Ventetiden før en diagnose er svær

Hej Poul Henning.

Jeg skriver til dig, fordi jeg har brug for din hjælp og viden. Af mange årsager er det svært for mig at række hånden ud og spørge om hjælp. Jeg er pt. sygemeldt anden gang siden start 2023. Dette har medført en opsigelse fra min arbejdsgiver, da udsigt til bedring og tilbagevenden til arbejde ikke er god.

Jeg kæmper med stress, depressionssymptomer og tegn på generaliseret angst. Dertil oplever jeg selv, at det er symptomer på noget bagvedliggende. Derfor er jeg meget fokuseret på at finde årsagen. Jeg er for første gang begyndt at kigge tilbage på min barndom og opvækst. Jeg finder gennem tilknytningsteori, udviklingspsykologi og neurovidenskab tegn på en utryg, desorienteret tilknytning. Dette kan forklare meget af min subjektive opfattelse af, hvad jeg kæmper med som voksen. Jeg finder, at lidelsen kompleks PTSD passer godt og ønsker at få undersøgt, om det kan være det eller noget, der ligner.

Jeg har som sådan ikke selv brug for en diagnose, men det har vores samfund. Systemet kan kun hjælpe og tage hensyn, hvis man fejler noget og har en diagnose. Jeg kan jo godt arbejde på at få det bedre uden en diagnose, men har brug for afklaring, i forhold til hvor jeg skal sætte ind. Jeg er i et forløb med en psykolog og skal nu også i gang med antidepressiv medicinsk behandling. Desuden forsøger jeg at implementere noget af den viden, jeg gennem mit sygdomsforløb har fundet, har en lindrende virkning.

Men der er lange udsigter til at komme til psykiater med henblik på at blive udredt og finde ud af, hvor jeg skal sætte ind for at komme i bedring. At vente på behandling/udredning medfører for mange en passivitet, som ofte giver en forværring i de problemer, man kæmper med. Endvidere er der sociale og samfundsmæssige konsekvenser af at vente i lang tid. Det er frustrerende at blive sat til “tælling”, velvidende hvad det vil medføre af ubehagelige konsekvenser for ens liv.

Det samfund, der kræver en udredning, er også det samfund, der med de lange ventetider sender patienten ud i en forværring med personlige omkostninger, men som ofte også bliver en større byrde for samfundet. Jeg har været gennem en paragraf 66 og er ved at undersøge om den psykiater, der lavede denne, kan tage mig, og i så fald om det kan afkorte ventetiden lidt. Jeg er blevet opmærksom på, at man evt. selv kan vælge at betale, evt. med tilskud fra det offentlige, hvis man skifter til sygesikringsgruppe 2.

Men jeg har svært ved at gennemskue, endsige overskue, alt dette. Jeg vil høre, om du har viden, erfaring og indsigt i, hvad der er mest fornuftigt at gøre. Hvor skal jeg bruge min energi for at få det bedre, så jeg måske kan prøve at opleve, hvad det der livskvalitet er. Hvad kan jeg objektivt set gøre selv? Livet kan fra tid til anden være hårdt, det er et livsvilkår, vi alle før eller siden indser. Jeg forventer ikke at blive “rask”, og at alting bliver som før.

Jeg skal lære en ny måde at være i verden på. Måske skal jeg for første gang lære at være i denne verden! For det, jeg har lært af barndom, opvækst og livet, holder ikke længere. Mønstre skal findes og brydes og nye skabes. Men hvordan kommer jeg dertil? Gennem sundhedsvæsnet eller af anden vej? Jeg håber at høre tilbage fra dig.

Mvh en anonym

Kriser kan åbne op for et nyt vækstpotentiale

Kære ven

Tusind tak for dit skriv og den efterfølgende samtale. Tillykke med din fine evne til at tænke, arbejde med dig selv og formulere processen på skrift. Du er naturligvis frustreret over dine symptomer og den lange ventetid, men faktisk er du jo godt i gang med behandlinger og flere gode tiltag. Endvidere har Gud skabt os med både en krop og et sind, der over tid af sig selv vil søge genoprettelse og påny en sund balance.

Kriser

Enhver krise afslører nogle ofte ubehagelige virkeligheder, men gribes det rigtigt an, åbner kriser også op for et nyt vækstpotentiale. Ingen kan være i tvivl om, at du er ramt, og at det er ganske modbydeligt at mærke både stress, angst og depressionssymptomer. Jeg føler med dig. Genetisk disposition, ubehandlede traumer og vanskelig opvækst kan udløse psykisk sygdom. Du er for første gang i dit liv seriøst i gang med at se på din opvækst og her særligt tilknytningsforstyrrelser. Fortiden er interessant, hvis den afslører noget, som kan afhjælpes, så livet nu bliver bedre.

Du må endelig bruge dit psykologforløb, så du får svar på dine mange tanker og spørgsmål. Jeg glæder mig over, at du er ved at implementere nogle nye redskaber. Da du ikke nævner noget om traumer af meget alvorlig karakter som f.eks. krigstraumer, voldtægt og voldelige overfald, er PTSD-diagnose nok tvivlsom, og i dagens Danmark er der gået lidt inflation i den diagnose.

’Nå, det var derfor…’

Vi mennesker søger årsagsforklaringer, og her er den store og også risikobetonede faktor, hvordan vi selv husker, tolker og vægtlægger livets bump. Ofte går vi galt i byen, men en god tilgang er at spørge en ven for at få andre vinkler og nuancer med. Risikoen i kriser er desuden, at vi overfokuserer på krisen i en grad, så alt det, der i øvrigt var tiltænkt os i dag, tabes af syne. Et år efter er det ikke ualmindeligt, at vi kan undres over, hvorfor dette eller hint dengang fyldte så meget, for nu er der kommet meget andet ind på vores livstallerken.

Udtalelsen: ’nå, det var derfor’ overser dele af virkeligheden. Det er ikke uden grund, at Salme 23 i Bibelen har sætningen: ’Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal’. Vi skal netop vandre og ikke campere midt i det svære. Jeg vil derfor opmuntre dig til at ’vandre’, for tankerne i dødsskyggens dal bliver let til flere tanker og måske ligefrem tankebygninger. Vi har en historie, også med svære ting, men vi er ikke vores historie. Ordet ’end’ fortæller, at dødsskyggens dal ikke er hele livet, men kun en gang imellem.

Ventetiden

Vi skal aldrig sælge vores gode humør ud til tilfældige omstændigheder, som er uden vores indflydelse. ’Ventetiden’ er træls, men en omstændighed og et begreb, som du ikke skal dvæle ved og dyrke, men blot lade ligge. Det er en ikke let proces, men dog sandt, at menneskesindets tilstand kun forværres ved at dyrke alt det, vi ikke kan gøre noget ved. Da forstørres problemet og kan blive dagens overskrift og ugens tema altså i dit tilfælde: Jeg venter!

Hvilket retning at gå?

Du skriver om dine skridt bagud i tiden, skridt ind i dig selv og bekymrende skridt og tanker for fremtiden. Du mangler vel egentlig den vigtigste retning: OPAD. Jeg vil opmuntre dig med et andet perspektiv. Krisen kan bruges til, at du lærer Gud bedre at kende, og derigennem lærer du også dig selv bedre at kende. Du er aktuelt syg og har mindre energi, men der må være ekstra tid, idet de normale 40-45 timer med arbejde og transport er på pause. Tiden kan bruges i bøn, bibellæsning og kirkens fællesskab.

Jeg vil bede for dig om, at du må komme dybere ind i Bibelens velsignelser, for kriser har et enormt vækstpotentiale og kan opbygge en indre styrke og et stærkt håb for fremtiden.
’Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt.’ (Jer. 17:7-8)

Tænk, hvis du om 40 år kan tænke tilbage på en livskrise, som medførte et nyt livskapitel af evig værdi.

Kærlig hilsen
Poul Henning