Vi har alle et lidelseskald og et herlighedskald

Kære Poul Henning

Jeg tænker tit tilbage på et tungt kapitel i mit liv. Jeg blev presset af andre og mistede fodfæste. Jeg sagde ja til en stor opgave i menigheden. Det påvirkede efterfølgende min fysik og psyke.

Når det var værst, fik jeg stresssymptomer. Jeg har haft andre oplevelser, hvor jeg følte Guds hånd og ledelse på en stærk måde, men i denne periode var det vanskeligt for mig. Jeg kæmper ofte med selvbebrejdelser.

Der sker også, at jeg kan tænke bebrejdende tanker, om dem der var omkring mig. Hvorfor kunne jeg ikke sig nej? Hvorfor skulle jeg udsættes for så mange konfliktfyldte oplevelser?

Kærlig hilsen Den anonyme

Kære ven

Vi har talt sammen. Det er ikke let. Jeg forstår godt dine minder, tanker og følelser – de er reelle. Hvordan mon ser Gud på dette? Bibelen er tydelig i, at vi ikke skal bedømme noget før tid, og at vi skal se på frugten.

På den lange bane kom der masser af varig frugt ud af din indsats. Gud bar dig igennem en svær tid, og midt i denne lidelse bragte du velsignelse til Kristi legeme. Jeg vil derfor opmuntre dig til at anskue det tunge kapitel fra en ny vinkel.

Du må ikke sammenligne eller forlange, at det tunge og det lette er ens. Vi har alle fået et lidelseskald og et herlighedskald. Vi vil helst tale om det herlige, de tydelige eksempler på Guds ledelse og velsignelse. Vi har sværere ved at acceptere og se rigtigt, når det gælder vores lidelseskald.

Paulus løfter os op på et helt andet niveau. Lidelsesperspektivet handler ikke om ”jeg´et”, men om ”vi – Guds menighed”. ”Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er kirken.” (Kol.1.24)

Hvis lidelse giver mening og har en forståelsesramme, er den nemmere at bære. Meningsløs lidelse er svær at håndtere. Paulus led for Kristi skyld – og for menighedens skyld. Derfor var dét, han personligt gik igennem af vanskeligheder ikke så interessant.

Paulus ligefrem glædede sig over sin lidelse, fordi den skete for en højere tjenestes skyld. Den dybe individualisering, som vi ofte lever i, bliver her helt ophævet. Vi som legeme er forenet i lidelse og herlighed.

Paulus siger: ”Hvad der mangler af Kristi trængsler….” Der fremstår her den tanke, at Gud tilfører legemet og dermed den enkelte kristne en vis mængde herlighed og lidelse for at forme os og legemet til lighed med Kristus.

Der er derfor lidelser, som den enkelte del af legemet lider for helhedens skyld. Det er i vores individualiserede samfund en svimlende ny tanke. Paulus har således ikke fordømt sig selv, når han kom ud for lidelser i sin tjeneste. Tanker som: ”Det kunne jeg have undgået”, eller ”Det var uretfærdigt”, er forkerte betragtninger.

Det centrale er ikke menneskelige vurderinger af herlighed eller lidelse, det centrale er, at Gud er med både i herlighed og lidelse. Gud er med, både når vores indre regnestykker går op, og når de ikke går op.

Guds første prioritet er at forme os til at ligne Kristus. Kristus gav sig selv for kirken i lidelse og herlighed. Du gav dig selv hen i denne svære opgave og bedømmer nu dig selv og andre hårdt.

Guds perspektiv er dog ikke som menneskers perspektiv. Så vær ved godt mod, slå ikke dig selv i hovedet. Stop med at fortryde dette og hint. Gud tillod dette i dit liv, for at du også skulle helliggøres og udleve dit lidelseskald til gavn for Guds menighed.

”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse.”(Luk.6.37).

Vi skal altså hverken dømme eller fordømme os selv eller andre, men netop være nådige mod os selv og andre og leve i takt med Guds menighedsperspektiv.

Kærlig hilsen Poul Henning