Poul Henning Krog

poul_logo_200

Vores voksne piger ser ud til at vælge Gud fra

Kære Poul Henning

Jeg er skuffet over mine to piger. De har modtaget så meget af Guds rige som børn og teenagere, men i dag har de fravalgt kirken. De er blevet såret i nogle situationer, hvor kirken måske heller ikke helt slog til.

De har fortsat en tro på Gud, men drukner i karriere og kæresterier. Min kone og jeg har ofte bedt for dem. Vi kan også finde på at bebrejde os selv og ende med at blive helt slået af banen. Hvad kunne vi have gjort anderledes? Var det forkert? Var det for meget? På forhånd tak om du kan give et trøstende svar.

Kærlig hilsen Georg

 

Kære Georg

Tak at du skriver. Vi kan blive skuffet over os selv, andre mennesker, vores omstændigheder eller Gud. I skuffelsens natur ligger, at vi regner med noget, som så ikke går i opfyldelse inden for den tid, vi har sat af.

Skuffelse har derfor også med timing at gøre. Regner vi ikke med noget, bliver vi ikke skuffet, men er vi da ikke blevet ligegyldige og kolde? I Jesu beretning om sædemanden, finder vi et godt svar på vores livsvilkår.


Der er fire jordbunde, og det er faktisk kun den ene jordbund, som er god jord. Paulus var skuffet over de mange jøder, der fornægtede troen på Kristus, men formåede alligevel at kigge fremad og fortsætte.

Vi sår Guds ord i vores børn, men vi kan ikke være sikre på resultatet. Desværre er der ret mange forældre, der oplever det, du beskriver. Der kan være mange årsager, men det er altid trist, når nogen støder sig så meget på andre kristne eller kirken, at de trækker sig.

Som får der flakker, forvildes de ofte ind i problemer, der kunne være undgået, om de havde været under den velsignelse, der er i kirkens fællesskab, forkyndelse og omsorg.


Den kristne er oplyst og har smagt den himmelske gave, fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, som det lyder i Hebræerbrevet kapitel seks. Det er mægtige gaver, vi alle må værne om og vokse i. Jeg forstår din skuffelse og ærgrelse. Tænk, hvad dine piger har fået, og tænk hvilke rigdomme, de er i færd med at miste!

I må ikke bære ansvaret for jeres voksne børn på en forkert måde. Når I kaster al jeres bekymring på Gud, betyder det, at I giver slip på den.

I selv må finde fred i Gud. I skal ikke bebrejde jer selv, men se fremad og opad i bøn og tillid til Gud. Han kan skænke jer en tro, så I ved, at i sidste ende falder alt, hvad der er i Guds hånd, på plads. Jeres børn er i kraft af jeres tro helliget, som Paulus skriver i 1 Kor. kapitel 7.

Skuffelse kan lindres af andre glæder og opmuntringer, men det er og bliver kun en lindring – ikke en forløsning. Skuffelse handler meget om, hvordan vi anskuer vores forhold og medmennesker. Det hjælper ofte at dele sin skuffelse med de nærmeste. Det forløser at dele sin skuffelse med Gud.

Fra Peters første brev kapitel fem lyder det: ”kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer”. At kaste fordrer også at slippe.


I må ikke bære ansvaret for jeres voksne børn på en forkert både. Bed for dem hver dag. Vær lys og salt for dem i de gunstige øjeblikke, I får.

Overlad resten til Gud. Livet og dagene består af mange vigtige øjeblikke. Vi må konstant være åbne for de mange gode nu’er. Bekymringer og skuffelser skrives i sand, men glæder hugges i sten.

Kærlig hilsen Poul Henning

Scroll to Top