Poul Henning Krog

Jeg har problemer med tankemylder

Kære Poul Henning

Jeg skriver fordi, jeg har problemer med mine tanker. Det kan være aktuelle begivenheder, der sætter gang i mit sind. Tankerne bliver til flere tanker. Det bliver ofte til bekymring og angst.

Tankerne kører i ring. Mit humør formørkes, og jeg kommer til at sidde fast. Det kan være et relationelt problem. Det kan være nyheder i TV. Det kan være Covid-19 tanker. Mit sind kan opfange alt muligt, som ender med triste og frygtsomme, løbske tanker.

Jeg svinger mellem vrede og gråd. Ofte kan jeg ikke falde i søvn om aftenen. Tak for gode råd?

Kærlig hilsen
Sunny

 

Kære Sunny.

Tak, at du skriver. Mange kan nikke genkendende til det, du skriver. Løbske tanker eller tankemylder er ganske ubehageligt. Det er som en 1-sporet vej bliver til en 5-sporet vej fyldt med ”tanke-biler”. At være konstruktiv er ikke muligt, når ”tanke- bilerne” i fuld fart overhaler hinanden indenom og udenom og ofte torpederer hinanden.


Bibelen siger, at som en mand tænker, sådan er han. Det er derfor vigtigt at øve sig i at tænke, på det, der er sandt og godt. Det kan være nødvendigt at skærme sig fra nyheder. Tanker er helt almindelige for helt almindelige mennesker.

De er ikke eksakt viden eller sandhed. Tankerne skal ikke skubbes væk, for i så fald vil de blot forstørres. Tankerne skal accepteres, som det de er – tanker. Nænsomt og fleksibelt må vi alle arbejde på at anerkende, acceptere og slutte fred med disse tanker; det er kun tanker.

Vi kan vælge at tænke på noget andet. Vi kan lære at lade tankerne passere som skyer på himlen.


Vi kan lader nuet flyde ind og fylde op, så de dårlige tanker minimeres og sejler forbi. Vi skal øve os i at fange nuet og vores værdibaserede handlinger og liv i Kristus.

Vi skal ikke fodre uhensigtsmæssige negative tanker med flere tanker, der bygger videre på dem.

Løbske tanker eller tankemylder er ganske ubehageligt. Det er som 1-sporet vej bliver til en 5-sporet vej fyldt med ”tanke-biler”.

Vi skal ikke opbygge tankebygninger. Netop tankebygningerne skal rives ned, for dårlige tanker medfører dårlige følelser og påvirker endda vores fysik og søvn og danner udgangspunkt for dårlige beslutninger.

Den kristne har fra Bibelen tanken: ”at tage enhver tanke til fange hos Kristus”.


”Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. Vores kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig imod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus.”(2Kor.10:3-5)

Subjektive tanker – også fra livets hverdag, kan ende med at blive til tankebygninger, der rejser sig imod kundskaben om Gud. Tankebygningerne har mange facader:
En nyhed i TV skabte frygt og bekymring.

En uenighed endte måske med en uforsonlig strid og bitterhed.
Et traume førte måske til et tårn af projektion og anklage.
En sygdom afstedkom muligvis vrede mod sundhedssystemet og Gud.
En uretfærdighed medførte et opslidende forløb for at få ret.

”At rejse sig imod” taler om et oprør. Dog må uret til tider tales imod for at skabe erkendelser og forbedringer. Men oprør kan let være at vende sig bort fra Gud. Hvis ikke kærligheden har roret, kan man blive sin egen herre i sit eget tankespind.

Jesus gav i kærlighed sit liv for at fjerne den slags oprør og adskillelse fra Gud. Sandheden fra Guds ord sætter fri. Løgnen afsløres. Ihærdigt havde vi måske opført en tankebygning, men i samværet med Kristus, Helligånden og Guds ord gik det op for os, at både fundament og bygning var usund.

Vi kan da i bøn invitere Kristus ind i bygningen. Tænk, at Han vil demontere bygningen og give os sin fred og søvn igen.

Kærlig hilsen
Poul Henning

Scroll to Top