Hvordan håndterer jeg Satans angreb?

Kære Poul Henning

Al iagttagelse af omstændigheder er vigtigt. Vi kan ikke undgå kampe, men jeg vil gerne, at kampene ikke vælter mig. Jeg kan have svært ved at komme op igen af ”nedture”. Jeg synes, at det er svært og hårdt, at netop som jeg er mest ok, kan ting fra fortiden forårsage vældige kampe i både kød og blod.

Det kan være personer, jeg møder, som giver associationer til noget fra fortiden, som ikke er godt. Disse kampe kommer igen og igen, og oftest kommer de overraskende og bag på mig. Jeg vil bare undgå at skulle være på vagt hele tiden. Jeg ved, at Satan går rundt som en brølende løve, men hvordan kan jeg forsvare mig imod det, uden konstant at være på vagt? Det kan få modet fra en at tænke på. Jeg føler, at jeg mister min frimodighed. Kan du nævne eksempler på at iklæde sig den fulde rustning? Jeg håber på lidt support, da angreb er uundgåelige.

Med kærlig hilsen

Kære ven

Tak for dit vigtige skriv. Du trækker faktisk to udfordringer frem. Mit første svar angår emnet, at vi indhentes af vores fortid:

Vi er i en åndelig kamp. Vi må dagligt iklæde os den fulde rustning, der er beskrevet så smukt og præcist i Efeserbrevet kapitel seks. Er vi i forreste række, flyver kuglerne tæt. Jeg læser, at Gud giver dig en frimodighed, men at du let mister den, fordi ting fra nuet rammer noget i dit livs rygsæk, som vælter dig.

Du får da en nedtur, som sætter dig ud af kampen for en tid. Jeg tænker, at de fleste kristne kender til det. Du er ikke alene. Det er et livsvilkår i åndelig kamp, at der er en modstand, og vi kan såres. Vi er ikke robotter, men mennesker med tanker, oplevelser, følelser, urimelige hændelser og nogle gange en svær fortid.

Ideelt set skal vores rygsæk forebyggende tømmes, før vi iklæder os den fulde rustning. Endvidere må vi hvile i vores Kristus-identitet. Djævelen vil gerne sende os på en fisketur i vores rygsæk, genoplive og forstørre emner fra fortiden. Gud kommer os til hjælp. ”Han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode.

Du kaster alle vore synder i havets dyb.”(Mik.7:19) I havets dyb kan alle vore synder og skyldnere ikke længere findes. ”Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre. Jeg husker ikke længere på deres synd og på deres lovbrud. Men når synden er tilgivet, er der ikke længere brug for syndoffer.” (Heb.10:16-17).

Evangeliets glade budskab er, at prisen blev betalt én gang for alle. Der er ikke brug for selvpineri, en ekstra runde, en ekstra regning og et ekstra syndoffer. Jesus gør det, vi ikke kan. Ingen skylder nogen noget. Alt regnskab om skyld, skam og synd er ophørt. ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.”(Joh.8:7) ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere”(Matt.6:12)

Når noget nyt kan udløse noget gammelt, er det fordi, det gamle ikke forbliver på havets dyb. Djævelen ønsker at fiske det gamle op fra livets rygsæk, men fra Guds side har han både tilgivet og glemt gamle synder. Når der fiskes, er det således ikke Guds tanke, at der skal fiskes. Det er os selv, andre mennesker eller djævelen, der går ind for dybt-vands-fiskeri i glemslens hav. Vi skal lære af fortidens fejltrin, men ikke styres af fortiden. Heri ligger den en stor forskel.

Dagens psykologi går heller ikke ind for at grave i fortidens synder. Er der derimod noget, der kommer op, som forhindrer det gode nu, skal det bearbejdes. Min egen erfaring er, at jo mere vi står i kamp, desto mere kan der springe bomber i eget liv eller i vores omstændigheder, som udløser nye udfordringer. Det må ikke undre os, at vi gennemgår en ildprøve, for den prøvede tro er mere værd end det forgængelige guld. Vi kan altid lære af prøvelserne.

Læg løgnen bort og tal sandhed til dig selv

Mit andet svar angår emnet, at vi kan blive for vagtsomme og hæmmes i vores videre vandring:

Du skriver om det, konstant at være på vagt. Du skriver, at det påvirker dit mod og din frimodighed. Det er absolut muligt at være for meget på vagt. Den øgede vagtsomhed er ofte forårsaget at gamle oplevelser, der initieres af nye mildere, men lignede oplevelser. Når gamle oplevelser ”kryber ind under huden”, bliver vi let fremadrettet for vagtsomme.

For tænk nu, hvis det skete igen. Vi har udtrykket ”brændt barn skyr ilden”. Oplevelsen er gemt i hjernen, nærmere bestemt i amygdala, der er monitoreringsdel for sensoriske input. Kommer barnet tæt på ilden, sker der en aktivering. Dette overlevelsesinstinkt kan udløse kropsreaktioner og sindsbevægelser, endnu før bevidstheden er klar over, hvad der foregår. Når hånden trækkes tilbage fra varmen fra ilden, er det jo absolut formålstjenligt.

Udfordringen kommer, når vi taler om reaktivering af gamle traumer i sindet. Amygdala spejder nervøst rundt, hvornår kommer den næste fare? Alene det faktum, at vi spejder, er en udfordring, idet vi da let kommer ind i begrebet selvopfyldende profetier. Vi søger og finder det, vi søger, vi bekræftes og fik ret. Det giver en vis tryghed at få ret, men hjernen har imidlertid lært at associere mange ting med det gamle traume.

For mange ting! Det at vi fik ret, er i realiteten kun er delvist rigtigt. De mange nuancer og detaljer forsvandt. Historiefortællingen blev generaliserende og overskriftsagtig og derfor kun delvist sand. Når det sker igen og igen, bliver det en vane.

Frugten, som du beskriver, bliver udover den øgede vagtsomhed også, at modet, frimodigheden og livets mangfoldige indhold og glæder hæmmes. Grundlæggende fortæller det, at vi ikke har accepteret og stiftet fred med det gamle traume. Traumet er fortsat for ubearbejdet. Accept af sig selv, sin rygsæk og historie, sine omstændigheder og fejltrin løses ikke på to minutter. Jeg vil anbefale min bog PsykiaTro, der også arbejder med det emne.

Guds tanke er ikke, at livet skal indskrænkes og modet forsvinde på grund af fortidens hændelser. En vækst i sundhed og gerne en helt tømt rygsæk er nødvendig, før vi går i krig. Guds ord er medicin: ”Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen.”(Ef.4:25-27)

Du nævner, at mødet med andre mennesker kan initiere, at du vælter. Der er ikke plads for overdreven vagtsomhed og Djævelen, hvis vi har fulgt den visdom, der her skrives om. Medicinen er afsløring af Djævelens manipulering, løgne og forstørrelse af problemet. Medicinen er Jesu nåde og sandhed. Medicinen er ærlig dialog mange gange, indtil emnet ikke fylder længere. Medicinen er at give plads for vrede, dog uden synd. Medicinen er fremadrettet dagligt at tømme sin rygsæk før dagens solnedgang.

Afsluttende vil jeg sige, at det ikke er Guds mening, at et menneskes rygsæk skal blive tungere og tungere, jo ældre vi bliver. Når det så er sagt, erkender vi stykkevis. Vores livsvilkår er derfor, at vi kan blive overrasket over os selv, andre mennesker og livets omstændigheder.

Overraskelsen skal forblive en overraskelse, men ikke en kæmp-flugt reaktion og dermed en efterfølgende overdreven vagtsomhed uden frimodighed. For at nå derhen har vi alle brug for masser af ærlig og frugtbar dialog samt Guds nåde og sandhed. Der er masser af håb, for jeg kan høre, at du ikke er ligeglad, men arbejder seriøst med emnet.

Kærlig hilsen
Poul Henning