Poul Henning Krog

poul_logo_200

Misofoni – når bestemte lyde trigger os

Kære Poul Henning

Vores pige har svært ved at håndtere bestemte lyde. Hun kan reagere med voldsom vrede og stærke følelser. Det er særligt ved spisebordet, det går galt. Det er ikke fordi, vi taler højt, eller fordi stemningen ikke er god. Hendes følelsesudbrud kommer ofte for os helt umotiveret.

Det er ikke almindeligt kendte generende lyde som fx at skrabe en kniv mod et glas, der udløser hendes reaktion. Ofte skælder hun ud og går ind på sit værelse. Efter en tid bliver hun sig selv igen. Hun er frustreret og føler sig anderledes og ofte misforstået.

Det kan nemlig også ske i skolen eller til familiebesøg. Dem, der ikke kender hende, ved slet ikke, hvordan de skal håndtere situationen. Det har udviklet sig til, at vores pige er blevet mere ensom og indadvendt. Hun og vi bliver bange for, at hun er alvorligt syg. Tak om du har et godt råd.

De fortvivlede forældre

 

Kære jer

Et vigtigt og overset emne – tak. Jeres pige lider af misofoni. Misofoni betyder had til lyde. En lidelse, hvor særlige lyde er forbundet med et ekstremt ubehag og en så kraftig respons, at den kan beskrives og vises neurologisk. Misofoni er indtil videre kun anerkendt som symptom og ikke som en diagnose. Der er mange, også læger, der ikke kender til fænomenet. Siden 1990 har der været et øget fokus herpå.


Jeres pige lider af misofoni. Misofoni betyder had til lyde. Triggerlydene er ofte spise- eller vejrtrækningslyde som fx lyde fra smaske, drikke, synke, snøfte, nyse, gabe, trække vejret.

På engelsk kaldes det selektiv sound sensitive syndrom – SSSS. Det defineres som en emotionel reaktion ved specielle lyde i et normalt lydniveau. Det er som regel lyde skabt af andre mennesker. Triggerlydene er ofte spise- eller vejrtrækningslyde som fx lyde fra smaske, drikke, synke, snøfte, nyse, gabe, trække vejret. Børnene reagerer med væmmelse, raseri, angst, panik.

Forekomsten er 3-6%. Det er tankevækkende, men der er statistisk set en i hver skoleklasse. Symptomerne opstår i børne/unge år. Det er fire gange så hyppigt hos kvinder. Barnet rammes af panikangst, bliver urolig og ønsker, at lyden skal stoppe. Barnet holder sig måske for ørerne eller reagerer med fight or flight – farer op og/eller forlader rummet. Barnet kan græde, ryste, blive aggressivt og forsvinde kontaktmæssigt, efterfølgende er der ofte hovedpine.

Når der foretages en MR-scanning af fænomenet, fremgår det, at der er et øget auditivt og visuelt signal fra cortex til præcortex i hjernen. Der kan også ses ændringer i den hvide substans, når det gælder evnen til at håndtere sociale processer. Det vigtigste er at blive bevidst herom og anerkende virkeligheden. Børnene er ikke utilpassede eller mærkelige, men lider af misofoni.


Uvidenhedscirklen skal derfor brydes. For hvilken småt smaskende bedstefar forstår barnebarnets voldsomme reaktion herpå? Der skal arbejdes med barnets forståelige social tilbagetrækning fra usikre situationer som arrangementer, butikker og offentlig transport.

Der er brug for Jesu forbøn, lys, nåde og sandhed ind i situationen. Sandheden er, at der er en neurologisk forklaring på barnets reaktion. Barnet og omgivelserne må favne den viden og udfordring. Alternativt er der en risiko for at barnets neurologiske virkelighed kan udvikles til en lidelse præget at tilbagetrækning, angst og depression. Tal derfor ærligt sammen om emnet og søg hjælp. Psykoterapi, kognitiv terapi og her ACT er også gode muligheder. Der kan evt. anvendes stemningsstabiliserende medicin for at dæmpe følelsesudbruddene.

Kærlig hilsen
Poul Henning

Scroll to Top