Mærkelig adfærd skaber utryghed i studiegruppen

Kære lægepræst

Jeg er med i en lille kristen gruppe, hvor vi prøver at finde ud af noget mere om, hvem Jesus er. Vi kommer fra meget forskellige miljøer, også nogle fra alternative trosretninger. Vi har mødtes i længere tid, og det har været meget dejligt med samværet, men for nylig er der sket noget ubehageligt. Den ene af deltagerne er begyndt at udvise en mærkelig adfærd.

Vedkommende kan være helt ok og med i dialogen, men pludselig er det, som om vedkommende bliver en anden person. Det skaber stor utryghed i gruppen. Før i tiden var vi tætte med hinanden, men nu er der den her uudtalte ting, der hænger i luften, og det er ikke rart. Med håbet om at få et godt råd til at løse situationen.

Venlig hilsen
Den håbefulde

Kære håbefulde

Tak for dit skriv og skønt, at du har kastet dig ind i en udfordrende opgave.

Søgere og den ”tovingede kirke”

Det er stort, at du ikke blot har en gruppe, hvor alle stort set mener det samme. Vi er skabt søgende og vil alle gerne have brugbare svar, fællesskab og gode oplevelser. Der er en mangfoldighed af alternative miljøer, der kan virke tiltrækkende, og kirken kan for nogen føles som lidt for langt væk. Det er derfor genialt at spejle sig i de menigheder, vi finder omtalt i Bibelen.

I den første menighed holdt de netop fast ved fællesskabet og mødtes både i templet og i hjemmene. I de mindre samlinger kunne man langt bedre få besvaret spørgsmål, opleve nærhed og blive en Jesu efterfølger. Jeg tolker, at den bibelske kirke er ”tovinget”. En fugl flyver med to vinger, og kirken flyver også bedst med både gudstjenesten og hjemmesamlingen.

Paulus samtalede i synagogen, det har vi alle også brug for i dag. Det er derfor en stor, herlig og krævende gerning, du er i gang med. Det kan være lettere at holde en prædiken end at skulle forholde sig til meget forskellige menneskers mange udfordringer. Må Gud give dig stor empati og visdom.

At arbejde med de store trosemner

I er i gang med en afgørende og personlig livsforvandling i gruppen. Det kræver faktisk meget at lytte på andres historier og møde dem i deres trosrejse. Jeg mindes en gruppe, jeg ledte; deltagerne kunne næsten kun rumme sig selv og deres egen historie. I jeres samlinger bliver der rokket ved forkerte grundlæggende antagelser, som nogen måske har forvildet sig ind i.

At synge med på en salme er ikke det samme som at komme mere sandt på plads i sine grundantagelser om Jesus. Du omtaler en person, der skaber utryghed. Måske er det for angstprovokerende for ham at være sammen med en gruppe mennesker i en dyb discipelskabsproces. I dialogen at komme ud af sin komfortzone og mere sandt på plads fordrer omfavnende kærlighed fra gruppen.

Mit råd vil være at tale med ham på tomandshånd. Med barmhjertighed at spørge ind for sammen at kunne finde en bedre vej også for hans deltagelse i gruppen. Jesus kom altid med nåde og sandhed i den rigtige dosering, det er en kunst, som Helligånden vil hjælpe os med. Måske du skal have et parløb med både gruppen og ham alene.

Måske han har brug for lægehjælp. Fra kirkelivet er der personer, der sætter sig yderst på stolen tæt ved udgangen. De skal roses for at være ankommet, for der er formentlig gået meget forud for at overvinde angsten.

Afsluttende hilsen

Du er et forbillede i ikke blot at mødes med dem, der synger i ”samme kor”. Nyd den rige opgave. Du har i gruppen vidner og kommende ledere, der kan nå deres netværk. ”Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus! Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at undervise andre.”(2 Tim.2:1-2)

Kærlig hilsen
Poul Henning