Hvordan genopretter vi den tidligere nære forbindelse og intimitet?
Hej Lægepræst
Min partner og jeg er begge under uddannelse og er for nylig flyttet til en ny by for at forfølge vores drømme. Desværre har den travle hverdag og omstillingen til det nye sted påvirket vores forhold negativt. Vi føler en stigende afstand mellem os, især når det kommer til intimitet og følelsesmæssig forbundethed. Tidligere var vi meget tæt på hinanden både fysisk og mentalt, men nu virker det, som om vi er fanget i hver vores verden.
Vi ønsker virkelig at genoprette den tidligere nære forbindelse og intimitet, men vi ved ikke, hvor vi skal begynde. Hvordan kan vi arbejde på at finde hinanden igen midt i travlheden?
Venlig hilsen
De to
Kære jer
Tak, at I skriver, og godt at I stopper op midt i livets travlhed. Familie, uddannelse, job, hjem og transportmiddel skal passes, men det skal et parforhold så sandelig også. Parforholdets statistik er ikke god og slet ikke for travle folk. Når det fx gælder to læger, der er gift, går 80 procent fra hinanden; det er et skræmmende tal.
Spidsbelastninger
I beskriver en spidsbelastning i jeres liv med flytning, uddannelse og omstilling. Et liv indeholder naturligvis spidsbelastninger, men et liv må ikke fortsætte i det tempo. Kører vi billedligt talt 130 km/timen, hører vi ikke fuglene synge og fanger heller ikke hinandens fine signaler. I søger hver især kontakt og intimitet, men kan ikke få tandhjulene til at passe. I har derfor begge en opgave med at komme ned i tempo, mærke jer selv og få øje på hinanden. Det må I absolut lære nu, for tænk på, hvis der også var fire små børn, der kaldte på jeres opmærksomhed.
Hvor gør vi med det opskruede tempo?
Vi er børn af tiden, og historisk set har der aldrig været så meget tempo og udvikling før. Generelt set ligger dopaminniveauet i hjernen for højt, og det beroligende hormon oxyctocin niveau for lavt, som jeg skriver om i bogen PsykiaTro. Vi rives let med, og opgaven med at passe på sig selv og hinanden er totalt afgørende. Stress er en folketilstand, og alle befolkningsgrupper kan rammes.
Retorisk kunne man spørge:
1. Hvad er det, vi skal nå?
2. Skal tidens pres og opmærksomhed på karriere herske over vores parforhold?
Jeg har en del kollegaer, der er på nedsat tid. En uddannelse behøves ikke at gennemføres på rekordtid. Bilen kan være brugt, og luxusmad kan erstattes af To Good To Go. Besøg og gæster kan fordeles med jævn hånd. En udlandsrejse kan droppes, og CO2 udledningen derved begrænses. Havens biodiversiteten kan styrkes. Sagt på en anden måde, er livet fyldt med valg, og balance er et stort ord. Lige nu har I valgt at skrive og kalde på hjælp, det tegner godt.
Et ’100.000km’ eftersyn
Jeg tænker ikke, at et hurtig fix løser jeres situation. I må tage tid til dialog og en revurdering af jeres prioriteringer. Vi har selv i årtier levet efter følgende prioriteringer:
1. Den personlige Guds-relation
2. Den fælles Guds-relation i så vidt muligt daglig bøn og andagt
3. At vandre med Helligånden i livets arenaer:
a. Børn
b. Kirke
c. Uddannelse/efteruddannelse
d. Arbejde
e. Familie
f. Venner
g. Praktisk
h. Fritid
Livets arenaer skifter, og rigtigt er det, at livet fra 25-45 år er i størst risiko. Reelt hænger det her ofte ikke sammen med syge børn, forstyrret nattesøvn, begges konsolidering på arbejdsmarkedet, etablering af hjem og løbende omstruktureringer. Det er tankevækkende, at der i disse år flytter hundredvis af familier fra storbyer til det Sydfynske Øhav med Svendborg og øerne. Oftest er det for at komme ned i tempo og arbejdsmængde, at opnå et mindre økonomisk pres og få en mere balanceret og harmonisk tilværelse.
Intimitet og kommunikation
I skriver om manglende intimitet og følelsesmæssig forbundethed. Følelser er signalflag, I oplever, at noget nært og godt er forsvundet i travlheden. Bogen ’De 5 kærlighedssprog’ er en klassiker, den kunne I jo begynde med. Indlæg en ugentlig hviledag, for selv Gud hvilede på den syvende dag. I kunne også prioritere et parkursus fx et PREP-kursus for at gøre gode parforhold bedre. Kurset handler om at blive bedre og dygtige til at kommunikere, det er en livsopgave, og alle kan vokse og trænes i kunsten at tale sammen.
Et parforhold er som en dans, det er ikke et excel-ark, hvor alt er forudsigeligt. Det er en dans, hvor vi skal øve os i at mærke os selv og vores ægtefælle. I begyndelsen kan dansen være lidt klodset og misforstået. Min hustru og jeg havde i begyndelsen af vores ægteskab en lampe hængende over vores spisebord, den var grim. Vi troede begge, at den anden syntes, at den var smuk. Det var hensynsfuldt, men dog et eksempel på manglende kommunikation.
Gaven og opgaven at være gift er skøn. Tag derfor ikke let på det, for et parforhold skal passes og plejes, og her er kommunikation helt afgørende.
Hvad gør din ægtefælle glad?
Vær derfor opmærksom på de små detaljer i hverdagen, for relationer er som et isbjerg, hvor vi kun ser og forstår de ti procent, der er over vandoverfladen. Menneskesindet er dybt, hvem er vi, der tror, at vi forstår os selv og vores næste. Vær derfor barmhjertig overfor alle, men også dig selv og din ægtefælle. Vær aldrig forudindtaget, dømmende og bedrevidende. Giv gerne påskønnelser, et knus og et kys, et kærlighedskort, en invitation ud, tag ofte en ekstra praktisk opgave, vær opmærksom og lyt, vær taknemlig og sig tak, vær hjælpsom og opmuntrende og medbærer.
Indarbejd gode rutiner herunder løbende at samstemme forventninger og kalender. Når I kommer hjem, har I på skift tale- og lyttetid. Søndag aften kan I planlægge, ugen, der kommer, for når vi ser det samme billede, giver det gode vækstbetingelser for nærhed.
Hengivelse til hinanden
I en egocentrisk tid kan det være på sin plads at fremhæve, at vi ikke tilhører os selv. Vi har omvendt os og modtaget Guds kærlighed i Kristus Jesus. Vi er korsfæstet med Kristus og opstået til et nyt liv, hvor vi i tro fra nu til nu stiller os til rådighed for Kristus. I ægteskabet har vi også givet os selv til hinanden. ’En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru.
I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er blevet enige om det for en tid, for at I kan hengive jer til bøn og så komme sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende.’(1Kor.7:3-5)
En afsluttende hilsen
I er allerede grundlæggende defineret af Gud, så slap af med at forsøge at definere jer selv med uddannelse i hastetempo. Husk på, at Gud ikke beder os om noget, han ikke selv giver kraften til.
’Måtte fredens Gud, der førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod, sætte jer i stand til alt godt, så I gør hans vilje, idet han selv udvirker i os, hvad der er ham velbehageligt ved Jesus Kristus. Ham tilhører æren i evighedernes evigheder! Amen.’(Heb.13.20-21)
Kærlig hilsen
Poul Henning Krog
