Poul Henning Krog

Svigermor er slyngveninde med min mands ekskone

Kære Poul Henning

Min mand og jeg har været gift i 5 år. Vi har en datter på 2 år. Mit problem er min svigermor, fordi hendes opførsel er sårende. Sagen er den, at min mand har været gift før, men blev skilt fra sin daværende kone for 9 år siden. De har 2 børn sammen.

Min svigermor er nærmest blevet slyngveninde med ekskonen, efter jeg mødte min mand, og jeg oplever, at jeg på det nærmeste er blevet deres fælles fjende. Min svigermor har meget demonstrativt valgt kun at have bryllupsfotografiet af min mand og hans tidligere hustru hængende og kun fotos af deres fælles børn.

Min mand har påtalt det flere gange overfor sin mor, for det rammer også ham. Min svigermor fejer ham af og understreger, at hun selv bestemmer, hvordan hun gør i sit hjem.

Når vi besøger hans mor, er det også fællesskabet med ekskonen og børnene, vi hører om. Jeg har svært ved at skjule, at jeg er såret, og jeg bliver stille og indadvendt i hendes selskab. Har du et godt råd til os?

Kærlig hilsen
Ida-Marie

Besøg svigermor, men glem ikke jer selv og jeres ægteskab i hensynet og pligten pligt overfor hende.

Kære Ida-Marie

Dine følelser er forståelige. Vi mennesker spiller tit fallit, når det kommer til følelser som dem, du beskriver – for alt tyder på, at din svigermor ikke er parat til den åbne og ærlige dialog med jer, der åbenlyst er nødvendig.


Vær taknemmelig over, at din mand og dig ser det samme billede – det er ingen selvfølge. Stå sammen som I gør, og støt hinanden i, at det I ikke kan gøre noget ved, lader I ligge. Undgå samtidig at ”drøvtygge” på det, I ikke kan ændre her og nu, for det I fokuserer på, vil vokse.

Pyt, Pause, Påskønnelse

I min essaysamling fra 2018; ’Du er den bedste til at være dig’ er der en letlæst historie, der omhandler 3 ord, I kan drage nytte af. De 3 ord er: pyt, pause og påskønnelse.

PYT: er et lille, men meget vigtigt ord – for dvæl ikke ved det, du ikke kan ændre.


PAUSE: Besøg nok svigermor, men glem ikke jer selv i hensynet og pligten.

PÅSKØNNELSE: I skal fokusere på alt det, I har at være glade for. Som du selv skriver, har I et dejligt liv sammen og en skøn datter på 2 år. Større rigdom findes ikke.

Sindsro-bønnen

Kender du Sindsro-bønnen? Hvis ikke, så prøv at søge hele teksten på nettet. Print den ud og mind hinanden om bønnens stærke budskab.

Bønnen starter sådan her: ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan – og visdom til at se forskellen …”. Det er så afgørende, at vi aldrig slipper Gud af syne, men holder os til ham i tryg forvisning om, at han ved bedst.


Du vil næppe nå din svigermor med en enkel afklarende snak, men omslut hende med al den agape kærlighed, du har i dig. Se dig ikke vred på hende, men kom hende nærmere med små tålmodige skridt. Uden at forholde dig til hendes relation med den tidligere svigerdatter, så tænk stort. Hvad gør din svigermor glad? Hvordan kan du bedst give hende en hjælpende hånd?

Hvis problemerne fortsætter, så prøv at foreslå din mand, at de to som mor og søn får noget professionel hjælp. Det vil være oplagt, at de får en snak med præst eller psykolog.

Det er usandsynligt, at problemerne har med dig at gøre, men derimod noget med dysfunktionelle mønstre i familien.

En terapeut kan muligvis få din svigermor til at åbne sig op, for mon ikke der ligger noget helt andet under de primitive reaktioner? Hvad er det i virkeligheden, din svigermor vil opnå?

Kærlig hilsen
Poul Henning

Scroll to Top