Poul Henning Krog

Min kone ved ikke, at jeg har spillegæld

Du må fortælle din kone om din ludomani og din gæld og måske søge professionel hjælp. Men Gud har også noget bedre til dig, og han vil hjælpe os, når vi bekender vores synd.

Kære Poul Henning

Jeg skriver, fordi jeg kæmper med spil. Jeg spilder en masse tid foran min pc. I nogle spil er der også penge involveret. Mange penge. Jeg kan ikke holde op, når jeg først får begyndt. Jeg tænker, at hvis jeg nu vandt næste gang, så kunne jeg indhente det, jeg allerede havde tabt.

Jeg er åbenbart nem at lokke, selvom jeg nu også synes, at det vrimler med reklamer og opfordringer til at spille.

Jeg kan ikke komme fri. Lige nu skylder jeg 20.000 kr. på et kviklån, min kone ved ikke noget om det. Kan du hjælpe mig?

Kærlig hilsen
Bjarke

Kære Bjarke

Tusind tak for dit mod. Gud skal belønne din ærlighed. Du skriver så rigtigt om det hav af spillemuligheder, der vælter ind via internet, tips- og lottokuponer. Det er massivt og voldsomt. Det er nemt at blive fanget ind i.

Jeg har mødt dette problem i flere samtaler. Tænk, at udspekulerede forretningsfolk lader brugerne vinde tilstrækkeligt til, at de fortsætter. Sammensætningen af spil og kviklån er en skrækkelig opfindelse. Det er blevet en folkesygdom. Det foregår også i kristne kredse. Det er mere udbredt, end man lige forestiller sig. Naturligvis skal du fortælle din kone om dit problem og din gæld. Du har brug for en støtte, der er tæt på.

Professionel hjælp er også en mulighed. Ludomani kan kureres.


Det, du giver opmærksomhed, vokser. Hvis du derfor i gode tider udsulter dit sind med disse input, er du på rette vej. Her findes der tekniske løsninger. Ærligt at indrømme, at der er fysiske steder og internet-steder, som du skal skærme dig fra.

Bed og lad Guds kærlighed og Helligånden fylde dig. I kærlighedens atmosfære omkommer det onde.

Vi beder netop i fadervor – ”led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”. Jesus kender menneskesindet, det er ikke tilfældigt, at dette store tema er med i Fadervor.


Når vi en dag skal stå foran Ham, bliver der sat ild til vores arbejde. Har vi bygget med guld, sølv og ædelsten, får vi løn. Har vi bygget med træ, hø og strå, går det op i luer, og vi mister lønnen, men bliver dog frelst. Spil og misbrug, i det omfang du fortæller om, er træ, hø og strå.

Hurra – Gud har noget bedre. Vi behøver ikke at spilde vores tid. Vi behøver ikke at misbruge vores midler. Vi behøver ikke at såre vores omgivelser med vores adfærd.

Gud har givet dig en originalitet. Der er kun en af dig. Gud har et mandat og en opgave til dig. Livet med ham i den opgave er langt mere spændende end alverdens lokkende spil. Her er der tale om den ægte vare. Det er ikke surrogater.

Synd er at ramme ved siden af. Med denne adfærd rammer du ikke skiven. Jeg tænker, at du naturligvis ønsker at ramme skiven med dit liv, i din familie, i din menighed, i dit arbejde og virke?


”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”(1Joh.1:9)

Så kære Bjarke, fat mod. Jesu sejr er din sejr. Den tandløse brølende omkringvandrende løve er besejret på korset.

Kærlig hilsen
Poul Henning

Scroll to Top