angst kan udelukkes, kommer vi aktuelt ned i de dybere eksistentielle og personlighedstræk.

Der er grundlæggende meget at arbejde med. At hun føler, at hendes behov er falske, forkerte og belastende, siger meget om hendes ”skemata”. Skemata er dybe og grundlæggende antagelser og tænkning om sig selv, sin næste og verden. Skemata afgør, hvordan begivenheder tolkes, og har afsæt i tidligere erfaringer. Skemata kan være opstået på baggrund af en vanskelig opvækst eller traumer i livet.

De mest grundlæggende og ødelæggende skemata handler om manglende kontakt og afvisning. Når skemata er utilpassede og forkerte, aflæses omgivelser og situationer forkert, for indtrykkene skal passe med ens indre opfattelse af sig selv. Hun tolker, at hun er til belastning for andre, hun bekræfter løbende sig selv heri, fordi hendes selvværd og selvforståelse er forkert. Det indre skal forløses, for at det ydre kan tolkes sandt.


Det, hun føler og oplever, er reelt, men det, der sætter hende fri, er sandheden – Guds ord. Kognitiv terapi uden Gud kan nå et stykke vej. Kognitiv terapi med Gud kan nå milevidt

Det, hun føler og oplever, er reelt, men det, der sætter hende fri, er sandheden – Guds ord. Kognitiv terapi uden Gud kan nå et stykke vej. Kognitiv terapi med Gud kan nå milevidt, det er baggrunden for min sidste bog PsykiaTro. Hun er underfuldt skabt. Jeg vil jeg opmuntre dig og hende til at google – FathersLoveletter.com.

Vores tid tilbeder jeget. Vi er imidlertid skabt til at tilbede skaberen og ikke skabningen. Der er brug for et paradigmeskift fra jeget til Gud, det tager tid, der vil være tilbagefald, men det er vejen. Processen beskrives i Esajas 55.6-13. Vores tanker og planer er mikroskopiske og uinteressante ved siden af Guds tanker og planer, derfor må vi alle lytte og forvandles fra dag til dag.

Forvandlingen sker, når Guds ord væder, befrugter, giver spirekraft og udsæd samt brød til den, der vil spise. Vil hun ikke gå denne vej, skal hun opmuntres hertil, for alternativet er tomhed og et ofte dysfunktionelt liv.

Fyld sindet med gode grundtanker

Tre eksempler på vidundelige skemata (grundlæggende antagelser) fra bibelen kan være:

1. ”Sådan har jeg talt til jer, ffor at I skal have fred i mig. I verden har i trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.”(Joh.16.33).
– Jesus taler

– Jesus skænker os sin indre fred

– Der vil komme trængsler

– Jesu frimodighed tildeles os, fordi han har overvundet verdens bump.
Udgangspunkter er nu flyttet fra hende til Kristus.

2 . ”Men nu er vi løst fra loven oog er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle”. (Rom.7.6)
Bogstaver og krav! Præstationer og ”leve op til”! Glem det! Eksempler på dysfunktionelle basale antagelser. ”Hvis ikke… så”. ”Hvis nogen ikke bryder sig om mig, så er jeg værdiløs”, ”Hvis jeg ikke gør alting perfekt, er jeg uduelig”.

I Kristus er hun død og i dåben begravet, fra det hun før var fanget i. Hun har oplevelser, antagelser, tankegods og følelses-cutting nok til at bygge et stort skib. I Kristus er ”skibet gået ned”, for I Ham kaldes hun til et opstandelsesliv, hvor hun er tjener i Åndens nye liv.

3. ”Hvad er der mere at sige! eEr Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.” (Rom.8:31-34)

Ja, vi er i den begejstrende Esajas 55-proces. Rejsen går fra vores ego tanker og planer, til Guds elskelige og rene tanker og planer; frugten bliver, at vi med glæde og fred drager afsted til vores næste. Tænk, hvad der kan ske for et menneske, når Guds ord får plads og bliver integrereret i vores indre.

Tænk, at Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage, men udfører, det Gud vil. Så kære ven, bed til Gud. Drag dernæst afsted til guldpigen med stor empati og rigelig tålmodighed samt masser af tro, håb og kærlighed fra Gud. Begynd der, hvor hun er med to ører og en mund. Guldpigen skal finde sig selv, og det sker i mødet med Gud. Guds kærlighed vil læge, trøste og jævne ´sindets knolde´.

Kærlig hilsen Poul Henning

Scroll to Top