Poul Henning Krog

poul_logo_200

Hvordan griber jeg sorgen over min søns død an?

Kære Poul Henning

Da jeg midt på natten åbnede døren, og politimændene stod alvorlige udenfor, var det som om noget indeni, der før var varmt, levende og lattermildt, forstenede midt i en bevægelse. ”Åh nej! Det har jeg prøvet før!” Tanken var hurtigere fremme og lammede mellemgulvet som et lyn, der slog ned ud af det blå.

Alt forandrede farver. Som et levende billede, der var fanget midt i en glad bevægelse og kastet på et foto, der sort/hvidt faldt ud af albummet. Ubevægeligt. Selv faldet foregik i vægtløst rum. Noget, der gik i stå. Noget, der holdt op at trække vejret.
”Din søn er fundet død på sin bopæl”, forkyndte politiet.

Det kan ikke passe. Jeg har da lige talt med ham for få dage siden. Politiet prøvede medfølende at forklare, men deres stemmer forsvandt dæmpede ud i verdensrummet. Jeg fulgte uset efter. Som en vægtløs tåge, der langsomt lettede fra jorden. Hvor smukt: Der er så mange stjerner denne nat.

Jeg er stadigt ikke kommet mig over chokket over at have mistet ham. Det er så anstrengende at skulle være stærk hele tiden, og det er jeg nødt til, for hvem skulle ellers tage sig af den enorme mængde af praktiske gøremål? Der har ikke været et eneste øjebliks tid til at give slip, om det så bare var for at kunne græde lidt.

Kan jeg overhovedet mærke mig selv, eller komme til det igen som før? Hvordan gør jeg? Jeg har heldigvis søde venner. Men forventer de ikke, at jeg for længst har fået hul på sorgen og er i gang med min sorgproces? Mange af dem undres i hvert fald over, hvor lidt jeg græder, de få gange, jeg har haft mulighed for at snakke lidt.

Og så kommer julen snart. Så er der igen ikke tid til at gå ind i sorgen. Har du nogle gode råd til, hvordan jeg griber det hele an? Og hvad kan jeg forvente af julen? Hvis ikke Gud havde hjulpet mig igennem den kæmpestore arbejdsbyrde, ved jeg slet ikke, hvordan det ville være gået.

Jeg kan frygte, at mine venner vil blive “trætte” af at høre på mig. Jeg håber virkeligt ikke, at jeg møder sætningen “Du skal jo også se at komme videre!”… Jeg bestiller jo ikke andet. End at forsøge at komme videre. En trøst for mig har været at høre lovsang, at modtage blomster og mærke venners omsorg gennem måltider ved min dør.


Og jeg er meget, meget taknemlig for forbøn og udholdenhed i forbøn. Gud har bare været så trofast. Han hører bøn.

Hilsen den Anonyme

 


Kære ven

Du skriver så smukt – en særlig tak. Hvor er lidelser af den karakter umådeligt vanskeligt at håndtere. Jeg tror, at det er sundt for dig at skrive, men livet føles helt uretfærdigt, jeg mangler ord. Vi kan reagere med vrede eller sorg. Du må gerne skælde ud på Gud eller på livet.

Du må løsne op og bevæge dig over i en ny fase, hvor du græder. En sorgproces kan vare 5 år, så det kan du sige til dine venner. Måske skulle du gå i en sorggruppe? Rune Kærlet, præst i Frikirken i Randers, har et kursus over 6 gange med titlen: ”At sørge med håb”, det kan jeg varmt anbefale. Han mistede som teenager både sin far og sin storebror. Se mere på www.relationerfoerst.dk.

Der har ikke været et eneste øjebliks tid til at give slip, om det så bare var for at kunne græde lidt. Kan jeg overhovedet mærke mig selv, eller komme til det igen som før. Hvordan gør jeg?

Tiden læger ikke alle sår, men vi kan over tid lære at leve med sorgen. Du må arbejde med det, fordi sorg på en forkert måde kan blive identitetsbærende. Som jeg skriver i min bog PsykiaTro med et citat fra et kursus: ”Jeg hedder Thor Eigil, og min datter blev dræbt i et trafikuheld”.


Her fremføres et eksempel på, at sorgen landede forkert. Jeg vil fortsat bede for dig. Du må holde jul med nogen, der kan tåle, at du tuder. Må Gud give dig den trøst, som du 100 procent har brug for.

Glædelig jul

Kærlig hilsen
Poul Henning

Scroll to Top